§ 11. Johan Peter Knudsen, kromand i Ketting.
S. 103 - 125
Johan Peter Knudsen var en søn af Knud Johansen, kromand i Ketting og hustru Anna Jørgensdatter Bladt, og født i Ketting kro 1720 d. 3. sept. Om sin fødsel har han selv optegnet:” 1720 d. 3. sept. er jeg Johann Peter Knutzen fød om eftermiddagen klokken 3 slet. ”Han er døbt af stedets sognepræst, hr. Joh. Paulsen Platen, og blev i dåben opkaldt Johan, efter sin farfader Johan Ferber i Egenmølle, og Peter efter Peter Hansen Vogt, efter hvem hans forældre havde fået stedet. Derfor blev han også til daglig brug alene kaldt Peter Knudsen. I skolen modtog han den første undervisning af degnen, Stephan Hansen og efter dennes død af, Jørgen Brunckzen, men i de sidste år gik han op i Augustenborg skole, til hvilken dengang hele byen Sebbelev hørte. Omtrent 1736 må han være bleven konfirmeret af præsten, hr. Andreas Stephanus Thomsen i Ketting (Ketting præstearkiv og egne optegnelser).
Han kom til Frederikshald i Norge 1737-39.
Efter sin konfirmation blev han sendt til Norge, hvor han havde en farbroder Peter Johansen Ferber, der var organist og stadsmusikant i byen Frederikshald, og her i dennes hus opholdt han sig et par år for at uddannes i musikken. Her lærte han at synge og spille på orgel, hvortil han både havde lyst og anlæg; men for resten havde han det ikke videre godt i denne mands hus, da han var en gammel knarvorn og karrig Knast, der ikke nænnede at ofre videre på hans undervisning, uden hvad han ved at undgå al bekostning, selv kunne meddele ham (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Det er ikke klart, hvad hensigt hans forældre have haft hermed; måske have de herved villet åbne ham adgang til et eller andet organist og degnekald. Det lader sig jo også tænke, at han samtidig har stået i handelslære der i byen, men måske haft frit ophold i denne sin pårørendes hus, i så fald må han vistnok have været der i flere end 2 år.
Han blev lakaj på Augustenborg 1741-47.
Da han altså havde været i Norge nogle år, kom han atter tilbage til hjemmet og med glæde modtog en ansættelse som lakaj hos hoffet på Augustenborg. Her var han i 6 år, vel omtrent fra 1741-47. Dengang var hertug Christian August, der tillige var guvernør over Als, herre på Augustenborg Slot, og på slottet herskede dengang en from og kristelig ånd, forenet med en særlig og streng alvor. Især var hans gemalinde: Hertuginde Frederikke Louise, f. grevinde af Danneskjold - Samsøe, en meget from og gudfrygtig dame, der ofte gik ind i sit kabinet og bad i stilhed. Johan Peter Knudsen kunne ikke begribe, hvorfor hun til visse tider, plejede at gå ind i sit lille kabinet og blive der en god stund. Han aflurede hende da engang, og så da, hvorledes hun lå med foldede hænder på en lille bede skammel. Hendes børn: de daværende unge Prinser Frederik Christian og Emil var opdragne i den samme alvorlige ånd, og de bevarede altid deres ry for alvor og strenghed i gode sæder. Det samme må hoffet også have krævet af sine undergivne, hvilket kirkebogen, bærer vidnesbyrd om, da man sjælden finder uægte fødsler, hvor nogen af hoffets tjenerpersonale spiller en rolle ved. Han må også have opført sig smukt og godt; thi han var afholdt af sit herskab, navnlig holdt Prins Emil altid meget af ham, og denne godhed vedblev han senere at udvise imod ham da han flere gange har været inde i Ketting kro og hilst på ham (mundtlig fortæll. af præsten J. Knudsen).
Han giver de 3 Prinsesser undervisning i musik.
I denne stilling kom det til hans nytte, at han i Norge havde lært at spille på orgel, thi da man mærkede hans sans for musik, blev han en kort tid tillige organist. Dette skete 1745, da Christoffer Henrik Fischer af Leipzig, der hidtil havde beklædt denne post, i dette år blev kaldet til degn og organist ved Nordborg menighed.
Ligeledes gav han de 4 prinsesser: Sophie Charlotte, Christiane Ulrikke, Sophie Magdalene og Charlotte Amalie nogen undervisning i musik. Han måtte gerne ledsage dem, når de undertiden gjorde en udflugt til Gråsten Slot. På en sådan tur kunne en stor ulykke nær være ramt dem alle. Da de var komne ombord i Sønderborg færge, og det samme dag blæste en voldsom storm, og en rivende strøm drev ind igennem Alssund, brast på en gang tovet, da man var kommen midtvejs ud i farvandet, og færgen for af sted med strømmen. Alle anstalter blev vel satte i bevægelse for at standse færgen, men det battede ikke noget. Den var allerede nået om i Slotsdybet, førend det lykkedes at få den standset. Var dette ikke sket, havde den let kunnet tage fart ud i rum sø, og ingen af dem havde da været til at frelse (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Samtidige medtjenere ved hoffet 1741-47.
Af samtlige medtjenere ved hoffet kunne mærkes: 1743 nævnes køkkeninspektør Driesenthal. Han døde 1755, 77 år gl. 1743 døde kammertjener Matthias Johansen Tyrk, 80 år gl. 1741 nævnes kammertjener Wilmerding. Han blev herredsfoged. 1747-50 hertugens kammertjener N. Schmidt. 1736-42 kaldes Lars Juul, prins Frederiks lakaj. Fra 1744 lever han i Ketting på sit boel, hvor han døde 1783. 1740-56 kaldes Ernst Günther Hartvig lakaj. Han døde 1756 i en alder af 80 år. 173? ff findes Christian August Steingardt, en søn af herredsfoged Nik. Steingardt som lakaj. Han blev siden herredsfoged og døde 1786 i en alder af 72 år. 1741 ff er Julien Pechard lakaj. Han døde som taffeldækker 1757 i en alder af 49 år. 1742-1747 nævnes Nicolai Krassel som lakaj, 1747 er Peter Christian Unverzagt, hertugens lakaj, 1748-77 kaldes han kammerskriver, og fungerer ligeledes som herredsfoged. Han døde 1777, 57 år gl. 1744 nævnes Thomas lakaj hos prins Emil og 1747 Hans Christian lakaj på Augustenborg. 1744 nævnes Hans Krog som jæger på Augustenborg. Han fik siden Øvelgønne og Stevning mølle i forpagtning. 1741-46 Fentzan. 1739-41 Christian Hagen og 1740-51 Johan Grotrian som hertugens jægere. Denne sidste var en meget god ven af Johan Peter Knudsen, og vedblev altid at være dus med ham. Han blev staldmester. 1746-47 nævnes Dyrkop som staldmester. 1754-82 kaldes Johan Grotrian staldmester. 1748 døde kammerjomfru Dorthea Sophia Kieferin i en alder af 80 år. 1736-56 findes jomfru Dorthea Richardt på stedet. Hun døde 1756 i en alder af 52 år.
1735-62 jomfru, Ficken Huusmann på slottet. Hun døde 1762 i en alder af 55 år. 1735-47 jomfru Elsche Meylandtin. 1747 jomfru, Amalia Bahs, og 1747 jomfru Steingardt, enten Charlotte Louise eller Elisabeth Steingardt, begge døtre af herredsfoged Nik. Steingardt. Iblandt borgerne på Augustenborg var følgende 3 hans bedste venner, og vedblive at være det: Nikolai Bruer, der døde 1765 i en alder af 88 år, dennes søn Thomas Nikolaisen, bager, der døde 1782 i en alder af 68 år, og kromand Markus Nielsen, der var født ved Fynshav 1714, en tid kusk på Augustenborg, og siden fik kroen, og en tid ligeledes havde herregården i forpagtning (Ketting kirkebog). Han led allerede her på Augustenborg af en slem brokskade, hvilken han engang måtte lade skære. Det skete samme dag, da prins Emil underkastede sig en lignende krise (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Han bestyrer stedet for sin moder 1748-56.
1747 må han have opgiver denne plads, og være taget hjem; thi fra 1748-56 nævnes han bestandig i Ketting. 1747 d. 6. sept. holder Peder Knudsen, laquais a Augustenborg, Christian Frederiksens søn i samme by, Karl Ulrich Emil over dåben i Ketting kirke. 1748 d. 22. jan. holder derimod Johan Peter Knudsen af Ketting, boelsmand Christen Hansens søn, Peter over dåben. Han må altså i denne tid have bestyret huset for sin moder. 1749 d. 11. sept. stod Johan Peter Knudsen af Ketting tillige med, kammertjener N. Schmidt, Arendt Thomsen Syndermann, forpagter på Augustenborg, dennes kone og Marie Stephans datter af Ketting faddere til kromand Markus Nielsens søn på Augustenborg, August Siwert. 1750 d. 26. maj stod han tilligemed gartner, Henrik Hansen, dennes hustru og jomfru Rossing af Ketting fadder til Nikolai Simonsens søn i Ketting, Karl Ludvig. 1749 d. 22. dec. holdt Peter Knudsen af Ketting Hans Dreiers søn af Bro, Erik til dåben. 1751 d. 28. feb. stod Peter Knudsen af Ketting, tilligemed jomfru Detlevrin af Gammelgård (samme år blev hun g. m. præsten, Ludvig Wegersleff i Havnbjerg), Marie Stephans datter, gartner Henrik Hansen og Lars Juuls kone i Ketting fadder til Hans Christensens datter, Anne Margaretha i Ketting. Den 22. sept. stod Peter Knudsen af Ketting, tilligemed præstekonen, Kathrine G. Thomsen og Sophie Brunckertzen af Ketting, kromand, Markus Nielsen og forpagter Syndermanns kone på Augustenborg fadder til Jakob Hansens datter i Sebbelev Kathrine. 1752 d. 20. feb. holdt Peder Knudsen og Marie Stephansdatter, Hans Hansen Møllers tvillingebørn, Hans og Anne Magdalene af Ketting over dåben. Jakob Wrang stod fadder. 1756 d. 19. sept. stod Peter Knudsen af Ketting, tilligemed gartner Schnitgers hustru og Markus Nielsens hustru på Augustenborg, Hans Eriksen og jomfru Margaretha With af Ketting, fadder til smeden, Peter Lauritzens datter, Anne Margaretha (Ketting kirkebog).
Han tager imod stedet 1756.
1756 trak hans moder på aftægt, og overlod ham stedet. Han blev da nødsaget til at gifte sig, og hans valg faldt på Jakob Wrangs datter, Anne Christine i Ketting, skønt der var dem, der havde spået, at det blev Marie Stephans datter. Men forinden ville vi nu også fortælle, hvad vi ved om hendes ungdom.
Anne Christine Wrang, f. 1738.
”1738 d. 4. juli er min kone Anna Christine født ” har hendes mand, Johan Peter Knudsen selv optegnet. Hun er født i Ketting på det sted bagved kirken, som Jacob Schack i mange år havde til leje. Hendes forældre vare Jakob Jakobsen Wrang og hustru Ingeborg Peters datter, om hvem kan ses tidligere. Hun blev døbt d. 5. søndag efter Trin. d. 6. juli i Ketting kirke, af stedets præst hr. Andreas Stephanus Thomsen, og blev holdt over dåben af forpagter, Hans Petersens hustru, fru Barbara Margaretha Petersen på Gammelgaard. Fadderne var: Johan Carstensen, hollænder på Gammelgaard, hjulmand Peter Nielsens hustru i Ketting, Christian August Steingardt, lakaj på Augustenborg, og jomfru, Kocksbullin i Ketting. Denne sidste har formodentlig været i huset hos kammertjener, Simon Peter Brandt. 1788 d. 8. juli døde Jomfru Koxbull i Ketting i en alder af 86 år.
En hvid due et fredens tegn 1738.
Følgende begivenhed fortælles: Om morgenen, da hun skulle døbes, kom en hvid due flyvende ind ad vinduet og satte sig på sengefjælen, hvilket af hendes moder blev udlagt som et fredstegn, og bidrog efterhånden at stifte en bedre forståelse mellem hendes forældre og familien i kroen. Dette tegn fik senere en højere betydning; thi begge familier blev ikke blot igen forenede ved fælles venskab, men også siden på ny besvogrede. Allerede som barn ville den lille Anna Christine Wrang gerne op i kroen, og især holdt hun meget af deres søn, den unge Johan Peter Knudsen, hvis lakaj-liberi faldt hende i øjnene. Han tog hende altid venlig op på skødet og legede med hende, når han undertiden besøgte hendes forældre. Hun ville da altid have ham til kæreste. I en alder af 4 år, var hun engang uden sin moders vidende gået op i kroen, og da hun blev længe borte, gav man sig snart til at søge efter hende i nabolaget. Hendes forældre blev da lidt ængstelige, men hen imod aften kom kromandens pige Dorthe Skaaning med hende. Hendes moder ville til at give den lille ris, da pigen bad for hende, og barnet meget naivt ytrede,” at hun havde fået god besked.” Dette forstod moderen ikke, men pigen forklarede hendes ord nøjere, ”at hun havde siddet på den unge Johan Peters knæ og været aldeles indtaget i hans liberi” Man lo da ad hende, og hun slap denne gang for ris. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hun ser på en henrettelse 1748.
Som barn var Anne Christine Wrang sin fars kæledægge, og han ville gerne have hende med, når han tog ud. Da hun var i en alder af 10 år, var hun med ham i Nørreherred, for at se på en henrettelse, der foretoges på Rakkerhøjen ved Fægtenborg, hvor en enke, Ellen Nisses af Lavensby blev 1748 d. 10. aug. henrettet med sværdet, fordi hun havde født i dølgsmål. En umådelig menneskemasse havde i den anledning forsamlet sig, og Jakob Wrang med sin lille datter, så til i det fjerne, på sin gamle hvide hest. På den samme tid besøgte de Klaus Andersens på Nordborg, der tidligere havde været Hollænder på Rumohrsgaard, og til denne familie kom hun som barn flere gange, og opholdt sig flere dage ad gangen i besøg. En anden gang så hun ligeledes med sin far, to karle blive piskede ved Fægteborg, fordi de på dette sted, der i gamle dage var et skummelt og ilde berygtet sted for alt muligt kællingepak, havde overfaldet og udplyndret en jøde. Men da de kort efter blev opdagede, måtte de lide den straf (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Hendes skolegang og konfirmation 1754.
Hun gik i skole i Ketting skole hos degnen, Jørgen Brunckertzen, og efter dennes død 1747 hos den antagne skolemester, der siden blev degn: Johan Philip Møller. I de sidste år skal hun have gået op i Augustenborg skole, hvilket dog måske blot har været en syskole. Her lærte hun bager Thomas Nikolaisens datter, Ingeborg at kende, der senere vedblev at være hendes gode veninde, da hun blev g. m. lakaj og senere tingskriver, Frederik Frederiksen på Augustenborg. 1754 blev hun konfirmeret i Ketting kirke af præsten, Morten Reenberg With. De var i alt 20 konfirmander, iblandt hvilke kunne mærkes: Page v. Thienen fra Augustenborg, 16 år gl., der senere blev hofchef, dværgen Georg fra Kegnæs, 16 år gl., der blev hofnar på slottet. Boelsmand Lauritz Thomsens søn i Ketting, Matthias Lorentzen Thomsen, 16 år gl.. Han blev senere bols - og synsmand i Ketting. Johanne With, 15 år gl. og Margaretha With, 14 år gl., præstens døtre, hvoraf den sidste siden blev g. m. hr. Matthias Johansen Vogelsang, ejer af Solbjerggaard, Jørgen Blads datter i Havnbjerg, Margaretha Bladt, 16 år gl., der var hos sin faster i kroen, og Jakob Wrangs datter, Anne Christine, 16 år gl. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen. Ketting kirkebog)
Hun lærer husholdning på Gammelgaard 1754-55.
Fru Barbara Margaretha Petersen på Gammelgaard var hendes gudmoder, hendes moder ville gerne have sin datter ud at lære husholdning og god skik, og derfor tog hendes gudmoder, Anne Christine Wrang til sig i sit hus, et års tid efter hendes konfirmation. Hos hende, der plejede at have unge piger hos sig, lærte hun at føre en fornuftig husholdning og gøre god opvartning. Hr. Hans Petersen havde haft Gammelgård i forpagtning indtil 1750, men skønt han tillige ejede Kværs Ladegaard, vedblev han dog at bo på Gammelgård i sit eget hus, en toetages bygning, der nu er kro. Om sommeren plejede familien at flytte over til Kværs Ladegaard og der at opholde sig i nogen tid. Anna Christine Wrang har også været med familien derovre, og erindrede endnu på sine gamle dage de mange køer, som marcherede op til malkestedet, når pigerne om aftenen skulle ud at malke dem. Fru Petersen var altid meget venlig og god imod sin guddatter, der endnu var ganske ung og uerfaren (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). 1755-56 må hun vistnok atter have opholdt sig i hjemmet; thi da benævnes hun altid i Ketting.1755 d. 8. juni stod Jakob Wrangs datter i Ketting, tilligemed Johan Kesseling i Lillemølle, fadder til et barn i Ketting. 1755 på Mikkelsdag holdt Jakob Wrangs datter i Ketting, Jørgen Christensens datter i Ketting, Anna Kirstine over dåben. 1755 d. 5. dec. stod hun fadder til boelsmand Peder Pedersens datter i Sebbelev, Charlotte Marie.1756 d. 3. okt. holdt Jakob Wrangs datter i Ketting, boelsmand, Christian Fogeds datter i Sebbelev, Anne Kirstine over dåben. 1756 d. 24. okt. holdt hun ligeledes boelsmand Jørgen Hansens datter i Sebbelev, Marie Kathrine over dåben. Hun skrives i den tid Anne Kirstine Wrang i Ketting (Ketting kirkebog). Fra 1755 i juni til 1756 i okt., har hun altså vistnok været hjemme, skønt hendes moder lod hende være to år hos hr. Petersen på Gammelgård.
Hun bliver forlovet 1756.
Hun var endnu kun 18 år gammel, men da hun var en ung smuk pige, og tillige kunne ventes et godt udstyr og penge med udsigt til at arve mere ved hendes forældres død, ”så ansås hun for et godt parti ”, og fik derfor snart flere bejlere. Nikolai Ernst Andersen, hvis far Klaus Andersen ejede den såkaldte ”Aichelbergske gård” på Nordborg og hvis søster, Kirsten Andersen var g. m. hendes morbror, gartner Steffen Petersen på Østerholm, fæstede han sin opmærksomhed på hende, forærede hende et lille sølvhjerte og anholdt til sidst om hendes hånd. Men han fik en kurv. Endelig dristede Johan Peter Knudsen sig til at gøre det samme skridt, og han havde da lykken med sig. Dette parti har vel bedre anstået hendes forældre, han havde formue og sad i en god næringsvej, og på den måde kunne de beholde deres eneste datter i deres umiddelbare nærhed. Han var bekendt som et ærligt og godt menneske, og har måske ved sit ophold på Augustenborg Slot erhvervet sig et mere belevent, pænt og dannet væsen, end Nikolai Ernst Andersen, der i sin ungdom gjaldt for at være en smule af en ”spradebasse ” (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres bryllup 1756.
” 1756 d. 4. nov. har vi gjort bryllup”, skriver hendes mand. 1756 d. 4. nov. findes de ifølge Ketting kirkebog, at være viede af stedets præst, hr. Morten Reenberg With. Hendes brudekjole, som endnu haves, var stift sort silkedamask med blå striber i, og efter den tids mode udstyret med de brede stive fiskebensskørter omtrent ligesom den senere tids krinoline. Han havde knæbukser med lange hvide atlask strømper, som endnu bevares, tilligemed den broderede hvide papahue, hvormed han om aftenen gik til brudesengen. Brylluppet må ikke have været lille, da der også har været en del fremmede med foruden familien. Deriblandt mærkes: gartner Steffen Petersen på Østerholm, degn Hans Petersen i Tandslet, tømmermester Klaus Tønnesen i Sønderborg, forpagter, Rathge Lorentzen på Rumohrsgaard, smeden Jørgen Bladt i Havnbjerg. købmand Poul Momsen i Sønderborg og kromand, Markus Nielsen på Augustenborg, af hvem der endnu fandtes sølvskeer i Havnbjerg præstegård 1862. Af hendes forældre har hun fået en lille sølv kaffekande og sølv tepotte, og af hendes bedstemoder i Stolbro, har hun fået en sølvske. Desuden må foruden disse, også følgende have været med til bryllup: degnen Johan Johansen af Havnbjerg, skovrider Gøtsche af Hanneved, forpagterenken, mad. Klausen i Ketting, forpagter Nis Lorentzen på Hjortholm, degnen Hans Petersens sønner, Peter og Frederik Petersen, gartner Crutsech i Lillemølle, boelsmand Jørgen Jakobsen Wrang i Stolbro med den øvrige familie af dette navn, bager Thomas Nikolaisen på Augustenborg, kammertjener Simon Peter Brandt i Ketting, hr. Hans Petersen på Gammelgaard, præsten Morten Reenberg With, degnen Johan Philip Møller foruden naboer og andre familier. Jomfru Marie Stephans datter og Margaretha Bladt i kroen, har vistnok haft at gøre med opvartningen. Hun medbragte ham et godt udstyr, hvilket kan sluttes af hendes mange store og små jernbeslåede og grønt malede egekister, hvorpå hendes navnetræk A.C.W. og årstallet 1756 findes midt i en blomsterkrans til begge sider af låsen, og at disse har været godt fyldt med sengetøj, linned osv., derom behøves man ikke at tvivle. Ligeledes fandtes endnu indtil for få år siden hendes gammeldags egechatol, en lænestol og flere højryggede stole. Han har ligeledes efter sin moder, Anna Knuds, beholdt en del af hendes efterladenskab, da hun trak på aftægt, så at de have begyndt med et vel besat hus, hvilket de bevarede og forøgede ved en klog sparsommelighed. Hvad hun har fået af linned har hun selv for en del optegnet, hvorfor det her indføres:
Hendes udstyr af linned 1756. Jeg har eder hjerte kære forældre, flittig at takke for alt det linned I have givet mig. 8 par grove lærreds lagner, 7 par fine lærreds lagner, 3 par med 3.2½ brede udi, 6 par blegens lagner, ialt 24 par. 9 fine duge og 5 grove duge i alt 14. 8 par lærreds pudebetræk, 10 par fine lærreds pudebetræk, ialt 18 par. 5 dus. Solfete, (lyseduge, pynteduge i alm.) og deraf kun et par grove iblandt. 9 grove håndduge, 8 fine håndduge, i alt 17. Ketting anno 1756. Jeg forbliver Eders kære datter indtil døden. Anne Christine Wrang.
Han tiltræder fæstet 1758.
Efter sin moders død har Johan Peter Knudsen, ved at træde ind i hendes arveforpagtning, erlagt det for enhver ny tiltræder fastsatte gebyr til den hertugelige kasse. Dette ses af en kvittering fra overinspektør Juul på Augustenborg af 24. jan. 1758, hvori han bevidner, at kromand Johan Peter Knudsen i Ketting, ved tiltrædelsen af fæstet på alene krohold og handel i Ketting, rigtig har erlagt til den hertugelige kasse 12 rigsdaler. Cour.
Fornyer privilegiet på Almsted kro 1758.
Den 19. jan. har hertug, Frederik Christian til Augustenborg på ny overladt ham forpagtningen af krohold i Almsted grandlaug, imod en årlig afgift af 8 rdl. Cour. (gamle papirer i min brors eje). Foruden kroen i Almsted måtte også de mindre udsalgssteder Vraa og Elnefs hus på Gammelgård ifølge dette privilegium tage deres varer fra Ketting. Byerne Almsted, Ketting og Gundstrup, måtte til deres bryllup og andre gilder tage alt deres øl og brændevin i Ketting kro, hvilket var en betydelig fortjeneste og de vågede også med strenghed over denne ret, hvilket skal ses i det følgende (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Arveskifte efter hans moder 1758.
Straks efter hans moders død holdt han frændeskifte med sin søster Ingeborg Gøtsche, hvilket ses af en kvittering som hendes mand, skovrider, Henning Christoffer Gøtsche har udstedt i Ketting 1758 d. 16. feb. på sin kones vegne ”hvorved han erklærer sig tilfreds med hvad han have fået i rede penge og møbler efter sin svigermoder, og derved frasige sig al videre retskrav for fremtiden”. Endvidere tilstår Johan Peter Knudsen, ”at det som er opført på Christen Molts bolsgrund i Ketting, og har været deres forældres ejendom, skal tilhøre hans søster Ingeborg Gøtsche, således som det nu står med våningshus, lo og lade arvelig og til ejendom”. Det er underskrevet af Henning Christoffer Gøtsche, Johan Peter Knudsen, og som tilkaldt vidner: Jakob Wrang og Simon Peter Brandt i Ketting. (gamle papirer i min brors eje). Dette sted må skovrider Gøtsche kort efter have solgt. Stedet må vistnok allerede være bleven oprettet førend 1743, da Rathge Lorentzen købte bolet, altså i Christen Molts tid, måske har Knud Johansen og Anna Jørgens datter fået det efter den gamle Ingeborg Vogt.
Han erhverver et nabokåd 1759.
Til enhver tid havde hans formand følt savnet af det indknebne rum hvorpå kroen lå. Og han følte det samme. Han benyttede derfor lejligheden til at sætte sig i besiddelse af deres nabo kåd, som Christen Lorentzen havde haft i fæste. Denne mand døde 1759 hos sin søn boelsmand, Emil Christensen i Sjellerup, og hans enke døde ligeledes samme år i maj i en alder af 70 år . Hvad han har giver for det vides ikke, men da det som andre kåd skulle fæstes, modtog han også samme år fæstebrev på stedet af hertug Frederik Christian, hvilket i uddrag lød således: Frederik Christian, hertug til S-H, Augustenborg, kongelig ridder af Elefanten, general over infanteriet, oberst for det Slesvigske Fodregiment, gør vitterligt efter allerunderdanigst ansøgning, har vi på ny fæstet det af afdøde, Christen Lorentzen i Ketting beboede kåd til Johan Peter Knudsen, imod at erlægge de sædvanlige fæstepenge 3 rigsdaler. Cour., således at han skal medtage de gamle forfaldne bygninger, for den af vore embedsmænd, takserede sum 20 rigsdaler. Cour., kan lade disse nedbryde, igen opføre andre, og efter eget behag skalte og valte dermed og gøre sig dette kådsted nyttigt på bedste måde. Dog er Johan Peter Knudsen forpligtet til årlig at betale af dette kåd 14 dage før jul 3 rigsdaler. 16 skil. Cour., bivåne de tilbørlige klapjagter, yde hvad der tilkommer præst, kirke og skole og ikke mindre, i ildebrandstilfælde udrede de årlige brandpenge af de på stedet opførte bygninger. I øvrigt fritager vi Johan Peter Knudsen, for de af stedet svarende hovdage, for hvis afløsning han har betalt en gang for alle 30 rigsdaler Cour., og kvitterer vi herved både for disse 30 rigsdaler, og for de 20 rigsdaler for de gamle bygninger, og ville vi tillige,” at han og hans efterkommere skulle beskyttes i den rolige besiddelse af dette kåd,” ved dette vort fæstebrev, imod at erlægge hver gang 3 rigsdaler., når fæstet fornyes.” Givet på vort hus Augustenborg 1759 d. 26. nov. Frederik Christian, H. t. S. Holstein. Det augustenborgske segl er påklinet i voks.” (gamle papirer i min brors eje). Dette kåd lå vesten for kroen, hen imod møddingstedet. Han lod nu de gamle bygninger nedbryde, fik plads til en ladebygning, og vesten for denne indrette en lille kålhave, som nu er den omtalte møddingplads. Et stort hestepæretræ stod endnu i mange år efter, som et minde om den nu fordums have. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Træet stod her endnu 1850. Udtrykket ” han og efterkommere ”, viser tydelig, at det som et øde kåd med al ret bestandig er indlemmet i kroen, så længe denne familie er i besiddelse deraf.
Han får 4½ tdr. land af Rumohrsgaards mark 1763.
På grund af den yndest hoffet nærede for ham, fik Johan Peter Knudsen få år efter 4½ tdr. land af Rumohrsgaards kobbelmarker, hvortil den daværende forpagter, Rathge Lorentzen, vistnok også har bidraget sit. Arvefæstebrevet lyder således: ”Frederik Christian Hertug. t. Sl-H, Augustenborg, ridder af Elefanten og general over infanteriet, gør vitterligt: Ifølge allerunderdanigst ansøgning og ved at tage i betragtning, at kromand, Johan Peter Knudsen i Ketting, har stået i vort hus tjeneste, have vi fundet for godt at overlade ham og hans ægtefødte livsarvinger et til Rumohrsgaard i ”Bennikriis ” kobbel beliggende jordmål, som ved opmåling og syn af vore embedsmænd d. 12. sept. er blevet anslået til 4½ tdr. ”haardt korn ,” i arvefæste. Til sin egen bekvemmelighed må han da nytte og bruge denne jord på en fornuftig måde. Indhegne den efter de bestemte grænser, og selv, holde disse hegn ved lige. I arvepagt skal han for denne jord årlig betale vor kasse 18 rigsdaler Cour. 14 dage før jul, dog så længe den nuværende forpagter, Rathge Lorentzen på ny beholder Rumohrsgaard i forpagtning fra 1764-70 majdag, betaler han blot til denne 15 rigsdaler årlig, men fra denne tid af de fulde 18 rigsdaler til vor kasse. For dette fæstebrev betaler han til vor kasse 45 rigsdaler og for fremtiden ved fornyelsen af fæstet 2 species dukater. Givet på vort hus Augustenborg 1763 d. 29. okt., Frederik Christian, seglet er påklinet i voks (gamle papirer i min broders eje). At Johan Peter Knudsen skulle have fået denne jord i faddergave (mundtlig fortæll. af præsten J. Knudsen) er altså urigtigt. Herskabet har aldrig været ombedet til at stå fadder til nogen af hans børn. Det er i betragtning af hans tro tjeneste, at det er sket.
Han får løfte på at få Jakob Wrangs sted i fæste 1766.
1737 d. 5. feb. havde Jakob Wrang fået fæste på det forhen, af Johan Johansen, beboede sted i Ketting, imod at han betalte de årlige afgifter og gjorde de på stedet hvilende hovdage, samt holdt huset i god stand. I fæstepenge betalte han 4 rigsdaler Cour.. Det er udstedt af hertug, Christian August til Augustenborg, ridder af Elefanten, generalmajor og guvernør over Als. 1766 indgik Jakob Wrang med bønskrift til Hertug Frederik Christian til Augustenborg,” at hans formand i ægteskabet, Johan Johansen, og han havde i mange år haft dette kåd i fæste, altid ydet de påhvilende skatter uden den mindste henstand, som også holdt bygningerne i god stand. Han og hans kone havde nu nået den alder, at de ved ofte indtrædende sygdom ikke kunne gøre regning på et langt liv. Deres eneste datter var g. m. den privilegerede vært Peter Knudsen i Ketting. Det ville derfor være dem en stor trøst i deres alderdom, om hr. Durchl. i sin mildhed ville unde et af hans svigersøn, Peter Knudsens børn fæstebrev på dette kåd. Hr. Durchl. var i almindelighed så vant til at bevise sine undersåtter så megen nåde og især at udvise den imod dem, der havde nydt den lykke at stå i hans hus` tjeneste, at han derfor underdanigst vovede at håbe, at højst samme, ville vise sig nådig imod Peter Knudsens børn, da han i adskillige år havde stået i Hertugens hus` tjeneste. Derfor bad han i al underdanighed om, at hr. Durchl. ville forunde et af børnene fæstet, efter deres dødelige afgang.” Herpå svarede hertugen 1766 d. 17. feb. på sit hus Augustenborg, ” at når Jakob Wrang ville afstå sit kåd, da skulle et af Peter Knudsens børn, hvilket han mest yndede, få hertugens fæstebrev på dette sted.” (gamle papirer i min brors eje).
Dette sted tilfalder kroen 1773.
1771 døde hendes moder Ingeborg Peters datter, og to år efter 1773 fulgte Jakob Wrang sin kone i graven. Det blev dem vel et savn, da deres børn tit var gået ned til de gamle på aftægten, hvor de altid blev modtagne med glæde. Ifølge hint løfte fik Johan Peter Knudsen dette kåd på en af sine sønners vegne, og desuden fik han med sin kone i arv efter dem en del formue. De havde kun hende og stedsønnen, Johan Johansen, degn, i Havnbjerg, men de 2/3 af kapitalen måtte i det mindste tilfalde datteren, da hun var den ene halvpart efter faderen og en søsterpart efter sin moder.
Hans årlige skatter 1757-88.
Efter at Johan Peter Knudsen nu havde erhvervet to kåd og et større stykke land til sit oprindelige indersted, vil vi se, hvad han ydede i årlig skat af disse forskellige dele.1757-1759 betaler han ligesom sine forældre 10 rigsdaler recognition for kroen med alt tilbehør og 8 rigsdaler for krohold i Almsted. 1760-63 ligeledes 10 rigsdaler, 8 rigsdaler og for Christen Lorentzens kåd i tjenestepenge, 3 rigsdaler og kådnerafgift 16 sk. Cour. 1764-69 10 rigsdaler 8 rigsdaler 3 rigsdaler 16 sk. Cour., og for et stykke land i Rumohrsgaards kobbel, resten 3 rigsdaler. De øvrige 15 rigsdaler blev derimod indtil 1769 betalt til forpagteren Rathge Lorentzen. 1770-88 betalte kroen i årlig afgift 10 rigsdaler, 8 rigsdaler, 3 rigsdaler 16 sk, 18 rigsdaler for 4½ tdr. land i Benniksriis i alt 39 rigsdaler 16 sk. Cour. Hertil kommer endnu fra 1773 den årlige kådnerafgift for Jakob Wrangs sted, der har sin egen skattebog, men det må jo have været 3 rigsdaler 16 sk. Fra 1742 betalte kroen årlig til naboens boel 1 mk L. for et lille stykke grund, hvilket ofte blev betalt med en skinke, kaffe eller andre ting. (Den gamle skattebog, mundtlig fortæll. af præsten J. Knudsen).
Kroens jordareal fra 1773-88.
Ketting kro havde dog nu en del jord, både indenfor og udenfor bymarken, men den var endnu ikke udskiftet, men lå ager om ager med byens andre jorder. Dette voldte en del ulejlighed, og man var ikke selv herre over sin tid, når han ville pløje, høste, græsse osv., men denne mand måtte for en del rette sig efter de andre bymænd. At ager lå jævnsides med naboens ager forvoldte tit bryderi med får og andet kreatur, der måtte stå i bindetøjer mellem 2 naboers jordlodder. Dyret kunne let komme til at gøre en hage ind i den anden mands korn, og heraf opstod tit klammeri og strid. Engang havde kromanden en dejlig boghvedemark i en af deres agre på ”Askhøj”, den tegnede sjældent godt og stod fuldt i blomster; da trak en nat et heftigt tordenvejr op, og de stærke funklende lyn afsved blomsterne, så at marken var helt afsveden, da man kom derud om morgenen. Han kunne vel nu i alt have en 7-8 tdr. land til sit sted, men desuden plejede han også at have en del jord lejet af provst, With i Ketting. Han holdt derfor gerne 2 heste og 8-9 køer. Til denne bedrift holdtes i almindelighed en karl og 2 piger, hvoraf den ene tillige var ved brænderiet (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Han håndhæver stedets rettigheder. 1774.
Hvor vel Johan Peter Knudsen var en mild og godmodig mand, vågede han dog altid med strenghed over stedets rettigheder. Naboen, slagter Hans Eriksen søgte ligesom sin fader at brænde, for bedre derved at kunne fede sit kvæg. Dette kunne ikke formenes ham. Men han søgte også ved lejlighed i smug at sælge brændevin, hvilket var til skade for kromanden. Denne klagede derfor over ham og søgte at få hans brænderi standset. Hans Eriksen indgik derfor med en ansøgning til hertugen 1774, hvori han melder,” at han i det forløbne år, havde spurgt den afd. hofråd, Vogt, om han til eget forbrug selv turde brænde det fornødne kvantum brændevin, og denne havde da svaret, at det ikke kunne formenes ham. Derfor havde han anskaffet sig en lille kedel og uhindret lavet brændevin til sin egen husholdning. Så vidt det var ham bekendt, var det enken tilladt at indrette sin husholdning på den mest sparsommelige måde, og ingen behøvede at købe det dyrt hos andre, hvad han selv kunne skaffe til veje på en billigere måde. Peter Knudsen er vel forlenet med skænk og udsalg af brændevin og drikkevarer; men Hans Eriksen tvivler om, at det ham forundte privilegium kan strække så vidt, at det forbydes beboerne i Ketting selv at lave deres drikkevarer, når det er dem til fordel, eller at købe den andetsteds udenfor Ketting, og drikke det i deres eget hus. Det sker ej sjælden, at han om vinteren har indkøbt nogle staldokser fra marken, som ofte må stå nogen tid, inden de slagtes. De er vante til at fodres med spøl, blandet med korn og til sin egen skade har han erfaret, at får de ikke dette foder, ville de tæres og afmagres. Han vil ikke misbruge den anskaffede kedel, tilbyder sig i så fald hver gang at bøde med 20 rdl. cour. Derfor bønfalder han hr. Durchl. om at afvise Peter Knudsen med hans besværinger, og forunde ham selv frihed til at brænde for sin egen husholdning i det angivne øjemed.” Herpå fik han da den besked:” at han ifølge den angivne grund måtte betjene sig af den anskaffede kedel, blot til sin egen private husholdning, at det blev ham strengest forbudt at udskænke og falbyde disse varer til skade, for vor privilegerede kromand, under trussel af konfiskation og senere straf, og at denne resolution skulle meddeles Johan Peter Knudsen til underretning.
Augustenborg d. 2. aug. 1774. Frederik Christian (gamle papirer i min broders eje). Dagen efter kom den ” trædske og altid sleske ” Hans Eriksen over i kroen og trak meget hoverende denne resolution op af lommen, men kromanden Johan Peter Knudsen ærgrede sig en del over denne sag, der gik ham meget nær (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres samtid i Ketting 1756-90.
Ligesom tidligere hos hans formænd ville vi kortelig give en udsigt over de samtidige familier, der boede i Ketting, på hans og hans kones tid.
Præster:
Fra 1752-93 var Hr. Morten Reenberg With præst i Ketting, var tillige provst over Sønderherred og hertugelig konfessionarius. Han var en værdig og agtet præst, en god prædikant, der prædikede for fuld kirke. Hans foredrag bar ikke spor af at være forud skrevet, men han holdt det helst frit og på stående fod. Dog var det altid fuldt af varme, liv og inderlighed, simpelt og let fatteligt, så at det i en fortrinlig grad formåede at fængsle tilhørerne og gå dem inderlig til hjerte. Johan Peter Knudsen og hans kone var flittige kirkegængere, og da de altid holdt en sjælden og god orden i deres hus, holdt provst With meget af dem.. Han døtre kom ofte ned i kroen og aflagde et besøg, og hans kapellan, Jens Jørgen With holdt et af deres børn over dåben, hvilket er et bevis på den gensidige gode forståelse.
Degne:
Johan Philip Møller var degn i Ketting fra 1754-72 og blev 1756 d. 26. nov. g. m. Kathrine Thomasdatter, en søster til synsmand Matthias Lorentzen i Ketting. Efter hans død byggede hun det af skomager, Matthiesen beboede sted, boede her i flere år og mistede 1778 på en gang to voksne døtre, indtil hun blev g. m. bols - og synsmand Lorentz Petersen i Stolbro. Fra 1772-1821 fulgte Johannes Bartholomæus Bruhn fra Notmark, der var student og 1781 blev g. m. Jomfru, Elisabeth Petræus fra Gundstrup, men opdraget af sin faster, fru doktorinde Arends i Ketting. Hun havde gået i skole hos sin mand. Hans gamle moder Kathrine Bruhn, enke efter degnen Gerhard Bruhn i Notmark, var en præstedatter fra Notmark, ”en gammel from kone, der ofte gik ind og bad på knæ i sit kammer til vor Herre ”. Med degnen Bruhns holdt de nogen omgang, han læste det første latin med 2 af kromandens sønner.
De 6 boel:
1 Bispegårdens boel: Kammertjener, Simon Peter Brandt, solgte 1762 dette bol til eftermanden. Han boede siden til sin død 1770 i det sted, som senere tilhørte væver Nielsen og nu væver Matthiesen, tæt overfor bolet. Efter hans død bliver hans døtre, to gamle Jomfru Brandt, boende i dette sted. Lægen dr. Wolfgang Arnold Ahrendt af Tønder, en broderr til præsten i Guderup, havde dette bol fra 1762 til sin død 1772. Han opførte de nuværende bygninger. Hans enke Barbara Petræus af Felsted sad for stedet indtil 1778, da hun solgte det til eftermanden imod at beholde aftægt på stedet. Hun døde 1779 og holdt meget af familien i kroen. Hun stod fadder til deres yngste barn, ønskede meget, at Johan Peter Knudsen skulle have købt bolet, hun tilbød det for 2000 rigsdaler., og ophold hos dem. Men han nærede betænkelighed derved, det blev da solgt til herredsfoged, hofråd Bendix Matthiesen, der overtog det fra 1778-87. Denne mand viste sig altid meget forekommende og hævdede ved flere lejligheder deres ret.
Det 2. boel:
Det andet bol lige overfor ejedes fra 1743-87 af forpagter, Rathge Lorentzen og dennes bror Peter Andreas Lorentzen i Egenmølle. De beboede det ikke selv, men lejede det ud. 1778 havde en Christen Hansen det i forpagtning. Senere var Hans Philip Stephansen, en degne søn af Ketting, forpagter af dette bol. Han blev gift 1773, men døde allerede 1776. Hans enke blev dog siddende for bolet, indtil det omtrent 1787 tilligemed det foregående bol, blev solgt til hr. kaptajn, Christian Frederik v. Bülow. Dette gamle bol med sine simple og små bygninger, lå i en vinkel på den nederste afsats af den nuværende til kroen hørende have, den såkaldte brønd ”Trappekæld”, der var en fælles brønd for bolets inderste, lå i gårdspladsen. Den øverste afsats af haven var dengang bolets kålhave og i den tilstødende toft lå de 2 kæmpehøje ” store og lille Dejerhøj ”, der undertiden sås på 4 gloende søjler. I våningshuset var blot en dagligstue, 1 køkken og forstue.
Det 3. boel:
Jens Hansen, en søn af formanden, Hans Christian Thomsen, blev 1770 g. m. Anna Christians, en datter af kådner, Christian Pedersen i Ketting, og en søster til den dygtige murermester, Christian August Christensen og Simon Skrædder i Ketting. Han var temmelig forfalden til drik og døde 1782. Efter mandens død blev enken gift anden gang med Jørgen Rasmussen af Almsted, der var en stræbsom og ordentlig mand. Anna Jenses var en flink og pæn kone, der kom tit ind i kroen og til gengæld listede krokonen sig også undertiden ind til hende, og gjorde hende til gode med 1 pund. kaffe, hvormed hun altid blev meget glad, da det dengang var en meget sjælden drik og for dyr til daglig brug for bønderfolk. Men hun holdt meget af den. Boelet var dengang en ringe og forfalden bygning. I bryggerset havde man ikke engang loft, derfor var man altid i kroen meget ængstelige, når man bagede eller bryggede inde på naboens boel.
Det 4. boel:
Matthias Lorentzen Thomsen, der fulgte efter sin far Lauritz Thomsen 1762, var en snild og kløgtig mand der blev synsmand. Hans søstre gik godt af: Kathrine blev g. m. degnen i Ketting, en anden var g. m. skovfoged Hans Igeskov i Sønderskoven, og en tredje g. m. Carsten Petersen, forpagter af den lille gård Øvelgønne ved Fynshav. Hans kone Anne Marie Jørgens var fra Mommark. Han sad i gode omstændigheder.
Det 5. bol:
Matthias Hansen Møller fra 1755-90, var en gammel listig og snedig ræv, og man havde ingen tillid til hans ærlighed. Da han engang sad i kroen, ytrede han med en slags spotsk mine, at den lille Knud voksede godt til og kunne snart afløse hans søn, Hans ved at bære ”Musketten”. Men krokonen gav ham et hvast svar,” at hun håbede nok at eje så meget, at når den tid kom, han da kunne blive fri.” Vi må betænke, at den gang var det en……og halvvejs en skam at være soldat.” Matthias Møllers bol brændte, og man mente, at han selv havde gjort det. Da han derfor kort efter kom op i kroen, gik hun hen og gav han en under øjet, som han skulle have, fordi han havde forskrækket hendes gamle fader. Hans bol blev udflyttet af byen til ”Troldborg”, og slagter Hans Eriksen købte gårdsplads og toft, hvor han indrettede det nye hus til slagteri, da han selv havde knap lejlighed hjemme.
Det 6. boel:
Den gamle Lauritz Petersen, en pæn gammel mand, døde 1783, 70 år gl. og hans ældste datter Marie, der 1761 var blevet g. m. fiskeren på Augustenborg, Christian August Ohlsen, fik nu stedet. Han forstod sig ikke meget på avlsbrug, lå idelig på Augustenborg, hvor han spillede sin mand og derved satte han en del overstyr. Han døde 1788.
Folk uden for bondestanden: Til den tid boede her flere folk udenfor bondestanden, til dels forpagterfolk:
1: Provst Withs enkesæde, der var bygget 1764, boede omtrent fra 1770-80 en enke mad. Brodersen, hvis mand havde været forpagter på Gammelgaard. Hun døde 1780, 81 år gl. Efter hende blev den nærmeste mark kaldt ” mad. Brodersens Have,” fordi hun havde den lejet af præsten.
2. På Rasmus Skrædders sted, det sidste i byen, nærmest præstegården, boede mad. Cassaux, en anden forpagterenke. Hun havde ladet det bygge og havde et bryggers lige overfor. Hun døde 1783, 56 år gl.
3. Skrædder Hønborgs hus, ejedes af Lars Meyer og hans kone, der kaldtes ”Mutter Grethe Lasses.” De skulle have været forpagterfolk i Sundeved.
4. I Christen Blads hus neden kirken, boede en mutter Klausen, ligeledes en forpagterenke fra Sundeved. Hun havde to døtre hos sig, hvoraf den ene Adelheit eller Aalheit var meget hellig og tilhørte Hernhutterne. Hun gik altid med fløjlskanter om sine ærmer, og så noget nonneagtig ud. Hun søgte at vinde proselytter og gik ind i husene og prædikede. Hun læste med små børn og for at indprente dem Herrens lidelser, piskede hun dem med riset, og satte dem en slags tornekrone på hovedet.
5. 1779 døde mad. Diensen i Ketting, 97 år gl. Hun var svigermoder til Simon Peter Brandt, enke efter Rasmus Diensen i Egernsund og boede hos de gamle, jomfruer Brandt i Ketting.
6. Skræddermester Henrik Eriksens hus ejedes dengang af en skibstømmermester Jens Tuesen, der døde 1784.
Slagterens sted
Slagterens sted: Den ældre Hans Eriksen døde 1769, 83 år gl. Sønnen Hans Eriksen var f. 1735, blev 1757 g. m. Marie Christens datter, en datter af Christen Duus på Blæsborg. Efter hendes død ægtede han anden gang. Anne Marie Hansen af Sebbelev, med hvem han havde et uægte født datter Anne, hvem han legitimerede. Denne datter blev siden g. m. boelsmand Hans Elley i Bro.
Knabes sted:
Lige overfor kroen boede en enke, Kathrine Knuds, enke efter væver Knud Hansen. Det var skikkelige og brave folk. Hun så gerne at den lille Knud kom over og lærte at væve. Hun blev 1763 gift anden gag med Christian Johansen. Efter hendes død, blev han 1783 gift anden gang med Else Johans datter, der tjente i kroen. Han var en slem tyveknægt og stjal engang om natten en mængde aks på smedens mark. Da man ved en husundersøgelse opdagede ham som tyven, sad han først nogen tid arresteret på Sønderborg Slot og måtte siden i nogle år dandse i tugthuset. Senere gik han en nat ud for at stjæle brænde i skoven ”Saxlund”, var klatret op i et træ for at save en tyk gren over, men faldt ned og slog en stub ind i det ene ben. På hans råb og ynkelige skrig kom der folk til, der bar ham hjem, men han døde få dage efter under de heftigste smerter.
Kulgraverens sted:
På det kåd ved siden af kroen boede, Rasmus Christensen, han var Kulegraver ved kirken. Efter ham fulgte sønnen, Hans Christian Rasmussen. 1781 blev han gift anden gang med Maren Niels Datter, en fynsk pige. Hun var et stort Skarn imod sine stedbørn, som hun ubarmhjertig pryglede. Når det blev alt for galt, gik krokonen ind og skændte på hende. Engang faldt hendes mand i den brønd, der stod i skellet mellem deres have og kroens grund, men nu ligger neden for kromandens bryggershus. Han blev frelst, men da konen kom til, beklagede hun mest de nye tøfler, som han havde haft på, og var bleven tabte i vandet. Hans søster Charlotte Kulegraver, der var halt, kom ofte ind i kroen, da børnene holdt meget af hende. Men hun havde for resten ord for at være en heks. Engang blev en af pigerne i kroen syg, man fik da bud ind til ”Skarlot” om at komme ind og hjælpe. Hun manede og signede både op og ned, gik derpå hen og råbte 3 gange op i skorstenen:” A.. er ikke hjem!” Om det hjalp skal ikke kunne siges (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen, Ketting kirkebog).
Han våger over god orden i sit hus
.
Som kromand vågede han over god orden i sit hus. Folk fra byen kom vel undertiden om aftenen og fik et slag kort. Men han tålte ikke den mindste støj og uorden, og når klokken slog 9, gav han tegn til at de skulle bryde op, thi så blev krostuen ryddet og dørene lukket. Var man just midt i et spil og de ved høflighed bad om at gøre det færdig, nægtede han det ikke. Men reglen holdt han på, at døren blev lukket kl. 9, og til sidst var man så vant til denne gode skik, at man fandt det i sin orden. Man sad da endnu selv en times tid, hvor han læste en eller anden bog; til sidst endte han med en salme og en bøn, hvorpå de forføjede sig til ro. At herredsfoged Matthiesen blev deres nabo, var ikke til skade for kroen, dels gav det søgning og dels ydede han dem god assistance ved flere lejligheder, da han agtede dem som retsindige folk. Da han både havde kontor og tingstue i sit hus i Ketting, kom der jævnlig folk til ham som spændte fra i kroen. Navnlig blev folk fra Sarup og Lysabild i den tid tit indstævnede for retten, da svir gik meget i svang blandt dem, hvilket ofte endte med slagsmål og skænderi, hvorfor de bagefter blev indstævnede og idømt bøder. Folk fra Nørreherred og en del fra Sønderherred, kørte til Sønderborg med deres korn og tog da gerne ind i Ketting kro. Bønderne i Hundslev var deres specielle venner, de hjalp dem tit med kørsler, og kørte ofte deres brænde hjem fra skoven. Bønderne i Sebbelev og Bro kom gerne ind om søndagen, når de gik af kirke (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Jævnlig logerede der også folk om natten. Det var især jøder, isenkræmmere fra Brandenborg og kedelførere fra Brabant. De fandt altid her god opvartning og pleje. Jøderne plejede altid selv at koge deres mad, hvortil de brugte et vist bestemt tinkar. Iblandt dem kan mærkes: Jakob Isaksen, en meget agtværdig mand, der siden fik hertugens tilladelse til at bosætte sig som købmand på Augustenborg, hvor hans familie i 3 led vedblev at bo. Nu er den taget derfra, da den sidste mand af slægten spillede fallit (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Hans kornhandel:
Johan Peter Knudsen drev tillige en ikke ubetydelig kornhandel. Han konkurrerede i denne henseende tit med købmændene i Sønderborg, og loftet lå for det meste fuldt af korn. De var vel mest til hans brænderi. Han købte tit præstetienden, som bønderne da måtte levere til ham. Således fik han ofte denne hos pastor, L. Wegersleff i Havnbjerg, der altid tog vel imod ham. Dette var således tilfældet 1772, da han fik af præsten 63 tdr. 4 skæpper tiendebyg a 9 mk 4 sk. Cour., altså i det hele for 195 rigsdaler. 2 mk 4 sk Cour. Følgende liste viser dette:
Får tiende byg af Havnbjerg 1772.
Følgende mænd af Havnbjerg sogn have at yde deres tiende byg for 1772 til Peter Knudsen i Ketting.
Havnbjerg:
1. Otto Pedersen 3 tdr.
2. Klaus Matzen 2 tdr. 2 sk.
3. Jens Pedersen 2 tdr. 2 sk.
4. Jørgen Thomsen 3 tdr.
5. Vester Hans Hansen 2 tdr. 2 sk.
Lavensby:
1. Thomas Hansen 2 tdr. 2 sk.
2. Nis Jørgensen 3 tdr.
3. Peder Nymand. 2 tdr. 2 sk.
4. Thomas Ottesen. 2 tdr. 2 sk.
5. Jørgen Nissen. 2 tdr. 2 sk.
6. Rasmus Rasmussen 3 tdr.
7. Jørgen Jørgensen 5 tdr. 2 sk.
8. Hans Martinussen 2 tdr. 2 sk.
Lunden:
1. Jens Jørgensen 2 tdr. 2 sk.
2. Peter Petersen 2 tdr. 2 sk.
Brandsbølle:
1. Peter Hansen Bonde 2 tdr. 2sk.
2. Hans Jørgensen 2 tdr. 4 sk.
3. Jørgen Smeds enke 2 td. 2 sk.
4. Johan Lauritzen 2 tdr. 4 sk.
5. Matthias Nissens enke 2 tdr. 4 sk.
6. Peder Pedersen 2 tdr. 4 sk.
7. Peder Jessen 2 tdr. 4 sk.
Elsmark:
1. Peder Christensen 2 tdr. 2sk.
2. Peder Jørgensen 2 tdr. 2 sk.
3. Jes Hansen 2 tdr. 2sk.
Sum: 63 td. 4sk. a 9 mk. 4 sk. 195 rigsdaler 36 . cour. L. Wegersleff (Havnbjerg præstearkiv).
Deres omgang:
Skønt det ikke kom tit på, tog de dog engang imellem ud i besøg, dog ikke gerne begge to på en gang; thi det tillod deres forretninger ikke. De familier som de jævnlig plejede omgang med var degnen, Johan Johansen i Havnbjerg, Jes Juhler på Østerholm, forpagter Rathge Lorentzen på Rumohrsgaard, senere i Egenmølle, forpagter Lorentz Petersen på Rumohrsgaard. Forpagter Boi Hansen og sønnen Boi Boisen på Majbølgaard, forpagter, Nikolai Ernst Andersen på Gammelgaard, kromand, Frederik Petersen i Bromølle, kromand Markus Nielsen på Augustenborg, bager, Thomas Nikolaisen på Augustenborg, forpagter Nis Lorentzen på Hjortholm, og især forpagter Aagesen på Gundestrup, hvilket sidste sted de begge to på én gang, regelmæssig tager hen én gang hvert år. Mad. Petersen på Rumohrsgaard bar altid megen godhed for dem, hun gav dem gerne tilladelse til, at deres køer i efteråret måtte gå ind og afæde græsset i den store ” Saltmaj ” (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). De kom også jævnlig med til bryllup, både i og udenfor sognet, af disse sidste mærkes: smeden, Jørgen Blads datter Margaretha, der 1759 blev g. m. Peter Andresen af Svensmølle, møller i Havnbjerg og 1781 da degnens datter i Havnbjerg blev g. m. Lorentz Nikolai Klausen, degn i Sottrup. Begge steder var Johan Peter Knudsen af Ketting forlover (Havnbjerg kirkebog).
Ligeledes holdt både han og hans kone hyppig børn over dåben i Ketting sogn, hvoraf flere af dem til ære fik navnet Peter og Anna Kirstine (Ketting kirkebog).
Husets lejlighed:
Kroen var dengang en meget gammel bygning med en simpel og ubekvem indretning. Gadedøren var en overskåren dør, således at den øverste halvdel kunne stå åben, mens den nederste holdtes lukket. Vinduerne var meget små og sad tilmed højt oppe, så at lyset kun sparsomt kunne trænge igennem de små blyindfattede ruder. Hvad det alligevel gjorde det hyggeligt, var den orden og renlighed, der herskede overalt i huset. Man havde heller ikke de bekvemmeligheder, som man nu til dags almindelig er vant til. I krostuen kendte man ikke til en skænk, men i det lille spisekammer ind fra køkkenet lå altid et anker øl og et anker brændevin, og herfra måtte man hente det i en kande og flaske til krostuen, og ligeledes her udtappe det, der blev solgt i pægl eller andre mindre mål ud af huset. Det egentlige forråd af øl, brændevin og mjød, af hvilken sidste slags der dengang forbrugtes en del, og hvoraf de også ofte havde leverance til Augustenborg Slot, lå i et aflukket kammer oppe i bryggerset. Butik havde man heller ikke dengang, men i køkkenet stod et stort skab på en dragkiste der var forsynet med mange små skuffer, hvor de forskellige speciares fandtes. Manufakturer, kaffe og sukker m.m. havde de ikke og måtte de ikke handle med, det stred imod stedets privilegier. Deres handel stod mest i korn, jern, sæbe, olie tjære, øl, brændevin, mjød, talg, lys, smør osv. Olie og sæbe lå i bryggerset, korn, jern og andre ting, derimod på loftet. Ind fra skænkestuen førte en mindre gæstestue for de finere gæster, men deres egentlige stadsværelse var den panelerede og malede stue ud i den vestlige gavl på loftet, hvor der stod et gammelt klaver, som Johan Peter Knudsen i tidligere år tit spillede på for at fornøje børnene, i de senere år var det derimod vanskeligt at trykke en ordentlig tone frem af det. Her viste man de besøgende gæster, hvor man da var mest i ro (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres klædedragt:
Hvad deres klædedragt angår, da gik han som oftest i en lang blå frakke, der gik ham midt ned på benene, med knæbukser og lyse blå lange strømper, på hovedet bar han en hvid papahue. Hjemme gik han gerne i et par morgensko, tog han ud, havde han sko med spænder på. Til daglig bar hun, som så mange andre koner udenfor bondestanden dengang hue og koneklæde, men dog finere og med et lidt mere ejendommeligt snit, end dem bønderkonerne bar om søndagen og til stads bar hun altid ”et pibement” på hovedet (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres daglige levemåde:
De levede altid simpelt og tarveligt til daglig brug, og spiste som oftest af den samme mad, som folkene fik. I de tidligere år havde de spist ved samme bord, som deres folk. Men da de havde Else Johansdatter til pige, besluttede Johan Peter Knudsen, at de for fremtiden ville spise ved deres eget bord, da hun altid havde så meget at ræsonnere over børnene. Fra den tid kunne hans kone nok undertiden lave lidt særkost til dem selv indenfor. Hun lavede altid god og velsmagende mad, hvilket hun havde et godt håndelag på. Hun plejede gerne at koge sin suppe og stege sin steg i en sort jydepotte, hvilket gjorde den velsmagende. Om søndagen fik de ofte vinsuppe, torsk på fad og kalvekød kogt i øllebrød hører til hendes ejendommelige retter. De fik altid selv kaffe, der var familiens yndlingsdrik. Kromanden fik om morgenen en usædvanlig stærk kaffe. Deres folk fik dengang ikke, endnu kaffe, hverken om morgenen eller formiddag, dertil var den for dyr og lidt i brug. Det var derfor en stor herlighed, når hun om søndagen gav dem et par bønner til at koge levningerne op med (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Deres tjenestefolk:
De kunne i reglen nok holde tjenestefolk, vel var Anne Christine Wrang lidt skrap; men når de for resten gjorde deres arbejde godt, glemte hun snart igen, at hun havde skændt. De havde gerne 2 piger og 1 karl, undertiden havde de en pige, der var en slags mellemting mellem pige og jomfru, f.eks. Margaretha Bladt af Havnbjerg, Margaretha Petersen Bladt, der blev g. m. kromand, Frederik Petersen i Bromølle, Helene Tønnesen af Sønderborg, der kom til København og jomfru, Anne Sophie Gøtsche. Af deres piger mærkes: Anna Margaretha af Gundestrup, en flink og brav pige, der tjente i 14 år for 8 rigsdaler Cour. årlig løn, hvilket var en god løn for de tider. Hun blev g. m. karlen, Peder Nikolaisen, der tjente dem i 10 år og fik årlig i løn 16 rigsdaler cour. Desuden fik de noget tøj og lærred. De købte enkemand Cassous bryggers, som de indrettede til en bolig med have. Siden den tid forrettede hun gerne hverdagen på Augustenborg. Stedet tilhører endnu familien. Kathrine Skram fra Almsted, var en meget dygtig og stærk pige, der med lethed tog sin sæk korn på nakken, hvorfor hun gerne var brændepige. Men hun var hidsig ligesom sin madmoder, hvorfor de undertiden blev uenige og skiltes ad for nogen tid. Men efter nogen års forløb, vendte hun gerne tilbage og tjente dem flere gange på ny. Den halvtossede Ingeborg Tønnesen, der sikkert blev mere kendt under navnet ” Tante rare ” og den knibske Else Johans datter, der 1783 blev g. m. naboen, den tyvagtige Christian Johansen (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres godgørenhed:
De fortjener med rette den ros, at de var meget godgørende, både imod deres egne trængende slægtninge og byens fattige. Mad. Klausen og mad. Gøtsche nød meget godt fra deres hus. Flere børn havde de opdraget: Margaretha Petersen Bladt, Ingeborg Tønnesen og Lorentz Gøtsche. Byens fattige havde gerne deres bestemte dage, da de kunne hente mad, og ligeledes var byen inddelt i 3 afdelinger, der hver i sin tur kunne hente kærnemælk eller mælk i kroen. Ligeledes havde mange af byens småfolk penge til låns af dem (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Deres karakterforskellighed:
De var af karakter meget forskellige. Hun var en lille spinkel, men rask og behændig kone, hurtig og let i alle sine bevægelser, udrustet med en god forstand og en meget bestemt vilje. Der måtte være orden, fornuft og plan i det hele. Hun var heller ikke bange for modstand, troede hun at have ret, så søgte hun at føre sin sag igennem, hvad det så skulle koste. Hun var ikke blottet for ædlere følelser; thi hun havde et godt hjerte og var meget godgørende; men der måtte altid herske fornuft i hendes godhed. Han var derimod en stille, blid og kærlig natur, der let blev rørt til tårer, og i stedet for at leve i dette urolige og travle liv, havde han langt hellere hengivet sig til stilhed og ro, hvor han kunne have syslet med læsning og anden beskæftigelse. Deraf forklares også hans lyst til sang og musik. I de tidligere år, når ingen var der om aftenen, sang og spillede han så ofte for børnene. I opdragelsen lagde hun mere tugt og strenghed, han mildhed og kærlighed for dagen. Når han kom op om morgenen, var hans første forretning gerne at tælle kassen fra den foregående dag, børnene vidste da besked, de kravlede ind under bordet, og af og til trillede da en skilling igennem sprækken ned til dem, ” den gav han dem, men de måtte ikke vise den til mutter.” Fulgte han Jakob, der var i Havnbjerg på vejen, medgav han ham gerne et lille kræmmerhus penge, hvorimod Jørgen efter sin faders død, blot fik af sin moder 3 sk og 1½ sk til karlens drikkepenge. Med tårer i øjnene stod han stille, og så efter ham indtil han kom ham af sigte. Dog forkælede han ikke derfor børnene, han sørgede tværtimod for, at de fik en god opdragelse. Knud og Peter gik først nogen tid i skole hos degnen, Joh. Bartholin Bruhn i Ketting, og derefter et par år i Augustenborg skole, Jakob og Jørgen skulle studere og derfor betalte han for dem i Havnbjerg, hvor de logerede hos deres morbroder, degnen Joh. Johansen, for at kunne få undervisning i præstegården (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Hans sygdom og død 1783.
Han blev ikke nogen gammel mand. Da han var lille, korpulent, undersætsig og firskåren med kort hals, var han let udsat for engang at få et slag. Derfor havde hans nabo Dr. Arendt rådet ham til at bruge lovde?? kure, hvorfor han da fik sin kaffe ind på sengen. Der er dem der ville mene, at han har fået et slag af den stærke kaffe, han plejede at nyde. Faren lå nok snarere i hans konstitution. Da man en morgen bragte ham sin kaffe hen til alkovesengen i dagligstuen, hvor han lå, var han bleven ramt af sådant slag og kunne slet ikke tale. I 12 dage lå han hen uden bevidsthed, mens al lægehjælp var forgæves. På den 13. dag kom han igen til sin samling, men tale kunne han dog ikke, da hans tunge var bleven rørt. Det var dog kun en lysning mod enden; thi endnu samme dag d. 22. marts 1783 døde han til stor sorg for sin kone og børn. ”1783 d. 22. marts, som var på en løverdag kl. 1 slet om natten, blev vor salige fader Johan Peter Knudsen af Gud kaldet fra denne syndige verden,” findes optegnet af hans familie. Den 28. marts blev han begravet, ved hvilken lejlighed provst, M.R. With holdt en smuk ligtale og roste ham for hans kristelige og sædelige vandel. Han opnåede kun en alder af 63 år, og blev lagt under samme store sten, der dækkede hans forældres grav. På den nederste ende læses:” 1720 d. 3. sept. er den sal. mand Johan Peter Knudsen fød. 1783 d. 22. marts død i en alder af 63 år.” (Ketting kirkebog, stenen mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Både han selv og andre har gerne skrevet hans navn Johan Peter Knutzen og ikke Knudsen.
Hans enke blev endnu siddende for stedet fra 1783 – 90
Hans enke blev endnu siddende for stedet i 7 år indtil 1790 og bestyrede det med sin sædvanlige klogskab og dygtighed. Hun tog sin ældste søn Knud hjem fra Sønderborg, for at gå hende til hånde. Der foregik også samtidig forandringer med de andre sønner: Jakob kom 1783 ind på skolen i Odense, og Jørgen, der ligeledes skulle studere, kom ud af huset og indtog hans logi hos sin morbroder i Havnbjerg. 2 år efter blev Peter konfirmeret og kom da 1785 til Stolbro, for at lære landvæsen hos hendes fætter, gårdmand Jakob Wrang. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hun håndhæver stedets privilegium 1784.
Ligesom sin mand vågede hun med strenghed over sine og stedets privilegier, og her var herredsfoged Matthiesen hende en god støtte. Klaus Tønnesen forsøgte at brænde på sit nye sted. Men hun lod ham vide, at hun ville sagsøge ham, når han ikke lod det være. Den gamle smedekone Anne Eriksen, der ellers var hendes gode veninde, forsøgte selv at brygge alt det øl, som skulle bruges til hendes datters bryllup i Sebbelev, dette gjorde hun indsigelse imod, da det skulle tages i kroen. Men da hendes anden datter Anne Margrethe 1784 blev g. m. boelsmand Mads Hansen i Broballe, og deres fæsteøl stod i Ketting, forsøgte smedekonen ligeledes at omgå forbudet ved at lade brygge, brænde og bage i Broballe, og føre varerne til Ketting. Dette gode råd, havde hun vistnok fået af sin snu broder Hans Eriksen. Dette ville Anne Christine Wrang ikke lade gå upåtalt hen, men klagede til sin nabo, herredsfoged Matthiesen, der gav hende medhold og overlod til hende selv at bestemme mulkten. Hertil bemærkede hun, at hun ikke gjorde det for at berige sig selv, men for at hendes privilegier kunne blive håndhævede, og et eksempel statueres. Derfor bestemte hun, at hun skulle svare en bøde på 5 rigsdaler til sognets fattige. Smedekonen betalte boden, uden at det gjorde skår i deres venskab. Hun lånte endogså senere penge af hende. (mundtlig. fort. af præsten J. Knudsen).
Skarlagensfeber i huset 1788-89.
1788 i julen kom hendes søn Jørgen hjem fra Havnbjerg, hvor han lige i forvejen havde overstået en farlig skarlagensfeber eller sprinkelsyge, som vel snarere er en slags tyfus. Han fik tilbagefald i hjemmet, blev sengeliggende, og fyldte hele huset, med denne farlige smitte, så at, til en tid lå på én gang hans bror Knud, karlen og begge piger syge, alle med undtagelse af deres moder, der havde fuldt op at gøre, med at passe alle de syge, og tillige besørge husets daglige syssel. En dag kom Marie Kathrine Skram, der havde tjent flere gange i huset, men nu sad for sig selv, hos en broder i Brandsbøl, derom i besøg og tilbød hende sin tjeneste og hjælp, men også hun blev syg og måtte til sengs. I denne besværlige tid, havde hun god hjælp af en murermand fra Sønderherred, der havde arbejde ved Ketting kirke og lå i kroen. Han passede kreaturerne og den udvendige syssel. I denne tid var der næsten hver dag lig i Ketting sogn, og klokkerne lod sig tit høre. Dog havde hun den glæde, at alle de syge i hendes hus igen kom sig. (mundtlig. fort. af præsten J. Knudsen).
Hr. Herrns fallit truer hende med tab 1789.
Da denne besværlighed var vel overstået, forskrækkedes hun af en anden begivenhed. En godsejer hr. Herrn til Fresenhagen og Gårde ved Leck, havde til låns af hende 3000 rigsdaler. Han stod imidlertid på svage fødder og var ved at gå fallit. Hendes broder i Havnbjerg havde ligeledes en betydelig sum stående hos ham. Degnen og Knud Knudsen gjorde derfor en rejse til Flensborg, for at søge at få sagen bragt i orden. Hun var meget urolig for dem, da de nylig var komne sig efter den farlige sygdom, og det var en meget streng vinter. Sagen blev dog heldigt bragt i orden, de kom tilbage med pengene og hun og hendes søn havde de første dage travlt med at tælle de mange penge. En del af dem fik hertug Frederik Christian til Augustenborg siden til låns af hende (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Hendes nabo hr. Baron v. Bülow.
1787 solgte hof råd Matthiesen sit sted i Ketting til kaptajn Christian Frederik v. Bülow, da han blev overinspektør og flyttede derfor til Augustenborg. Denne mand købte også det andet gamle boel, lige overfor af farver, P.A. Lorentzen. Han lod sig kalde baron, hvad han dog ikke var, men var en fattig stodder. Han kom tit over i kroen, og lånte undertiden 10 rigsdaler, som han dog altid igen betalte. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Udskiftning i Ketting 1789.
1789-90 blev Ketting bys jorder udskiftet. Ved denne lejlighed fik kroen udlagt jord fra følgende steder:
1. Peder Knudsens fyrstelige øde kåd, Christen Lorentzens kåd, købt 1759, fik i marken 7sk. 3 r. 68 f., hjemme til haven havde det 36 r. 32 f.
2. Peter Knudsens fyrstelige kåd, som forhen Jakob Wrang har ejet 3 sk. 10 r. i marken og 4sk. 30 r. ved huset.
3. Peter Knudsens fyrstelige indersted 1 t. 1 sk. 28 r. 14 f. 42 tommer i marken og 28 r. 35 f. hjemme ved huset, altså i alt: 1 t. 2sk. 16 r. 49 f. 42 tommer (Ketting jordebog)
Arealet i marken blev udlagt samlet i overmarken el. ydermarken i en samlet mark, som endnu kaldes ”Askhøj”, således kaldet efter ” de brændte agre ”, hvor i gamle dage heksene brændtes. Den hele mark Askhøj ville altså omtrent udgøre 2 t. 5sk. land, men heri er dog vistnok en del boniteret jord. Jordebogen er underskrevet 1790 d. 30. maj af hofråd B. Matthiesen og hofråd, Joh. Hinr. Matthiesen, herredsfoged. Der beretter at kommissionen først ikke ville have lagt jord ud til det øde kåd, men da Anne Christine Wrang gik ind til dem, og fremlagde sine papirer, og truede med at lade sagen gå til proces, hvis hun ikke fik jord udlagt til det sted, som hendes mand havde købt, var den også villig til at udlægge jord til det omtvistede sted. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Det kunne synes påfaldende, at mens byens andre inderster kun fik hver 4 sk. land udlagt, deri det iberegnet, hvad stedet lå på, så fik dette sted derimod 10sk. 16 r. 49 f 42 tommer, men hertil må bemærkes at stedet fik, slet ikke jord af kommunen, denne jord havde det allerede i marken, førend udskiftningen kom i stand. Det var den jord, som Knabes kåd i gammel tid havde haft, men som 1701 ved fyrstelig benådning var bleven lagt til kroen. Dette var sket på fuldstændig lovlig måde og slet ikke ved svig. De kåd, som ikke tidligere havde haft jord, fik ved denne lejlighed 8 sk. Knabes sted fik af den grund ikke jord udlagt. Det er måske et spørgsmål, om der ikke snarere i kommissionen har været tvivl om denne sag. Den klaredes dog, da hun har fremlagt det gamle benådningsbrev fra 1701.
Hun går på aftægt 1790.
1790 overlod hun stedet til sin ældste søn Knud, og trak hun sig selv tilbage på aftægt, til sine forældres gamle sted bag kirken. I forvejen delte hun op med sine børn. Knud fik kroen med alt oplag kvit og frit; Peter fik til sin part straks 2000 rigsdaler; Jakob og Jørgen fik fri studering og skulle desuden hver have 1000 rigsdaler. Hun havde haft i sinde at ombygge det gamle sted, og havde i den hensigt anskaffet en del tømmer og sten. Men da hun ikke straks tog fat på arbejdet, blev der til sidst ikke noget deraf, og hun blev boende ” i den gamle rede ”, og fredede i mange år om alt, hvad hendes far havde plantet og opelsket. Disse materialer blev liggende i flere år, indtil Peter fik brug for dem, da han byggede Lysholm. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
Kroen bliver lejet ud til fremmede 1794.
1791 blev hendes søn Jakob kandidat og kom Jørgen ind på Odense skole. Den ældste søn Knud havde hun i sin nærhed, kunne daglig se ham omkring sig, og således leve glad og fornøjet på sin aftægt, fri for næringssorger. Men allerede 1793 mistede hun denne sin kære søn, det var et hårdt stød for hende. Hans unge kone blev igen gift ned på Bommerlund, hvoraf følgen blev, at kroen blev lejet ud til fremmede. Dog blev forpagteren Matthias Dideriksen Vogelsang, g. m. hendes tidligere pige, Kathrine Marie Skram. Hun så vel tit ned til hende og gjorde hende mangen tjeneste, men det kunne dog ikke blive et forhold, som da hendes egen søn levede på stedet. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hendes pige Kathrine Madsen 1793-95.
Det traf sig såvel, at hun i disse bedrøvelige år, havde en sjælden rar pige i sin tjeneste. Det var Kathrine Madsen, der fra byen, en søster til den senere kapitain Matzen i Ketting. Hun var dengang lige gået ud af skolen. Da hun den første aften var gået til sengs, hun lå nemlig inde hos hende i en seng for sig selv, spurgte hun lidt ængstelig:” om hun måtte bede sin aftenbøn højt, hvad hun altid var vant til hjemme. ” Læs du kun mit barn! og glem det aldrig, hverken morgen eller aften, ” svarede hun. Og således gjorde hun da hver aften. Efter at have tjent hende et par år, fik hun en anden større plads, og blev siden g. m. hertugens kusk, Andreas Andresen af Ketting. Gamle Andreas og kone var meget agtværdige folk. Han var siden i mange år fyrbøder hos enkehertuginde Louise Augusta på Palæet på Augustenborg. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hun spadserer til Østerholm 1796.
1795 blev hendes søn Jørgen student, og da rykkede hendes søn Peter nærmere, da han fik Østerholms stamparcel. Han flyttede den ud 1796 og byggede Lysholm. Den gamle var endnu så rask, at hun en dag i sommeren 1796 spadserede ned til Bommerlund og Østerholm med Jørgen, der var hjemme i ferien. Man lagde vejen over stien fra Elstrup til Bommerlund. Da de kom til Rønbakken, så de pladsen, hvor Lysholm skulle ligge. Hun var bleven tørstig, og de satte sig ned for at drikke af en lille kobberkedel, som hun havde købt til sin lille sønnedatter, Anna Christine Knudsen på Bommerlund. ” I dag drikke vi vand, men næste gang drikke vi vin min søn!” ytrede hun. Efter at have besøgt sin søn Peter på Østerholm, og familien på Bommerlund, kørte den første dem om aftenen hjem til Ketting. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Hendes sønner opholdt sig i hjemmet 1801-18.
Fra 1801-04 opholdt Jørgen som kandidat sig hjemme hos hende, og fra 1805-18 tog Jakob for bestandig fast ophold i hjemmet. Hun sad jo temmelig ene, og derfor ofrede de sig for hende. Måske har også frygt for hendes penge bidraget lidt dertil. Mærkelig nok er det, at man aldrig hørte til indbrud hos hende, da folk jo nok kunne formode at hun måtte have en del penge hos sig i huset; thi hun var meget villig til idelig at låne ud til byens mange småfolk og andre, der kunne stille større sikkerhed. Deraf kunne det jo mærkes, at der for det meste fandtes penge i huset. I den tid Jakob opholdt sig hos hende, mærkede han for resten en aften, da han var i færd med at gå til sengs oppe i piselen, at en mand gjorde et rask spring imod loftslugen for enden af huset for at støde den ind, og da den ikke gav efter, blev der kort efter taget et rask håndgreb i piseldøren, som dog holdt. Jakob gjorde nu alarm, og manden, som jo vistnok havde haft i sinde at gøre indbrud, løb sin vej op over højen i haven. Jakob syntes i ham at genkende den slemme Christian Johansen, der boede lige overfor kroen. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen)
Følgende fortegnelse, er måske ikke fuldstændig, kan den dog nogenlunde give os et begreb om hendes formues omstændigheder. Følgende mænd var hendes debitorer, hvoraf de fleste var småkårsfolk i byen Ketting, hvem hun havde forstrakt med mindre lån.
Hendes formues omstændigheder.
Lån:
1 2000 rigsdaler. Hertugen af Augustenborg
2 200 ” Peter Andersen, inderste i Ketting
3. 250 ” Jens Andersen, inderste i Ketting
4. 100 ” Christen Bonde, boelsmand i Lavensby
5. 100 ” Jakob Skrædder, inderste i Ketting
6. 70 ” Hans Jensen, boelsmand i Ketting
7. 130 ” Smeden Peter Svendsen i Ketting
8. 100 ” Provst Chr. Aug. Burchards i Ketting
9. 60 “ Nikolai Pedersen, inderste i Ketting
10. 20 ” Mads Christensen
11. 100 ” Hans Eriksen, slagter i Ketting
12. 50 ” Hans Christian Bødker, inderste i Ketting
13 300 ” Peter Knudsen, kromand i Ketting
14. 60 ” Jørgen Kock i Ketting
15. 90 ” Christian Klausen, boelsmand i Ketting
16. 50 ” Jørgen Gadmand, boelsmand i Holm
17. 20 ” Hans Sandvei, boelsmand i Holm
18. 50 ” Mads Frederiksen, boelsmand i Holm
19 300 ” Peder Bruun, boelsmand i Bro
20. 70 ” Peder Jessen, inderste i Ketting
21. 20 ” Hr. Vogelsang på Bommerlund
22. 100 ” Klaus Christensen, boelsmand i Bro
23. 20 ” Søren i Bro
24. 30 ” Matthias Hansen Møller, boelsmand i Ketting.
i alt 4290 rigsdaler
Altså denne sum 4290 rigsdaler. Cour. eller 6864 rigsdaler R. M., men her må bemærkes, at denne fortegnelse synes ikke rigtig at være fuldstændig, der er vistnok kun de penge, som ikke er blevne opsagte ved hendes død og er blevne overtagne af enkelte af arvingerne. Derimod kan hun jo gerne have haft en del kontanter liggende eller boet fået dette ind derved, at enkelte debitorer er blevne opsagte. Alligevel er det jo ganske godt, selvom hun ikke ejede mere end dette, når man ved, at hun allerede havde holdt 2 sønner frit til studeringen og endda givet dem hver 1000 rigsdaler, at hendes ældste søn havde fået kroen kvit og frit med besætning og alt vareoplag, og at den anden, Peter havde fået 2000 rigsdaler, til at købe sit sted for.
Hendes ko bliver sien.
På sin aftægt skulle hun også have en ko fødet i kroen; nu kunne det nok hænde, at den en tid om vinteren stod sien, (gold) og da fik hun ofte mælk og fløde fra Lysholm. Imidlertid skete der engang ved juletid, at hun ingen mælk fik derfra, så at hun ingen julegrød fik. Det tog hun meget fortrydeligt op, og slige misforståelser kunne nok undertiden indtræde imellem hende og hendes søn Peter på Lysholm. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). Men den slags ting hører jo med til de almindelige menneskelige svagheder, hvorfor især ældre folk let er udsatte, når de ville æres, blive vanskelige og mistænksomme når de andre sønner måske ikke have været fri for at styrke hende deri, for dermed at gøre sig selv så meget bedre. Det er et gran af egenkærligheden i naturen. På Lysholm kunne de måske selv have haft trang for mælk i denne tid, og man kan jo sige hertil, at fik hun ikke mælk, så havde hun jo selv godt råd til at købe sig den.
Hendes slægt vender tilbage til Ketting 1813.
1813 vendte hendes slægt tilbage til Ketting, da hendes sønnesøn, Johan Peter Knudsen tog imod kroen, som havde været lejet ud siden 1794. Nu var hun gammel og svag, og skønt hun havde sat sig for, at hun endnu engang ville op at se, hvorledes det stod til hos de unge folk i hendes gamle hjem, nåede hun dog aldrig så vidt, ja fra 1816 af ville hun slet ikke have genkendt det; thi da blev kroen bygget af nyt. Dette var noget, som man var ængstelig for at sige hende, da hun ellers let ville være bleven vred og man var derfor også bange for, at hun en dag skulle have sat sig for at tage derop. Hun blev dog deri forhindret, da hun i de sidste år led meget af gigt og anden svaghed, så at hun for det meste måtte bæres af og i sengen. Var hun først kommen op om morgenen og sat sig tilrette i sin lænestol, kunne hun dog skønt hun næsten var blind, vedblive at arbejde på sin rok, der var hendes kæreste syssel. Klædt i en gammel polonaise og helt sammentrukken i kroppen, var hun for længst ude af verdens mode, blot når man trængte til penge, vidste folk nok at indfinde sig. At hun var karrig var en usandhed, det modbevises derved, at hun altid var rede til at gøre godt og villig til at låne sine penge ud til folk der sad i små og trængende kår, hos hvem det tit var vanskeligt at få renterne og hvor de ofte blev eftergivet. Det er gamle folk let udsatte for en sådan dom, når de er formuende, og på deres gamle dage ingen fornødenheder og siger verden med al dens glæde farvel og især må høre det af dem som ikke kender dem og have mindre. Hun havde i sit liv altid bestræbt sig på at gøre godt på en fornuftig måde, men også hyldet en viis og forstandig sparsommelighed. Det sidste år kom hun næsten aldrig op af sengen og i en alder af 80 år døde hun 1818 d. 22. april. Provst Burchardi holdt ligprædikenen over hende, hvem hun gerne havde hørt, ligesom hans formand provst, M.R. With, så længe det var hende muligt at komme i Herrens hus. Hun kom ikke til at hvile hos sin mand og sine børn, der hviler i kroens begravelse, men hun kom ned i en grav, ved siden af sine forældre, der hviler i dette steds begravelse. Hendes sønner lagde en stor og smuk sandsten af brunagtig farve over hendes grav, på hvilken læses hendes fødsels- og dødsår.
Børn:
1. Anne Knudsen, f. 1758 d. 16. maj som var på den 3. pinsedagen. Anne som var ældste barn, f. om eftermiddagen kl. 4½, og døbt d. 19. maj. mad. Gøtsche i Hannevedskov holdt hende over dåben. Faddere: Jørgen Bladt, smed af Havnbjerg. Hans Philip Stephansen af Ketting. Johan Degns hustru af Havnbjerg og jomfru, Charlotte Nielsen af Augustenborg. Hun var som lille pige malet på en væg nede i sine bedsteforældres hus. Som en lille pige var hun også engang med sin far omme i Havnbjerg hos pastor, L. Wegersleff, der morede hende ved at spille på et lille positiv, der stod i salen, hvorom hun hoppede og var glad. 1765 d. 23. dec. om formiddagen kl. 11½, døde denne, vores datter Anne salig i herren udi børnekopper. Hun blev begravet d. 28.dec., 7 år gl. (Ketting kirkebog, faderens optegnelser og præsten J. Knudsen).
2. Jakob Knudsen. 1759 d. 8. okt., er Jakob f. om formiddagen kl. 11, Han blev døbt 11. okt. Hans bedstefar Jakob Wrang, holdt ham over dåben. Faddere: gartner Stephan Petersen på Østerholm, møller Peter Andresen i Havnbjerg. Hans Hansens hustru i Bro. Tidligere jomfru Sophie Brunckertzen og Margaretha Jørgens datter Bladt i Ketting. Som lille barn er han malet på en væg i sine bedsteforældres hus. Han led af en brokskade. 1763 d. 10. dec., som var på en løverdag er Jakob salig hensovet om formiddagen kl. 9. Han blev begravet tirsdagen d. 14. dec i en alder af 4 år (Ketting kirkebog, faderens optegnelser og mundtlig fort. af præsten J. Knudsen).
3. Knud Knudsen, f. 1761 d. 17. sept. om aftenen kl. 11. Han fik stedet i Ketting.
4. Ingeborg Knudsen, f. 1763 d. 1. dec som var på en torsdag er Ingeborg født om eftermiddagen henimod kl. 5. Hun blev døbt tirsdagen d. 6. dec. og holden over dåben af sin bedstemoder, Ingeborg Wrang i Ketting. Faddere: skipper Jakob Aagesen i Ketting. Peter Andreas Lorentzen på Rumohrsgaard, mad. Gøtsche i Hanneved og jomfru Klausen i Sønderborg. Som lille pige er hun malet, siddende på sin bedstemoders skød, på en væg i deres gamle hus. 1767 d. 19. okt. om morgenen kl. 2 slet, som var på en mandag bortkaldte Herren hende ved en salig død. Hun blev begravet løverdagen d. 24. okt i en alder af 4 år (Ketting kirkebog og faderens optegnelser).
5. Jakob Knudsen. 1766 d. 3. dec som var på en onsdag er Jacob den anden født om eftermiddagen kl. 1 slet. Han blev theol. Kandidat. Se §13.
6. Johan Peter Knudsen. 1768 d. 18.okt, som var på en torsdag om eftermiddagen kl. 2 slet er Johan Peter født. Han blev ejer af Lysholm. Se § 14.
7. Jørgen Knudsen. 1772 d. 8. nov som var på en søndag morgen kl. 4 er Jørgen født, se bind II § 16.
|
