§ 12. Knud Knudsen, kromand i Ketting.
Var en søn af kromand Johan Peter Knudsen i Ketting og hustru Anna Christine Wrang. Han er født 1761 d. 17 sept. i Ketting kro og blev døbt af provsten Morten Reenberg With tirsdagen d. 22. sept. Han blev holden over dåben af Rathge Lorentzen, forpagter på Rumohrsgaard. Faddere: Monsj. Momsen og jomfru Klausen af Sønderborg. Mad. Marie Aagesen i Ketting. Med sine 3 søskende gik han som barn ofte ned til sine bedsteforældre bagved kirken, og i denne alder er han tilligemed dem og de gamle bedsteforældre bleven malet på en væg i deres dagligstue, hvor han sidder på den gamle Jakob Wrangs knæ, med en rangle eller klokke i hånden. Disse 3 søskende døde tidlig og i deres sted fik han igen 3 yngre brødre: Jakob, Johan Peter og Jørgen Knudsen. Hans morbroders søn i Hagenbjerg, Otto Ludvig Johansen, var hans jævnaldrene legekammeret, med hvem han ofte kom sammen. Som dreng gik han tit over til nabokonen Kathrine Vævers, hos hvem han for morskab let lærte at væve. I de første år gik han i Ketting skole hos degnen Joh. Barth. Bruhn og et par år gik han senere, førend sin konfirmation op i Augustenborg skole for at læse tysk og få en bedre uddannelse end han dengang kunne få i en landsbyskole. Efter sin konfirmation blev han sat i handelslære hos købmand Johan Frederik Momsen i Sønderborg, af hvem han var meget afholdt og som tog med sin familie og ham en gang hvert år op i besøg hos hans moder i Ketting. I Sønderborg var han fra 1777-83, da ved hans faders død hans moder tog ham hjem, for at han kunne gå hende til hånde, især da man dengang drev en ret betydelig kornhandel med bønderne rundt omkring på landet. Han gik hende også trolig til hånde og viste sig altid som en sjælden rar og brav søn imod sin moder, så at der til enhver tid herskede en smuk og god forståelse mellem dem. Om vinteren 1788-89 herskede der rundt på Øen, en meget ondartet og smitsom halssygdom eller skarlagensfeber, der også kaldes sprinkler, og denne sygdom blev ligeledes indført i Ketting kro, ved hans broder Jørgen Knudsen, der førte den med sig fra Hagenbjerg, da han kom hjem i juleferien, og snart lå Knud og alle de andre i huset, angrebne af denne farlige sygdom, med undtagelse af moderen, der havde nok at gøre med ar passe alle de syge, men dog til sidst havde den glæde at se sine sønner raske, skønt de havde været hårdt angrebne. Men næppe havde han begyndt at komme sig, før han i forening med sin morbror Johan Johansen, degn i Hagenbjerg, måtte gøre en besværlig rejse til Flensborg, midt i den strenge vinterkulde, som herskede denne vinter 1789 til langt hen i foråret. Øjemedet var at ordne et betydeligt pengespørgsmål, da en betydelig debitor Hr. Herrn, en Sønderborger af fødsel, men bosat ved Leck, truede med at gå fallit. Hans moder var meget urolig for ham, da hun var bange for, at han så kort tid efter sin sygdom ikke ville kunne tåle denne rejse. Men efter nogen tids forløb, vendte de igen sunde og raske tilbage og havde tillige fået sagen bragt i god sikkerhed. Knud Knudsen var nu 28 år gl., og den tid kunne snart lakke hen, da hans moder havde i sinde at overlade ham stedet og trække sig tilbage på aftægt, og flere gange havde hun derfor slået på, at han måtte se at få sig en kone, der stod ham an; men dette lod dog ikke til at gå så let og hurtigt. Thi skønt han var et hjertensgodt og ærligt menneske, med en åben kærlig og ædel sjæl, så var han dog på den anden side meget stille, beskeden og tilbageholden af sig. Man drillede ham undertiden med jomfru Anne Sophie Gøtsche, der for tiden var på Gundestrup. Derimod skal han engang selv, vistnok i spøg, have erklæret, at han syntes nok om provst Fangels søster på Nordborg: Jomfru Sophie Elisabeth Fangel, der siden blev g.m. Hr. Hans Juhler i Dynneved. Men da hans bror Jakob hørte dette, ytrede han,” at hvis han nogensinde tog denne gås til kone, satte han aldrig sin fod inden for hans dør.” Der tilbød sig snart en lejlighed, der ledte tanken hen på denne genstand: Snedker Hans Christian på Krumom, hvis kone var en søster til synsmand Jørgen Petersen i Dynneved, og altså søskendebarn til Anne Christine Wrang i Ketting . gjorde d. 11. sept 1789 sin datters bryllup, da hun blev g.m. boelsmand Christian Jørgensen i ” Tomhave ” ved Miang, og til dette gilde var iblandt andre også familien i Ketting kro indbudte. Også en del familier fra Augustenborg var med til dette bryllup. Bager Thomsens datter Marie Elisabeth var dengang en ung og munter pige på 18-19 år, overalt var hun bekendt for sin skønhed og behagelige væsen, hvormed hun forenede andre fortrin, da hun talte godt tysk, dansede udmærket og sang som en øvet sangerinde. Det var derfor ikke så underligt, om hun ved sådanne lejligheder gjorde megen lykke hos alle, og den unge Knudsen var også aldeles indtaget i hende denne aften; hendes moder, bagerkonen har vel heller ikke stået ledig, men har vistnok gjort sit til for at få det hele på gled. Den næste dag kom han til sin moder og betroede hende efter en del omveje sin hemmelighed:” Moder! Du har længe opfordret mig til at gifte mig, og når hun nu blot også anstår dig, så har jeg rigtignok udset mig En, om hvem jeg tror, at jeg kan leve lykkelig med.” ” Hvem er det min søn!” svarede hans moder,” er hun blot dig god, så er hun det også for mig. Dit valg er jo det vigtigste.” Han fortalte hende nu hvem det var, og skønt hun just ikke nærede de bedste tanker om denne familie, der var temmelig forlystelsessyg og lod blot alt stå til, og hun derfor hellere havde ønsket ham en pige, der bedre forstod at føre en sparsommelig landhusholdning, så lod hun dog heri sin søn have frit valg, og ønskede ham al velsignelse og lykke til dette skridt. Partiet kom da også snart i stand, bageren ønskede det hellere end gerne, da udsigterne var gode. De gjaldt begge for et smukt par; Marie Elisabeth Thomsen og Anna Karoline Drescher på Nordborg, der til samme tid var bleven forlovet med Martin Vogelsang på Solbjerggaard, gjaldt dengang for 2 af Øens smukkeste brude. Kort efter blev Knuds yngre bror Johan Peter Knudsen også forlovet med den lille, stille og beskedne jomfru Anne Johanne Andersen på Gammelgaard, så det nok er gået lystigt til i disse forlovelsesdage ( mundt. fort. af præsten J. Knudsen).
Hans bryllup på Augustenborg 1790.
1790 d. 15. okt. stod deres bryllup på Augustenborg. ” 1790 d. 15. okt. blev Knud Knutzen, der sehligen Gastwirth Knutzens Sohn in Ketting ”, g.m. Marie Elisabeth Thomsen, en datter af bager Nikolai Thomsen på Augustenborg. Den hertugelige kammertjener Frederik Wilhelm Kayser???, der senere blev taffeldækker, havde friseret hende, så hun virkelig tog sig nydelig ud som brud. Dr. Rothes og pastor Jessens fruer fulgte hende i kirke, hvor de blev viede af slotspræsten Hr. Christian Jessen. Et lille fint og elegant bryllup, stod derefter henne hos hendes fader, bager Nikolai Thomsen. Man fik mange sjældne og udsøgte retter, hvilket var i sin orden, da den hertugelige kok havde haft med anretningen at gøre. Men bagerens kom også meget nemt derfra; thi endskønt hans moder havde sendt dem smør og andre varer, så fik hun dog bagefter en regning på 50 rdl.cour. Otte dage derefter stod et meget stort bryllup på Gammelgaard, da Joh. Pet. Knudsen blev g.m. jomfru Anne Joh. Andersen. Vel gik det ikke så elegant til her som på Augustenborg, men derimod var det mere muntert og lystigt (Augustenborg kirkebog og mundt. fort. af præsten J. Knudsen).
Hans hustru Marie Elisabeth Thomsen, f. 1771.
Hans hustru Marie Elisabeth Thomsen, f. 1771 i jan. på Augustenborg, var en datter af, bager Nikolai Thomsen og hustru Charlotte Marie Petersen af Augustenborg. Hun blev døbt 1771 d. 21. jan. og holden over dåben af kammerskriver Peter Christian Unverzagts hustru, Mad. Marie Elisabeth Unverzagt, f. Steingardt, efter hvem hun muligvis er bleven opkaldt. Faddere: Forpagter Nis Jørgensen. Købmand Hans Momsen og jomfru Ostorff, alle på Augustenborg. Hendes moder Charlotte Marie Petersen var en datter af Peter Petersen, tidligere lakaj på slottet, men senere fæster af en gård i Sebbelev. Da hun døde 1773, fik hun igen en stedmoder, Elisabeth Marie Jørgensen, en datter af forpagter Peter Jørgensen på Bøiskov og søster til forpagter Nis Jørgensen på Augustenborg. Hun gik i Augustenborg skole og opholdt sig efter sin konfirmation i sine forældres hus på Augustenborg (Ketting og Augustenborg kirkebøger).
Han tager imod stedet 1790.
Knud Knudsen tog nu imod sine forældres sted, kroen i Ketting, gældfrit med alt hvad der var i huset, besætning og vareoplag. Loftet var fuldt af korn, jerntøj m.m. Desuden fik han en del af bohavet, hvad hans moder ikke tog med sig på aftægt, en hel del linned og det fornødne sengetøj. Hans moder havde ikke taget videre bestemmelse om sit aftægt, da hun mente, at det kom hun og hendes søn nok ud af, siden de altid havde levet godt sammen. Men det blev hende selv til skade, da han tidlig gik bort. 1791 d. 2. dec. har derfor Hertug Frederik Christian konfirmeret stedets privilegier, lydende på Knud Knutzen i Ketting. 1. Arvefæste på de 4½ tdr. land i Benniksriis Kobbel mod årlig at erlægge 14 dage før jul til den hertugelige kasse 18 rdl. cour. 2. Fæstebrev på det øde kåd i Ketting, kaldet Christian Lorentzens kåd, tilligemed de dertil hørende jorder i bymarken, imod en årlig afgift af 3. rdl. 16 sk. til den hertugelige kasse og at forrette de det påhvilende klapjagter, og 3. fra samme tid er konfirmationen af stedets kro og høkerprivilegier (gamle papirer i min broders eje, mundt. fort. af præsten J. Knudsen )
Hans huslige forhold.
Marie Elisabeth Thomsen, Knud Knudsens unge kone, flyttede straks efter brylluppet til Ketting. Hvad hun fik med hende, havde ikke stort at betyde, man henviste ham gerne til den store arv, hun engang i tiden kunne vente sig efter sin morbror, boelsmand Peter Petersen i Sebbelev. Hun skulle også have en seng hjemmefra. Men da det trak i langdrag, måtte hans moder siden tage bladet fra munden og skænde sig til den. Dog derpå kom det just ikke såmeget an; thi selv havde han jo fuldt op af dette slags.. Det vigtigste var derimod, om han fandt i hende en sparsommelig og dygtig husholderske, en mild og kærlig kone, således som hans moder forhen havde været det. Men det kan just ikke ubetinget siges til hendes ros, hun havde sine fejl og svagheder. Dog skal det også siges til hendes undskyldning, at hun var endnu ung og uerfaren, og tiden måtte efterhånden lære hende noget deraf, desuden var hun vel også lidt for fin, til at gå ind i dette huses jævne, tarvelige forhold, og hans moder og brødre kunne måske tit være stramme nok at omgås. Imidlertid var Knud til enhver tid hende en god og kærlig mand, stille, sagtmodig, blid og god, der søgte at mægle fred imellem alle parter. Hun var dog ikke fri for at være lunefuld og sær; straks hun var kommen til Ketting, tog hun sig en dag for at opskære sin svigermoders navn på alt det linned hun havde efterladt sin søn og at indsy sit eget navn på det, uagtet hun så at sige ikke havde bragt det mindste med sig. Dette stykke fortrød den gamle meget på. Dernæst var hun også lidt forfængelig og forlystelsessyg, og kunne hun da ikke altid sætte sin vilje igennem og få sine ønsker opfyldte, så stak gerne hendes nykker og luner frem, så endte det tit med, at hun blev syg, græd og måtte til sengs. Dette bedrøvede hendes gode, men alt for svage og føjelige mand, så han til sidst føjede hende for ikke at gøre hende imod og bevare den gode husfred. Hun var hjemmefra vant til at more sig og leve godt, det samme skulle også være skik her i hendes nye hjem. Bagerfamilien med andre bekendte fra Augustenborg kom jævnlig i besøg, og der blev da altid rigtig bakket op for dem med varm mad og sød vin, oppe på den penslede sal, der lå imod vest på loftet. Skønt man ikke kan sige andet, end at hun altid viste den Gamle opmærksomhed, ved af og til at sende hende lidt godt ned, så kan man dog nok tænke sig, at der ikke kunne udvikle sig noget ret fortroligt forhold mellem disse 2 grundforskellige naturer, i al fald ikke på den korte tid, de kom til at leve sammen. Imod hans brødre var hun altid forekommende, mild og venlig, men undertiden også alt for overgiven, kåd og lystig, hvorved hun med rette udsatte sig for en irettesættelse af sin mand. Derimod holdt hun ikke af, at hendes mand gik for tit ind til hans gamle moder. Hun kunne da tit få hans fortrolighed. Når han derfor gik ud eller et øjeblik ned til hende, hed det gerne,” at han skulle komme snart igen.” Han var da flere gange gået hendes dør forbi uden at se ind til hende, og da han næste gang kom til den Gamle spurgte hun ham:” hvorfor kommer du dog så sjælden ind? min søn! det bedrøver mig, at jeg har set dig flere gange at gå min dør forbi, og vi have dog altid holdt meget af hinanden, og du har altid vist mig venlig kærlighed.” ” Ja Mutter beder mig altid om at komme snart igen,” var hans svar, men med dette svar lod den Gamle sig ikke tilfredsstille:” Da er det såmænd ufornuftigt af din kone, at hun ikke kan tåle, at du besøger din gamle moder,” ytrede hun i en noget bitter tone, hvortil den gode Knud ikke svarede noget; men et par tårer trillede ned over hans kinder, da han stod ved vinduet, og syntes at røbe, at han tålmodig måtte finde sig i familiens vanskeligheder. Han følte sin vanskelige stilling, men ytrede sig eller klagede aldrig derover, men bar alt med stille tålmodighed. Følgende lille træk belyser den mindre gode forståelse og det spændte forhold, der herskede mellem hans og hendes familie, der let kunne bryde ud til en lille krig, og belyser tillige Knuds mæglende stilling mellem begge de fjendtlige lejre. I anledning af deres første barns dåb 1791 d. 31 aug., var der et lille barselgilde i kroen, ved hvilken lejlighed Jakob Knudsen var kommen hjem fra København som kandidat, og hans bror Jørgen var fadder. Bagerens familie var som naturligt også med til gildet. Ved middagsbordet havde den altid meget pæne og lidt pedantiske Jakob, fedtet sig lidt om munden, hvilket gav bagermadammen anledning til ironisk bemærkning:” Spis! Hr. Jakob og tag til Dem af retterne, men kan se, at Deres mund ønsker mere.” Dette ærgrede ham, og da han var meget sprælsk, som en ært på en glød, tog han hende denne ironiske spøg meget ilde op og bad hende efter bordet, nøjere at forklare sine ord, hvad hun havde ment dermed. Hun svarede,” at hun ikke havde tænkt noget derved, og ikke sagt det i nogen ond mening for at fornærme ham. Men Jakob var nu bleven vred, og lod sig ikke nøje med dette svar. Han bad hende om for fremtiden, om at skøtte sig selv og blive ved sin egen side, han ville helst frabede sig hendes stikpiller. Herover kan man nok tænke sig, blev også hun stødt, tog straks sin tilflugt til sin datter Lisken, der lå inde i sengen i det lille kammer og for hende udøste hun hele sin harme, hvorover hun gav sig til at græde og klagede til sin mand. Den gode Knud måtte altså have lidt fat på Monsj. Jakob, og lod ham vide om det var noget at tage sig så nær, om hans kandidatur ikke kunne tage en lille spøg. Med alt dette kunne Lisken, thi således benævnedes hun til daglig brug, nok røre sig i huset, når hovedet stod ret på hende, hun kunne nok sætte en del i gang, var livlig og rask i alle sine bevægelser og alle vegne på færde. Men nogen egentlig sparsommelig husholdning kunne hun ikke føre, dertil var hun ikke vant. Hun kunne også godt underholde og snakke op for gæsterne, enten det så var fornemme eller simple folk, og i denne henseende, kunne hun bøde noget på sin mands stilhed. Thi han var ikke ret oplagt til dette liv, men havde ligesom sin far større lyst til at læse og være i ro (mundt. fort. af præsten J. Knudsen).
Han køber 8 tdr. land 1791.
Knud Knudsen var en ret dygtig landmand og satte sin jord i god drift. Han fik også lejlighed til at udvide sit areal. Hr. Capitain Christian Frederik Bülov, der siden 1787 havde ejet 2 boel i Ketting, var altid i pengeforlegenhed, kunne ikke stå sig og begyndte derfor efterhånden at udparcelere sin ejendom. Da man fik nys om, at han ønskede at sælge af sin jord, kom slagter Hans Eriksen en dag over i kroen og fortalte sin nabo Knud Knudsen,” at hvis han ønskede at få mere jord, da skulle han ikke lade lejligheden gå forbi, thi nu var den der,” og han fortalte ham nu denne nyhed. Begge var straks enige om, at de ville have hver et stykke. 1791 d. 1. febr. afsluttede Hr. Baron Frederik Christian Bülov på ” Bülowshof ” i Ketting en handel med de 3 mænd, Sr. Knud Knudsen, Sr. Hans Eriksen og Peder Hansen, kådnere i Ketting. Salgsbetingelserne opsættes mellem dem indbyrdes på dansk og disse indførtes i enhver enkeltes købebrev. Købekontrakter, hvortil dog udfordredes hertugelig stadfæstelse udstedtes 1791 d. 3. marts. Den mellem Capitain Christian Frederik von Bülov og gæstgiver Knut Knutzen i Ketting oprettede købekontrakt lyder i uddrag således: Overlader og sælger bemeldte Hr. Baron v. Bülow af det tidl. Lorenzenske fæsteboel 8 tdr. bon land, beliggende i byens vestermark og udgør den nordlige del af det såkaldte ” Leerbjergs Ruh”. ” 2. Boelets våningshus tilligemed gårdsplads og have, alt med tilbehør, deri også indbefattet et stolestade i Ketting kirke, nemlig 8 bænks nr. 9 på mændenes side til Knut Knutzen i Ketting for 933 rdl. cour., så at køberne straks kan tage det i fuld besiddelse som sin ejendom. 3. Det overdrages frit for alle tjenester og afgifter, såsom kontribution, fæstepenge, årsafgift, …. , brændsel, spindepenge, hof, slots, vogn og håndtjeneste, og hvad sådanne boeler ellers påhvilende byrder hedder. Intet undtagen. 4. Hvad købesummen angår, har han allerede betalt 100 rdl. cour. Resten 833 rdl. 6 sk. betales med renter indtil 6. måned fra 1, febr. d år 5. For fremtiden betaler han til den hertugelige kasse, 14 dage før jul 5 mk Lybsk af hver tdr. land, altså af de 8 tdr. 7 sk. land 44 mk 6 sk Lybsk. 6. Årlig betaler han 1 ¾ sk. rug, 5 ¼ sk byg og 7 ¾ sk. havre til videre uddeling mellem præst og degn i Ketting. 7. Han har 100 favne kobbelhegn at holde ved lige og sætte i stand. 8. I forening med Hans Eriksen og kådner Peder Hansen, har han forholdsmæssig meget at deltage i Præste- og degnejordens indfredning og indhegning. b. Efter forhold at bidrage sin part af boelet fattigpenge. c. At betale brandpenge af de gamle bygninger til nytår, d. på egen bekostning at indhegne den købte jord, dog at Augustenborg vej får en bredde 12 alen, e. at lade vandet beholde sit frie løb igennem hans mark, f. at betale alle omkostninger ved denne kontrakt. 9. Da sælgeren har forbeholdt sig et vognskur og en tørvelade???, er han forpligtet til inden 3 måneder at gøre pladsen ryddelig. Augustenborg 1791 d. 3. marts. C. F. v. Bülow, Knut Knutzen, Matthiesen herredsfoged, F. Orpitz. En lignende købekontrakt udstedtes mellem C. F. v. Bülow og Hans Eriksen, der fik 17 tdr. ½ sk. land for 1476 rdl.42 sk. cour. og Peder Hansen der fik 2 tdr. 5 sk. 3 f. land for 387 rdl. 12 sk. cour. Den 26. april stadfæstedes slaget af Hertug Frederik Christian til Augustenborg. Samme dag meddelte Hertugen Knut Knutzen arvefæste på den nye jord, imod årlig at betale til den hertugelige kasse 14 rdl. 38 sk. cour., ………… ved forandring af stedets besidder 4 rdl. 29 . cour., og ved herskabets veksel betale for det nye herskabs konfirmation 2 rdl. 14½ . cour (gamle papirer i min brors eje).
Kapitain Christian Frederik v. Bülow 1787-95.
Denne kapitain Christian Frederik v. Bülow, f. 1736 og død 1804, havde tidligere ejet ” Anderupgaard ” ved Odense. 1787 købte han de 2 boel i Ketting, som han efterhånden solgte og flyttede igen 1795 fra Ketting, da han blev udnævnt til toldforvalter i Assens og fik titel af major. Han kom ofte over i kroen, ikke blot når han var i forlegenhed for penge, men også i andre ærinder, ofte kom han også om og forlæste Lisken de digte, som hans digterånd gav af sig. Som eks. da hans datter Louise, der opholdt sig hos en slægtning Grevinde Rantzau på Brahesborg, af denne havde fået en ny hat:
Min bedste Louise Min kone ville skrive Vor Herre har os skaffet
Min dyrebare skat Hun kender sin pligt En Lieutenant af Frantz
Sig du min kusine Men hun ligger syg Derfor vi bør takke
God tak for hendes hat I sit hoved af gigt Med sind og med sands
Den omtalte Frantz, er den bekendte Frantz Christoffer v. Bülow, f. 1769 d. 25. febr. og død 1844 d. 12. marts, der var adjudant hos Kronprins Frederik, senere Kong Frederik d. 6., hos hvem han altid vedblev at stå i stor yndest. ( mundt. fort. af præsten J. Knudsen )
Kroens areal i land.
Den omtalte nye erhvervede jord lå meget bekvemt for kroen, lige ved byen ud ad Augustenborg vej. Han havde nu et passende areal til sit sted omtrent 20 tdr. land. Tilmed var det en god tid for landmanden, da man havde gode kornpriser og frugtbare år. Vel havde han ved det sidste køb pådraget sig en gæld af 900 rdl., men denne kunne stedet godt bære, og tilmed havde han udsigt til engang i tiden, at arve sin kones morbroder Peter Petersen, boelsmand i Sebbelev. Men skønt denne mand døde 1795 fik Lisken dog nok ikke stort deraf.
Hans klædedragt.
Hvad Knud Knudsens klædedragt angår, da beskrives den således: Han gik med knæbukser, i almindelighed mørke uldne; lyseblå uldne strømper, og om søndagen bar han bomuldsstrømper udenover disse, et hvidt tørklæde neden under det sorte silketørklæde, en lille hvid krave bar han på brystet med åben vest. På den tid gik man med åben frakke og en smuk vest, en mørkerød vest i bunden med sorte isprængte blomster gjorde især megen stads. Til daglig bar han hjemme i huset en hvid bomuldshue på hovedet, den ægte papahue; om søndagen eller til stads gik han med en lille pung-paryk af sort silke; den kaldtes således, fordi den sattes i nakken som en slags pung, hvori den lille hårpisk blev puttet ind. Gik han ud bar han altid hat; bønderne gik derimod altid, især om vinteren, med en ulden strikket eller vævet hue, først grå med rød kant, siden ildrød. Om sommeren kunne de også gå med en voksdugs kasket med vinger, der blev sammenbundne foran, foran var en grønlig lang skygge. Han gik hverken med den uldne hue eller kasket. Hans frakke var kortere end den ældre tids mode, til stads havde han sorte fløjlsbenklæder. Han gik altid i sko med spænder på. ( mundt. fort. af præsten J. Knudsen )
Hans usædvanlige styrke.
Han havde usædvanlige legemskræfter, han var i den grad stærk, at han gik imod en rasende tyr, som skulle slagtes ovre hos naboen Hans Eriksen, men da den rev sig løs og løb brølende op og ned ad gaden, turde ingen gå løs på den. Knud Knudsen gik da lige imod den, greb den ved begge hornene og satte den ned på enden, så at de nu kunne komme, binde den og trække af sted med den. Denne begivenhed blev længe efter husket i byen.
Hans Sygdom og død 1793.
Men uagtet han var så stærk, så gik han dog alligevel bort ved en tidlig død. Han blev pludselig syg af en bullenskab i underlivet, der til sidst trak sig ned i hans skamdele. Han brugte nogen tid. Dr. Hensler på Augustenborg, til hvem han nærede stor tillid, og han begyndte allerede at komme sig, da til al uheld denne læge selv fik den samme sygdom og døde 1793 d. 20. juni, 27 år gl. Man tog nu den anden læge på Augustenborg Dr. Suaticani, men denne omveksling havde til følge, at han fik tilbagefald og forværrede sig dag for dag. Da det til sidst blev helt dårligt med ham, og han selv fornam, at han ikke kunne leve, ønskede han endnu at se sine brødre, hvem han altid havde holdt meget af. Der blev da skrevet til Jakob, der dengang opholdt sig hos pastor Dreyer i Ostrup i Fyn, og han meldte det igen til Jørgen, der gik i Odense skole, men ytrede dog tilbage, at det måske blev vanskeligt for ham af få lov til at rejse. Denne henvendte sig imidlertid til rektoren og erholdt den attråede Tilladelse, hvorfor de begge ilede af sted for endnu engang at se deres gode broder. Da de kom til hjemmet, lå deres broder allerede uden sans og samling, så ham fik de slet ikke i tale, og dagen efter døde han efter 6 ugers svære lidelser, til stor sorg for sin unge kone, gamle moder og tre brødre. Denne bedrøvelige dag indtraf 1793 d. 5. juli, da han ikke havde fyldt sit 32. år. Herom skriver hans hustru:” Den nu i Herren salig hensovede Knud Knudsen i Ketting, som var f. 1761 d. 17. sept. aften kl. 11, blev ved en salig død bortkaldt fra dette timelige 1793 d. 5. juli, som var på en fredag eftermiddag kl. 3½ i sit alder 32 år, efter at have levet i sit ægteskab 2 ¾ år, og avlet en søn Johan Peter Knudsen, som ved sin faders død, endnu ikke var fuldt 2 år gl. ” Kapellan Aug. Meldal holdt en smuk ligprædiken over ham, hvortil der også var rig anledning. På hans grav ved siden af hans far og bedsteforældre blev lagt en ligsten, hvorpå læses:” Her under hviler salige Knud Knudsen af Ketting, f. d. 7. sept. 1761, blev kaldet fra det jordiske d. 5. juli 1793.” (Ketting kirkebog, gravstenen, familie optegnelser og mundt. fort. af præsten J. Knudsen )
Børn:
Johan Peter Knudsen, f. 1791 d. 28 aug. Han fik stedet.
Anne Christine Knudsen, født efter faderens død, 1794 d. 2. febr. Hun blev g.m. Thomas Thomsen, ejer af gården Hartspring på Als. S. III S. 108-113
Tilføjelser og udfyldelser.
Tilføjelser: 1790 d. 6. juli har Anna Christine Knutzen f. Wrang holdt skifte med sine børn. Knud, Jakob, Johan Peter og Jørgen Knudsen, 19 år gl. med degnen Johan Johansen i Hagenbjerg til formynder. 1. Knud får til sin part ejendomsstedet og gård i Ketting med tilbehør, den af hende udøvede brygge- og brænderi frihed med alle redskaber, alt forhåndenværende, både tærsket og utærsket korn, alle kreaturer og møbler, så at han fra Michaelis tager det alt i besiddelse som sin ejendom. Dog har enken ret til at udtage af møblerne, hvad hun lyster. 2. Skal han med pantsættelse af alle sine ejendomme, føde hende en ko både sommer og vinter, som hun har lov til udvælge iblandt flokken, og hver gang der bages, medtage hende en sk. mel. Denne part sættes til 2000 rdl og skal han dermed være affunden med sin part. 3. Jakob Knudsen har fået fri studering og nyder det indtil han er færdig. Når dette sker vil hun udbetale ham 1000 rdl. 3. Johan Peter Knudsen får 2000 rdl., når han køber sig et sted. 4. Jørgen Knudsen får fri studering, og når han er færdig 1000 rdl.. 5. Foruden de rede penge får enhver af de 3 sidste sønner en egekiste med en god, fuldstændig seng, et egeklædeskab eller chatol, når de få brød eller kommer til eget sted. 6. Ved hendes død deles alt hendes efterladenskab i 4 lige dele mellem hendes 4 sønner, der have at bestride hendes begravelse. Augustenborg Herredsfogderi 1790 d. 6. juli. Anne Christine Knutzen. E. Petersen som kurator.
Knud Knutzen, Jakob Knudsen, Johan Peter Knudsen, Jørgen Knudsen. Johan Johansen, formynder.
In fidem Matthiesen F. Opitz. Stadfæstet af Hertug Frederik Christian Augustenborg d. 11 sept. 1790.
1790 d. 8. sept. melder fuldmægtig E. Petersen på Augustenborg i et privat brev sin ven Knutzen, ” at din kontrakt er ekspederet, protokolleret og konfirmeret af Hertugen .” De samtlige gebyrer står han i forskud for, og kan ved lejlighed betales ham. (gamle papirer i min brors eje).
b.
Hans enke Marie Elisabeth Thomsen på Bommerlund.
Skønt Knud Knudsen altid havde vist sig god og from imod sin hustru Marie Elisabeth Thomsen, og aldrig vidst, hvor kærlig han ville omgås hende, så lod det dog ikke til at hun, da den første sorg havde lagt sig, tog sig hans død videre nær; thi intet halvt år efter tænkte hun atter på at gifte sig. Allerede tidligere havde Matthias Vogelsang på Bommerlund næret kærlighed til denne smukke Lisken; medens hun endnu var pige, skal han have gjort haneben for hende, men dengang gik en anden af med sejren. Næppe var hun derfor igen fri, førend han atter gentog forsøget, nu var hun tilmed et godt parti. Der fortælles, at medens hendes mand endnu stod lig, lod han underhånden Simon Skræder i Ketting, føle sig for, idet han løst lod den ytring falde, ” om hun ikke kunne have lyst til at drage ned til Bommerlund.” Han fik imidlertid den besked,” at sligt tænkte hun ikke på, hendes tanker var nu opfyldte af sorg over hendes mands død.” Det kunne synes utroligt, at en sådan anmodning kunne bydes hende på denne tid, men man skal på den anden side betænke, at Vogelsang tidligere havde haft et godt øje til hende, at han ofte var kommen der i huset, at han har villet sikre sig i tide, og at hendes sædvanlige livlighed og munterhed har givet ham dristighed til at komme frem med dette forslag, på en sådan upassende tid. Simon Skrædder har vistnok heller ikke ladet sig forstå med, at det kom fra ham, men i spøg skullet slå det for, som noget der kom fra ham selv for at føle sig for. Hvorledes det nu forholder sig hermed, et udtrykkeligt og bestemt afslag lå der ikke i hendes svar:” for øjeblikket tænkte hun ikke herpå, da der var andet at tage vare på,” og derfor vedblev Vogelsang igennem Simon Skræder og Christian August Kaadner at udspejde hendes stemning, og nogen tid derefter gentog han selv forsøget og havde da lykken med sig. Man kan ikke undgå ved denne lejlighed, at bebrejde Lisken hendes letsindighed, at hun så kort efter mandens død, atter kunne tænke på at indtræde i et nyt ægteskab, såmeget mere da hun ved mandens død gik på gode veje. Derunder led også hendes rygte meget. Men såmeget er vist, at hvad der end er bleven sagt om hende, hendes svoger præsten Jørgen Knudsen har aldrig villet tiltro hende utroskab i sit første ægteskab. Som enke måtte hun imidlertid vente sin tid, og derfor blev hun siddende på kroen indtil foråret 1794. I denne tid gik det som det bedst kunne, hvad man behøvede på Bommerlund, kunne man blot hente i Ketting kro, her stod alting rede. Vogelsang forstod derfor godt, at forsyne sig med de nødvendige artikler, flere kasser med søm og sæbe, tønder med tjære, øl, brændevin, kaffe og sukker, strik m.m. hvad man brugte til den indre og ydre husholdning, blev kørt ned til Bommerlund. Det var da ikke underligt, at gælden efter hendes mands død var løbet op fra 900 til 1300 rdl. cour., et tegn på, at man i den korte tid har forstået at bruge penge (mundt. fort. af Mad. Anne Johanne Knudsen til Lysholm og præsten J. Knudsen).
Alt indrettes på Bommerlund til hendes modtagelse 1794.
Matthias Vogelsang havde 1790 fået gården Bommerlund efter sin far Matthias Johansen Vogelsang på Solbjerggaard. Men gården var dengang ikke ret endnu forsynet med de nødvendige bygninger. Dette måtte den unge Vogelsang selv påtage sig. 1790 havde han ladet et nyt smukt stuehus opføre og siden blev også et par ladebygninger opførte. Da han nu tillige tænkte på at gifte sig, søgte han at gennemføre flere indretninger på gården, for at livet der kunne blive hans unge kone behageligt. Han anskaffede sig en ny smuk kørevogn, for at hun kunne køre ud, når hun ønskede at besøge den talrige familie, og i en toft, noget fra gården indrettede han et lille lystanlæg, der bestod af en opkastet høj, der var beplantet med forskellige buskvækster, og indrettet med spadseregange, hvor man om sommeren ofte drak te i den frie natur medens man rundt omkring var omgivet af gårdens marker og kreaturer, og i baggrunden havde den store smukke Nørreskov liggende foran sig (mundt. fort. af præsten J. Knudsen).
Hun flytter til Bommerlund 1794.
I maj måned tog hun med sine 2 små børn ned til Bommerlund, medens kroen i Ketting blev lejet ud til en anden mand Matthias Diderichsen Vogelsang af Helved for den årlige leje af 160 rdl. cour., for hvilken sum begge børn skulle opdrages af deres stedfader. 1794 d. 30. maj blev Hr. Matthias Vogelsang, ejer af Bommerlund g.m. enken Mad. Marie Elisabeth Knudsen af Ketting. Vielsen blev forrettet i huset af pastor Peter Reimuth i Guderup (Igen kirkebog). Brylluppet hat vist ikke været så ganske lille; thi familien var jo talrig på begge sider. Liskens tanker om den nye forandring havde tit været.” at nu kunne hun slippe ud af sit fængsel i kroen og få et paradis med herlige dage på Bommerlund, og de første år havde hun også al grund til at være glad og fornøjet i sit nye hjem, hun var en livlig og rask kone, der havde øje og sans for husets orden og renlighed, hyggelighed og venlighed. I hendes værelser var alt, som det kunne være blæst, møblerne var så blanke, viskede og polerede med en sjælden omhu, for at der ikke skulle findes det mindste støvgran på dem, i hendes køkken og mælkestue var alt så hvidskuret og pyntelig ordnet, at det var en lyst at se, gårdspladsen var fejet og luget, at der ikke skulle findes et græsstrå i den, og haven stod ligeledes under hendes opsigt. Om sommeren måtte hendes piger tit ud at grave og luge, og for at arbejdet kunne gå med et større fynd og klem, satte hun sig selv derude, spandt, strikkede eller var på anden måde beskæftiget. Hun havde ikke blot smag for at holde sit hus rent og smukt, men var tillige en virksom og flittig kone, der satte en ære i at forsyne det med uldtøj, linned, sengetøj og andre fornødenheder, hvoraf hun havde et godt forråd fra sit første ægteskab. Hendes mand var derfor altid pæn og strunk i klæder i hendes tid, især udmærkede hans påklædning sig altid ved det hvide og fine linned, han bar til skue ved halsen og hænderne.” Bommerlund var ved hendes smag og omhu som et lille dukkeskab,” hvor det var behageligt at komme; derfor tog også hendes mands familie fra Nordborg og Solbjerggaard, da de meget agtede og elskede deres nye svigerinde. At man satte pris på hende, kan man se deraf, at hun 1797 pyntede jomfru Margrethe Vogelsang, der blev g.m. den residerende kapellan Hr. Frederik Ebbesen på Nordborg, og om søndagen bar den unge brud, da hun gik i kirke, en grønstribet atlaskes kjole af samme slags, som Lisken havde på på bryllupsdagen. Provst Fangels tog altid kærligt imod familien på Bommerlund; når de om vinteren kom i besøg på Nordborg, nødte man dem til at ligge natten over og forblive en del af den følgende dag. Da provst Fangels datter Sophie Margaretha blev vaccineret af den nye læge Dr. Voigt på Nordborg, indbød provsten begge svigerinder på Bommerlund og Solbjerggaard om til Nordborg, med alle børnene og forblive der i nogen tid, for at de kunne underkastes denne nye og usædvanlige kur, og stadig være under lægens opsyn. Lisken tog derfor ind til Nordborg med alle sine børn af første og andet ægteskab og forblev der i 4 uger. Til disse mange børn fra begge steder havde man opredt senge i salen, hvor de sov om natten og legede om dagen. Lisken satte sig selv hos dem, holdt opsyn med dem og beskæftigede de ældste med læsning og syning. Det var til visse en stor opofrelse fra provst Fangels side, men vidner tillige om den kærlighed de bar til deres svigerinde. (mundtlige fortællinger af præsten J. Knudsen og madame Frost).
Den første mand bliver ikke opkaldt.
I det hele fødte hun sin anden mand 7 børn, hvoraf 3 døde som meget små; og blot 4 sønner: Matthias, Nikolai, Martin og Frederik nåede den voksne alder. Forunderligt er det, at ingen af dem blev opkaldt efter hendes afdøde mand, vel fik den næstældste navnet Nikolai Knud men det sidste navn lød aldrig i daglig tale. Dog tør man vel mere lægge Vogelsang dette til last; thi navnet Knud havde en ilde klang i ” bommelundske ” ører, hvorfor det måtte nøjes med den beskedne tilsætning bagved et andet navn. Og han havde vel nok på sin vis at finde en undskyldning derfor.” Den stakkel, hun kan så ………. ikke tåle at høre det.” Det havde dog været kønt, om hun på denne måde havde æret og bevaret mindet om sin første mand; thi desværre kom der til sidst en tid, da hun inderligt længtes og sukkede efter den svundne tid, da hun gerne havde givet paradiset på Bommerlund, tilbage for fængslet eller helvede i kroen. De overdrevne forventninger om fremtidens lykke og glæder, hun havde håbet at finde, fandt hun ikke på Bommerlund, det paradis, hun havde drømt om, kom ikke. Af naturen var hun vel noget hengivet til tungsind, den findes ofte forenet med en overgiven munterhed, der synes at have tiltaget med årene, og engang tiltog i en betænkelig grad, efter en overstået barselseng, da hendes halvsøster Gonilla Thomsen i længere tid opholdt sig hos hende, for bestandig at være omkring og passe på hende. Hendes mand viste hende efterhånden ikke heller længere den varme og kærlighed, han i de første år havde lagt for dagen; som et heftigt og iltert gemyt led hun vel også af jalousi, og derfor indtrådte lidt efter lidt et køligt forhold mellem dem. Vel var han en flittig og stræbsom mand, der selv tog hånd med i arbejdet, han gik og sled i marken, men om han just kunne fortjene navn af en dygtig og fornuftig mand, er en anden sag, han sled og asede mere selv deri, end han igen lagde en fornuftig plan for den hele drift, han sparede undertiden mere på skillingen, men lod så ved lejlighed ofte dalerne springe. Derfor viste han sig også underlig streng og knap imod sin kone; når hun gerne ville have hør sået og holde får, for at kunne forsyne sit hus med linned, klæder m.m., afslog han det med den grund, at jorden betalte sig bedre til korn, og indvendte hun da, at hun måtte have noget til linned og klæder til ham og børnene, svarede han:” at hun kunne så sagtens skære skjorter af en serviette eller borddug.” Dette sårede hende, der var nænsom over sit smukke linned, der var husets prydelse. Hun holdt meget af snustobak, men det havde han ikke råd til at købe hende; ikke en skilling kunne hun få, til denne hende tilvante nydelse. Hun blev derfor glad, når hendes svoger Jakob Knudsen besøgte dem; thi så ikke blot fyldte han hendes dåse, men forærede han hende også nogle pund deraf. Han var ikke heller god imod sine stedbørn, han behandlede dem med megen hårdhed. Han klagede vel undertiden over, at de ikke ville adlyde ham, således ytrede han engang til sin søster provstinde Fangel på Nordborg, om sin steddatter Anna,” at den pige var så stiv og hårdnakket, at han slet ikke kunne få hende bøjet,” og derfor foreholdt provstinden hende engang,” at hun dog skulle vise sig mere lydig mod sin far.” Men han betænkte ikke, at hans strenghed snarere opivrede end vandt børnenes hjerte. Dette måtte atter indvirke på moderens stemning og gjorde den mere fortrykt. Når hun altså engang ytrede til sin svigerinde på Lysholm.” havde jeg blot adlydt dig, gode søster! da havde jeg handlet klogt,” så kan man vel heraf mærke, at hendes tanker atter vendte tilbage til den tidligere tid, da hun glædede sig i Ketting ved sin første mands godhed og kærlighed, og at hun for sent lærte at skatte den. Det var nu for sildigt, at hun fortrød købet, hun måtte anderledes prøve sorg og kummer førend det blev godt for hende; thi hendes paradis blev til sidst forvandlet til et sandt helvede.
Hendes mands utroskab.
Han blev ikke blot kold, ligegyldig og treven mod hende, men han blev hende også ligefrem utro. Han blev snart alt for fortrolig med en pige fra Helved, Margrethe Marie, sædvanlig kaldet ” Grethe Skolemesters,” som i disse år tjente der på gården, og ellers var alt andet end indtagende, da hun både var meget rå og tillige skiden som en so. Dette utilladelige forhold, kunne ikke længe holdes skjult, en af de første, som bemærkede det, var hans stedsøn Johan Peter Knudsen, der gjorde sin moder opmærksom derpå, og nu var al hendes fred og ro forstyrret; nu kunne hun ikke længere holde det ud, men beklagede sig til flere af familien. De var ikke alle villige til straks at tro dette rygte; men det blev snart så almindeligt, at man ikke kunne undgå at fatte mistanke, hvor nødigt de ellers ville tro sligt om ham” der altid var så mild og sød i al sin tale og så pæn og ærbar i sin hele færd.” ” Hun derimod havde jo ofte været sær, tungsindig og lidende, det kunne da være noget hun antog uden grund.” Provst Fangel og kone ville aldrig ret fæste lid dertil; thi hos dem stod han altid langt højere anskreven end hans mere indskrænkede og ærlige bror, Martin på Solbjerggaard; og provstinden gjorde mest af sin yngre bror, fordi han var sødtalende og forstod at gå folk under øjne. Hans nabo Johan Peter Knudsen på Lysholm ville ikke heller ret fæste lid til deres snak, som hans kone og andre folk fortalte ham, men han fik snart øjnene op blev overbevist. Denne lejlighed indtraf, da der engang var marked i Sønderborg. Vogelsang havde nemlig i forvejen ladet pigen gå ud, som om hun ville hjem, det hed sig, at han ikke havde lyst til at tage til marked, men da han selv lidt længere hen på dagen, kørte derud alene, tog han hende op undervejs. Knudsen kørte forbi dem, så dem altid sammen i Sønderborg, hvor de var uadskillelige, og nu troede han hvad rygtet havde fortalt. Efterhånden gik de mere åbenlyst til værks og skammede sig ikke for nogen, ved enhver lejlighed kunne man træffe dem sammen. Gik hun ud om aftenen, under foregivende af, at ville gå hjem til Helved, så var han heller hjemme. Den stakkels kone pintes da af mange kvaler, ofte gik hun og vandrede i marken til langt ud på natten, for at hun kunne træffe dem sammen, når de vendte tilbage, især var det lille anlæg i marken hendes tilflugtssted en sådan urolig nat, hvor hun kunne vandre til hen ved kl. 1. Anlagt til fornøjelse, blev det et sørgeligt vidne til hendes sorg og kummer. Dette urolige og bekymrede liv måtte nedbryde hendes helbred aldeles, det blev dårligere med hende, og hun klagede altid højere til familien over sin mands utroskab. Kom hun ud til Lysholm, græd hun og ville ikke tilbage, og hendes svigerinde måtte flere gange ved venlig tale liste hende hjem. Da hun engang besøgte hende i hendes sygdom, ytrede Lisken af og til:” hør nu er de igen sammen oppe på loftet;” og en anden gang sagde hun til en anden svigerinde: Fru Ebbesen af Svenstrup, der besøgte hende under hendes sygdom:” det er en net mand, jeg har, og en smuk en, din broder, se der går hans taske ned over pladsen, hun er nøgen både for og bag.” Denne tog hende venlig om halsen, bad hende om at slå de tanker ud af hovedet og tale med hende om andre ting, der kunne oplive dem begge; hendes broder var slet ikke, som han burde være, det vidste hun godt. Men hun skulle også betænke, at hun kunne blot vinde ham tilbage ved at omgås han med en smule mere venlighed.” Da hun bedst kunne tale med hende i fortrolighed og nød hendes fulde kærlighed og tillid, fordi hun i flere år havde taget hendes søn Johan Peter Knudsen i sit hus, kunne hun nok for et øjeblik tale hende tilrette og vende hendes tanker bort fra denne uhyggelige sag, men når hun igen var overladt til sig selv og sine egne grublerier, vendte hendes tanker let igen tilbage til den uret hun måtte lide. Derfor skred familien til sidst ind og tvang ham til for konens skyld, at skaffe denne kvinde ud af huset. Hun tog da indtil videre til Flensborg, hvor hun ikke vandt sin dyd og ære tilbage. Datteren Anne Christine Knudsen kom op til Augustenborg til bager Thomsen. Lisken fik nu lidt mere ro, men hun hentærede dog mere og mere, hendes kraft var brudt, og hendes forløsning stundede til. En nat forværredes hendes tilstand i en kendelig grad, hendes søn Johan Peter stod straks op og red selv op til lægen Dr. Henricis fra Augustenborg. Han kom endnu tilbage, førend hun døde, hvilket først skete hen på morgenstunden. Vogelsang kom ind, da hun lå i dødskampen, kastede sig over hende, klagede og teede sig som et vildt menneske, bad hende igen om at vågne op og tilgive ham alt, hun tog da afsked med ham. Men da hun kort efter atter stred med døden, bad hun om at låse døren af, hun ville ikke se ham tiere. Han stod da udenfor, bankede på, ville indenfor og græd som et fortvivlet menneske. 1808 d. 13. aug. døde Marie Elisabeth Vogelsang, f. Thomsen fra Augustenborg, efterladende enkemand Matthias Vogelsang på Bommerlund og 4 levende børn, og af første ægteskab med Knudsen i Ketting, 2 børn, i en alder af 37½ år. Den 18. aug. blev hun begravet på Igen kirkegård. Pastor Ahlmann holdt ligprædiken over hende. Kort efter tog hendes søn Johan Peter Knudsen ud til Sønderborg i handelslære; hendes datter Anne Christine Knudsen forblev nogle år i huset hos sine bedsteforældre på Augustenborg, og således tog familien Knudsen atter bort fra det uhyggelige Bommerlund (Igen kirkebog, mundt. fort. af Mad. A. Joh. Knudsen på Lysholm, præsten J. Knudsen, Mad. Frost på Nordborg, inderste Jørgen Holgersen i Elstrup, der i flere tjente som kusk på gården).
c.
Kroen lejet ud fra 1794 – 1813 til M.D. Vogelsang.
1794 d. 15. maj blev kroen i Ketting lejet ud for en årl. hyre af 160 rdl. cour., til Matthias Diderichsen Vogelsang, en søn af kådner Diderich Johansen Vogelsang i byen Helved. Han var et søskendebarn til Matthias Vogelsang på Bommerlund. Han havde lige kort i forvejen købt et parcelsted på Østerholm, tæt ved kroen på dette sted, og nogen jord i Fjordmose og på Troldhøj og var i begreb med at bygge sig et hus, da kroen i Ketting blev ham tilbudt. Han solgte da sit sted på Østerholm til en anden fætter og svoger Hans Matthiesen Vogelsang. Til husholderske fik han pigen Marie Kathrine Skram, der flere gange havde tjent familien Knudsen i Ketting kro. Hun var en meget dygtig og skrap pige, men havde just ikke det bedste rygte, ”da hun ikke var bange for at spadsere med de unge prinser Frederik Emil og Christian August i Augustenborg skov, og ligeledes drev sit spil med denne Vogelsang førend hun blev gift. Men til sidst blev hun da hans kone. I øvrigt var han en brav, dygtig og påpassende mand, som stod sig meget godt ved stedet, det samme gælder også om konen, dog var hun lidt for meget for at …….. og leve godt. Ligeledes viste de sig altid meget ……, omgængelige og opmærksomme med den gamle Anne Chr. Wrang på aftægten, der ofte glædede sig ved deres besøg, når de kom ned og forslog hende tiden. Sine børn forkælede hun dog slemt. Folk i byen vidste endnu længe at fortælle herom.” Ville børnene ikke spise medmindre de måtte få deres mad her eller der, som de fandt på, blev de heri føjede. Ofte måtte pigen give dem deres mad på gaden, en anden gang på den gamle forpagter Nis Jørgensens mødding, skråt over for kroen, og mens den ene pige gav dem at spise, skulle den anden stå med forklædet fuldt af legetøj eller gøre musik med en ildtang og skuffe, osv. 1813 flyttede de atter fra kroen, boede nogle år derefter på Østerholm, og for de penge han havde tjent, købte han omtrent 1819 et boel på Melsmark til 2 heste og 6-7 køer. I sine sidste år sad denne mand på grund af en natursvaghed altid i fruentimmerklæder og han døde længe førend sin kone, der var langt yngre og stærkere end ham.
Børn:
1. Diderich Matthiesen Vogelsang, fik stedet.
2. Matthias Matthiesen Vogelsang, købte et lignede sted på Melsmark i de såkaldte ” Lynge ”, som han har sat godt i stand.
3. Martin Matthiesen Vogelsang, købte et mindre sted ved Hardeshøj. Han var svagelig og ernærede sig ved at lave træsko. ( mundt. fort. af præsten J. Knudsen, Mad. Bruhn i Nordborg ) S II 159 III 67.
|
