§ 5. Pedersen II Gartner Steffen Petersen på Østerholm med afkom.
A. Familien Petersen.
S. 45 - 56
Steffen Petersen, gartner på Østerholm, død 1763. Han var den yngste søn af kådner, Peder Hansen Kramer og hustru Anna Peders Datter i Ketting, f. 1709. han havde lært gartneriet og var i en del år svend hos den bekendte gartner Voethmann i Sønderborg. Her kom han fra, da han 1747 d. 2. okt., på auktionen købte den gamle gartnerbolig på Østerholm tilligemed den dertil hørende slotshave for 149 rigsdaler. Cour. og en årlig kanon af 2 rdl. Cour. til den kongl. kasse på Nordborg. Ifølge købekontrakt, opsat af den daværende amtmand på Nordborg slot, grev Danneskjold Samsøe, overlades den til Østerholms Ladegaard, Nordborg amt hørende lille lysthave, tilligemed gartneri, huset til gartner Steffen Petersen, for øjeblikket i Sønderborg, på følgende betingelser:
1). bemeldte lille lysthave, således som den for øjeblikket er i sin udstrækning, omgivet af stenmure og hegn, med alle de frugttræer som findes af hvad navn de end nævnes, såvel som alle de aske, elle, hassel og buskads, intet undtagen, og det i den store frugthave stående gartnerhus på 19 fag, sælges og overlades til gartner og køber Steffen Petersen til uigenkaldelig arv og ejendom, så at han,
2). dermed kan skalte og valte efter behag, sælge og bortpante det som sin øvrige ejendom,
3). både hus og have overleveres ham i den stand og efter den beskaffenhed, hvori det til Mortensdag skal udleveres af gartner Christian Hansens arvinger ifølge det med denne oprettede instrument fra 1723 d. 9. juli.
4). stenmure og hegn skulle efter gammel skik og ret vedligeholdes af godsets undersåtter, så at han ikke deri skal lide nogen hindring eller skade,
5). frugten og nytten af haven tilhører indtil Mortensdag bemeldte afd. Christian Hansens familie, som da også skulle erlægge de 2 rdl. recognition,
6). køberen betaler 149 rdl. cour. og årlig 2 rdl. recognition, 2 rdl. D.kr., altså første gang 1748, hvorimod han bliver frilagt for alle senere afgifter og pålæg, hvad navn de end føre. Sket i Nordborg d. 21. okt. 1747. U.A.C. Danneskjold – Samsøe, amtmand, Johan Christian Ambders, kongelig herredsfoged og amtsforvalter. H. Maynardus, husfoged og Steffen Petersen.
Denne kontrakt stadfæstedes af kong Frederik d. 5., dat. Christiansborg d. 17. nov. 1747; i alle sine punkter, dog med det forbehold, at fritagelsen for alle senere pålæg, kun gjaldt om fredstid; men at han skulle være forpligtet til at bære, efter forhold, sin andel af alle ekstraordinære pålæg i krigstid ( dokument på stedet ).
”Den lille lysthave ”, 1747, hvorom der her er tale er et stykke af stedets grund, der strækker sig nord for huset langs den offentlige vej på begge sider af indkørselsvejen til den gamle herregård. I slottets velmagtsdage var altså denne slotshave delt i 2 dele, der adskilles ved vindebroen. Den lille part nord for vindebroen blev omkr. 1840 solgt til Lysholm og indlemmet i den store eng, den anden større part syd for vindebroen har i mange år været benyttet af stedets ejere til frugthave. Det lille stykke der nu tilhører Lysholm, skal efter sagnet have været en lille blomsterhave eller krudgård.
Den store frugt- og køkkenhave erhverves 1747.
Ifølge købekontrakt af Sted og Dag, som den foregående, købte gartner Steffen Petersen ligeledes den til Ladegården, Østerholm, Nordborg amt, hørende frugt- og køkkenhave for 1100 rigsdaler. Cour. og en årlig rekogntion på 4. rigsdaler. d. kr. til den kgl. kasse i Nordborg. Betingelserne omtrent de samme som ovenfor:
1). den store frugt- og køkkenhave er omgivet af en ringmur og strækker sig mod østen lige til slotsgraven.
4). for fremtiden fritages de, til deres have hørende kådnere, for den ydede håndtjeneste og dagsarbejde, hvormed køberen intet har at skaffe.
5). den frie græsning af 2 køer hos gårdens forpagter, falder for fremtiden bort (dokument på stedet) Den her benævnte store frugt- og køkkenhave, der forhen lå til slottets brug, har strakt sig langs omkring den på den sydlige og østlige side af slotsgraven, således at den del nærmest stedet vel har været køkkenhave og den fjernere del mellem slotsgraven og det såkaldte Lysholms Rum dengang var skov, har været frugthave. Her havde stedet endnu indtil hen imod 1850 en udmærket abildgård; men da den lå for afsides blev træerne efterhånden fældede og stykket gjort til mark.
Har strid med herredsfoged Pfaltz 1749.
I disse forskellige haver voksede foruden frugttræer en mængde andre forskellige slags træer: Eg, bøg, ask, el, hassel m.m., hvilket gartneren ikke havde brug for. Han holdt derfor selv auktion over træerne og solgte dem. Herover kom han i strid med den kgl. herredsfoged Hr. Carl Gustav Pfaltz på Nordborg, der nedlagde indsigelse imod denne ret. Steffen Petersen søgte amtmanden. Grev Danneskjold – Samsøe, meddelte ham, dat. Nordborg slot 1749 d. 5. okt., den besked ” at Herredsfogden ikke kan påvise, hvad ret han har til at hindre en auktion over træer og buske af en selvejer, således som sket er d. 10. feb. f. år, at han derfor i fremtiden ikke må forbyde en sådan auktion og heller ikke her ret til at kræve gebyr derfor. Dog er det alligevel på grund af den kgl. skovs nærhed ønskeligt for Steffen Petersens egen sikkerhed, at han tager en kgl. skovbetjent til hjælp derved, og tillige meddeles det ham, at denne frihed ikke strækker sig til auktion over møbler og andet løsøre og gods.” Til gartner og proprietær, Steffen Petersen på Østerholm ( dokument på stedet ).
Hans giftermål 1750.
I de 3 første år Steffen Petersen opholdt sig på Østerholm, forblev han ugift. 1750 d. 10. juli blev Steffen Petersen, gartner på Østerholm, trolovet med Kirsten Andersen af Nordborg (Nordborg kirkebog), en datter af Klaus Andersen, forhen forpagter af forskellige herregårde, for tiden ejer af den såkaldte ”Aichelbergske Frigaard ” på Nordborg. 1750 fredagen efter 20. trin. søndag blev Steffen Petersen g. m. Kirsten Klaus Datter af Nordborg (Egen kirkebog). Ved dette ægteskab blev denne familie både på min faders og moders side, beslægtet med denne familie. Dette kan ses af den følgende slægtstavle:
Peder Kramer, kådner Klaus Andersen ejer af
I Ketting , død 1728. Aichelbergske gård på Nordborg død1765
Steffen Petersen, gartner Ingeborg Peders datter Nikolaj Andersen ejer Kirsten Andersen
på Østerholm, død 1763 i Ketting, død 1771 af Østerholm stamparcel g. m. Steffen Petersen
g m. Kirsten Andersen g. .m. Jakob Wrang død 1804 på Østerholm
Peter Petersen, forpagter - Anne Kirstine Wrang Marie Elisabeth Andersen Anne Johanne Andersen
af Søbo i Fyn g .m. Joh. P. Knudsen i Ketting g. m .Christian Frost g. m Johan Peter Knudsen
forpagter af Søbo skibskaptajn på Nordborg til Lysholm
Peter Petersen, Niels Petersen Johan Peter Knudsen Knud Knudsen forpagter af Søbo
sømand. til Lysholm i Ketting. Christine Margrethe Frost g. m. Niels Petersen Johan P Knudsen, Ketting Sømand
Til bryllup i Ketting, 1756.
1756 d. 4. nov. var han til bryllup i Ketting kro til Johan Peter Knudsens bryllup, med hans søsterdatter, Anne Kirstine Wrang, ved hvilken lejlighed han har foræret en sølvske, hvorpå hans navn og årstal findes. 1759 har han stået fadder til deres ældste søn Jakob (Ketting kirkebog). 1752 stod Steffen Petersen tilligemed Jakob Wrang af Ketting, fadder til sin svoger skipper Christian Leymanns datter Eleonora Elisabeth af Asserballeskov (Asserballe kirkebog) Skipper Christian Leymann var g. m. Eleonora Elisabeth Andersen af Nordborg, en søster til Steffen Petersens kone Kirsten Andersen. 1751 anskaffede byen Elstrup til fælles brug et ligklæde, hvilket 3 mænd på Østerholm også havde ret til at benytte, Steffen Petersen Gartner, Hans Madsen, kromand, Kirsten Hanses (et gammelt dokument i Elstrup byarkiv).Af forpagetere på Østerholm i hans tid kunne mærkes. 1. Jørgen Brodersen, død 1755, 2. Johannes Brandt fra 1755-1762, han var søn af provst Peder Brandt i Guderup og blev ejer af gården Hjortholm på Kegnæs, hvor han døde 1814. 3. Nicolai Andersen fra Nordborg fra 1762-1768, blev ejer af Østerholm stamparcel, hvor han døde 1804. Han var en svoger til Steffen Pedersen. På Østerholm mølle fandtes dengang 1. Møller Christian Hansen af Vestermølle, død 1749. Denne søn Hans Christensen, død 1772, han var også i svogerskab med hans kone. Anno 1763 d 1 marts død og d 8 marts begravet Steffen Petersen, gartner på Østerholm, født 1709 i en alder af 54 år (Egen kirkebog). De havde kun et barn Peter Petersen født 1751, han blev forpagter på Søbo i Fyn og døde på Langeland, se nedenfor.
Jes Christensen Juhler,
ejer af dette sted på Østerholm, død 1807.
Steffen Petersens enke, Kirsten Andersen indtrådte i et nyt ægteskab.” 1764 d. 16. okt. blev Jes Christensen Juhler af Elstrup g. m. Steffen gartners enke på Østerholm ” (Egen kirkebog ). Denne mand var f. 1729 på det inderstested ved dammen i Elstrup, hvor i den sidste tid drejer, Jørgen Hansen Dam har boet. Hans far Christen Jessen var hjulmand i Elstrup og døde 1760, 63½ år gl. Hans mormor var fra Munkbrarup i Angel, og i mange år en meget duelig jordemor for Igen sogn. 1781 døde Margaretha, sal. Christen Jessen Hjulmands enke af Elstrup. Hun døde på Kismishus eller Kismushøj, var en forstandig fostermoder i mange år, 80 år gl (Egen kirkebog). Foruden Jes Christensen Juhler havde de endnu en anden søn, Hans Christensen Juhler, der i flere år ejede en bondegård i byen, Dyndved og til sidst beboede et lille sted ved Nordborg. Han var g. m. jomfru Sophie Elisabeth Fangel, en søster af provst hr. Holger Fangel i Nordborg. En søster Mette Marie Christens datter blev 1764 g. m. Christen Hansen, hjulmand i Elstrup og fik stedet. Hun døde 1775, 38 år gl. Christen Hansen, hjulmand blev atter gift og byggede sig et sted på Kismushøj, ved Elstrupskov 1779 og her døde altså hans gamle svigermor hos ham 2 år efter. Disse 2 brødre har altså taget navnet Juhler, efter deres faders profession
Han var kusk hos amtmand, baron Johan Wilhelm Teufel von Pirckensee på Nordborg 1755.
Efter deres moder arvede brødrene snilde og dygtighed, og havde fået en god opdragelse i hjemmet; i flere år tjente de derfor med megen troskab den daværende amtmand over Nordborg amt Hr. Baron Johan Wilhelm Teufel von Pirckensee. Hans Juhler som lakaj og Jes Juhler som kusk. Da baronen var fra Tyskland, gjorde han ofte en rejse til dette land og da ledsagede de ham begge på en sådan tur. Hans Juhler var da gerne tillige kassemester på rejsen. Således var de med deres herre på rejse og sejlede på Rhinen, den dag da staden Lissabon gik under i det store jordskælv 1755 d. 1. nov. Også her ved Rhinen mærkede de godt jordskælvet, hvorom de siden vidste en del at fortælle. Det var en god tjeneste og et godt herskab og da de var sparsommelige, erhvervede de sig en lille kapital, gjorde fordelagtige giftermål og kom derved ind i ret gode stillinger. En lakaj og kusk hos et herskab gjaldt i de tider mere end i vore dage. Det børstede almuestøvet af bondekarlen, og ledte ham et trappetrin op i et højere samfundslag, han selv blev let til ”Fatter” og fik en kone der om søndagen bar piberundt eller natkappe.
Han køber land til stedet 1768.
Ved sit giftermål kom Jes Juhler nu ind på dette sted, han må da have lagt sig efter havevæsen; thi det skulle familien nærmest leve af, siden der dengang endnu kun hørte til stedet de forhen til slottet hørende haver. Den vigtigste indtægtskilde har vistnok i gode år været frugttræernes rige grøde. Det var altså ikke megen jord der lå til stedet, og han har vel tit nok ønsket sig det, men den var ikke let at få, da man alle vegne var omgivet af herregårdens marker. 1768 blev imidlertid gården Østerholm udparcelleret, her tillod sig en god lejlighed til at erhverve mere land til stedet, han benyttede den og købte på auktionen 1768 d. 25. jan. af denne gårds areal 13 tdr., 2 skj., 32. roder, a 320. R. til 1 tønde beliggende i det såkaldte ”Møllekobbel ”, på begge sider ad vejen op til møllen. Købekontrakten blev oprettet d. 29. dec. 1768 og stadfæstet 1769 d. 18. april. I amtsregistret stod den derimod kun ansat til 12 tdr., 13 11/16 skæp. land. De 2 haver både lysthaven og den store frugt- og køkkenhave angives til 6 tdr. land stort mål, således at der nu hørte til stedet et areal på 19-20 tdr. land (dokument på stedet ).
Han forpagter Østerholms stamparcel 1772-93.
Hans svoger Nikolai Andersen, der fra 1762-68 havde været forpagter af Østerholms herregaard, købte ved denne lejlighed stamparcellen, med et større areal og blev boende her indtil 1772, da han blev forpagter af Gammelgaard. Han forpagtede da stamparcellen ud til sin svoger Jes Juhler, der nu flyttede ned på den fordums herregård Østerholm og vedblev at sidde for denne ejendom fra 1772-93, så længe Nikolai Andersen forblev på Gammelgaard. Juhler forstod nok at tage frugten af denne gård, thi da hans egen jord lå nærved men lejejorden langt borte, smurte han hovedsagelig gødningen i sin egen jord. I de første år Juhler her var forpagter led han meget af kvægsygen, hvorom de mange nedgravede ben i frugthaven endnu vidne. Mange af hans køer døde, for at frelse de tiloversblevne, fik han dem indsat hos andre folk, således havde manden på ”Nyleisbjerg” 2 af hans køer på sin stald, hvoraf de havde megen mælk. Da disse køer kom tilbage, udgjorde de den bedste del af flokken, de så godt ud i huld, medens de fleste andre var udmagrede. De boede meget hyggeligt og rart i den gamle herregård, hans lille nette, meget venlige og forekommende kone havde mange blomster i haven, nu prangede de mange røde pioner frem for andre, hvoraf hun plukkede en hel mængde til den lille, Jørgen Knudsen, da hans forældre engang besøgte dem (mundtlig fort. af min plejefader præsten J. Knudsen og Karen, Jes Sundeboes kone på Østerholm).
Her på Østerholms stamparcel døde hans hustru Kirsten Andersen.” 1791 d. 30. juli døde mad. Kirsten Juhler, gartner og forvalter Jes Juhlers kone på Østerholm i en alder af 66 år gl. (Egen kirkebog). Hendes broderdatter på Lysholm skal have lignet hende meget, både i sit væsen og udseende. En ligsten lå i mange år over hendes grav med indskriften over hende og begge hendes mænd. Den tog en af stedets senere ejere Frederik Vogelsang bort.
Hans sidste levetid 1793-1807.
Da Nikolai Andersen 1793 ophørte at være forpagter på Gammelgaard, trak han sig igen tilbage til sin ejendom på Østerholm. Jes Juhler måtte da opgive sin forpagtning og flyttede tilbage til gartnerstedet, hvor han kunne holde 2 heste og 6-7 køer
I 1792 lod han bygge et nyt pænt hus. Murermester Christian Christensen i Ketting har bygget det. Efter konens død holdt hans søsterdatter, Margrethe Christensen hus for ham, hun blev siden g. m. bolsmand, Frederik Petersen Wrang i Guderup. Når den lille fine og spinkle mand gik hjemme, var han altid bondeklædt og man så ham slæbe en masse græs hjem fra skoven, hvortil folk fik lov, når de plantede et bestemt stykke med træer. Tog han ud var han lidt finere klædt. Når hans bukke ville pille barken af træerne i frugthaven, ”knostrede” han dem dygtig. I det hele lod han til at være en gammel ”skrol” og noget hidsig mand, men i øvrigt havde han folk længe i sin tjeneste. Vognmand Hans Peter Brandt i Sønderborg tjente ham i en del år for karl og kørte i kirke for ham, ved hvilken lejlighed han altid vakte lidt opsigt, da hans køretøj altid var meget smykket med blankt messing. ( Karen, Jes Sundeboes kone på Østerholm ).
Han overtager selv vedligeholdelsen af hegnene omkring slotshaven, 1805.
1805 d. 8. maj indgik hans søn Steffen Juhler på sin fars vegne på Egen Herredsting i Svenstrup ” en overenskomst med herredets 8 synsmænd, Hans Christensen Nymand i Sjellerup, Peter Petersen af Elsmark, Hans Jakobsen af Svenstrup, Jørgen Hansen, Hans Jørgensen, Peter Nymand, Christian Rudolf og Jørgen Wrang ” på begge len Hjortspring og Østerholms vegne ”, at Jes Juhler selv for fremtiden skulle overtage hegnenes vedligeholdelse om slotshaven, imod engang for alle at få af hver bolsmand i herredet 24 skilling (dokumenter på stedet). 1807 d. 19. aug. døde parcellisten på Østerholm, Jes Juhler og blev begravet d. 24. aug., 78 år gl. ( Egen kirkebog).
Børn
1. Steffen Juhler, f. 1765. parcellist på Østerholm.
2. Emilius Christian Juhler, f. 1767. parcellist på Sandbjerg.
Steffen Jessen Juhler
Steffen Jessen Juhler, død 1811, var en søn af ovenstående forældre, f. 1765 i Østerholms gamle gartnerhus; han blev døbt d. 6. okt. på 18. søndag efter trin., ved hvilken lejlighed der blev ofret 4 mk. Han lærte gartneriet hos den gamle gartner, Jakob Ibsen på Gammelgaard, men kom siden atter hjem, og forblev hos faderen, indtil han ved dennes død 1807 arvede stedet. Han gik altid med lang pisk i håret og har podet de høje taksbuer i haven. Skønt han forblev ugift, havde han i sine unge år været forelsket i Marie Sophie fra Notmark, en ung smuk og rask pige, der tjente hos dem på Østerholms herregaard; men han måtte ikke få hende for faderen, hvilket gik ham nær til hjertet.
Greven på Sandbjerg der var skilt fra sin gemalinde; så engang denne pige ved et dansegilde i Fynshav, blev forelsket i hende og lod hende kort efter komme til sig. Hun blev nu hans maitresse og fødte ham flere børn på Sandbjerg. Når Steffen Juhler senere engang imellem besøgte sin bror på Sandbjerg, gjorde det ham altid meget ondt at høre tale om denne pige. Til sidst blev han underlig i hovedet derover og slog sig i de sidste år slemt på flasken. Til husholderske havde han først Anna Kathrine Skolemester, der blev g. m. Jørgen Christensen Vogt, parcellist på Østerholm, og derefter hendes søster, der blev g. m. parcellist Frederik Frederiksen på Strelbjerg. De var begge fra stedet ”Frydenlund ” på Østerholm. ( Karen, Jes Sundeboes kone )
1811 d. 23. juli døde og d. 27. juli blev begravet ungkarl Stephanus Juhler fra Østerholm, 46 år gl. stedet tilfaldt nu hans halvbroderr Peter Petersen. ( Egen kirkebog ).
Emil Christian Juhler
Emil Christian Juhler, ejer af Sandbjerg, død 1834, var ligeledes en søn af ovenstående forældre, f. 1767 på Østerholm og døbt på allehelgensdag d. 1. nov., ved hvilken lejlighed der blev ofret 8 mk 14 sk. I sine yngre år havde han været faktor elle købmand på Island for den såkaldte rige købmand Jes Thomsen på Nordborg, der var g. m. hans moster. På denne måde tjente han en del penge, hvorfor han siden købte stamparcellen af den siden 1787 udparcellerede gård Sandbjerg i Sundeved. Her levede han ugift og havde i mange år til husholderske Christine Voigt fra Asserballeskov. Der var et søskendebarn til den gamle mad. Knudsen på Lysholm. Derfor kom hun efter Juhlers død først til Lysholm og døde hos en søster på Frederikshof. Emil Juhler efterlod sig ved sin død 1834 en ret anseelig formue; hans ejendom Sandbjerg til 100 skattetønder land blev solgt ved auktion 1834 d. 17. nov. og følgende dage. Hans eneste arvinger var børnene til hans halvbror Peter Petersen. ”de faldt straks ind på gården, kørte ud og brugte på fuld kraft ”, og inden få år var alle hans penge satte over styr. ( mundtlig fort. af Mad. A. Joh. Knudsen på Lysholm, præsten J. Knudsen i Hagenbjerg – Karen, Jes Sundeboes kone på Østerholm, og gårdmand Christen Asmussen i Sottrup)
Peter Petersen, gartner på Langeland
Peter Petersen, gartner på Langeland, omk. 1772, var en søn af gartner Steffen Petersen og hustru Kirsten Andersen på Østerholm, f. 1751 og døbt onsdagen efter 11. trin. søndag d. 25. aug. af provsten Peter Brandt i Guderup, ved hvilken lejlighed der blev ofret 3 m. 5. (Egen kirkebog). Han lærte gartneriet hos gartner Jakob Ibsen på Gammelgaard og blev af hr. Jørgen Thomsen, ejer af Hjortspring anbefalet til Grev Ahlefeldt på Langeland, hos hvem han en del år var gartner. Greven var meget veltilfreds med ham og overlod ham senere i forpagtning gården ”Pæregaard ” i Tranekjær sogn. Den var en ret anseelig gård på 23 tdr. hartkorn, og her var han indtil 1811, da han ved sin halvbror Steffen Juhlers død arvede sit fødested på Østerholm. På Langeland var han 1 gift med en bondedatter fra Tranekær sogn, med hvem han havde to døtre, efter hendes død ægtede han 2. gang Anna Jørgensen, en datter af Jørgen Andersen, Klingstrup ved Svendborg, og hustru Karen Andersen.
Han har måske været forpagter, enten af Gammel Klingstrup eller Ny Klingstrup, der ligger i Skaarup sogn ved Svendborg. Når det derfor er fortalt at hans anden kone var en bondedatter fra Tved ved Svendborg, kan dette kun forklares på denne måde, at hendes far først har haft en bondegård i Tved, og siden er bleven forpagter af den ene eller anden af de 2 gårde Klingstrup.
På Østerholm boede han i 6 år fra 1811 – 17. Her døde hans hustru. 1812 d. 16. juni døde Anna Jørgensen gift med hr. Petersen på Østerholm, 35 år gl. efterlader sin mand og 7 levende børn, og mærkeligt nok, samme dag døde hendes moder. 1812 den 16. juni døde Karen Andersen fra Fyn, enke efter afgangne Jørgen Andersen, Klingstrup, i en alder af 85 år. Moder til den foregående og efterlader 3 børn i Svendborg, Rudkøbing og Rødby, de blev begravede den 20. juni. (Egen kirkebog). Da Petersen imidlertid havde forpagtet herregården ”Søbo” på 23½ t. hartkorn i Jordløse sogn på Fyn, besluttede han at sælge sin ejendom på Østerholm. Ifølge købekontrakt, dateret i Egen Ting i Svenstrup kro. 1817 d. 25. juli solgte han til Johannes Jakob Torvelsen 1 skæppe Land, der mod vest grænsede til Jens Knæps have for 60 rdl courant, imod at hans kone årlig skulle gøre tre dage i høstens tid, den ene som høster og den anden som optager. Denne mand byggede da det hus nærmest ved Møllevejen. 1818 den 10. jan. blev den hele ejendom opråbt til auktion, dels samlet under et, og dels forsøgt solgt i mindre parceller, hvilket sidste blev antaget og stadfæstet af Amtshuset d. 16. marts. Ved denne lejlighed købte ejeren af Bommerlund, hr. Matthias Vogelsang, stammen med de gamle slotshaver for 2020 rdl. Cour. eller 3232 rigsdaler. R. M. Mølleren Hans Hansen til Egebjerg mølle købte 1, 2, 3, og 4 parcel for 1100 rigsdaler. Cour., men ved et senere opbud betalte han 1400 rigsdaler Cour. eller 2240 rigsdaler. R. M. Skovfoged, Christian Jørgensen Dreier fik ved et senere opbud 5 og 7 parcel for 840 rigsdaler. Cour. Eller 1324 rigsdaler R. M. Parcellist, Christian Mikkelsen på Malkestedet eller Frydenlund, fik 6 parcel for 325 rigsdaler Cour. eller 520 rigsdaler. R. M. Parcellist, Johannes Jacob Torvelsen fik 8 parcel for 370 rigsdaler courant. eller 592 rigsdaler. R. M. I det hele fik altså Petersen for sit sted 4955 rigsdaler Cour eller 7908 rigsdaler, hvorfra omkostningerne skulle fradrages. (dokument på stedet).
Petersen har da vistnok tiltrådt forpagtningen af gården, ”Søbo”, til april eller maj 1818. Af hans breve kan det ses, at han var idelig i pengeforlegenhed, og at det gik ham meget skævt. Han var en skikkelig og brav mand, der gerne ville fremad og spare på det han kunne; men han sad på denne gård, lige i den allerværste tid, desuden var han uheldig, og satte til sidst alt til, hvad han ejede. Hertil kom at han var meget pedantisk og forfængelig, hvad der vistnok bidrog noget til, at han solgte sit sted på Østerholm, for at få noget større i hænderne. 1826 var han endnu på Søbo, men til sidst måtte han dog gå fra gården, da han ikke kunne klare sig; og da han havde tilsat alt, tyede han til den ældste datter på Langeland, hvor han døde. (mundtlig fortællinger af og breve til præsten Jørgen Knudsen i Havnbjerg).
Børn:
1). en datter der blev g. m. en bonde, Gotfredsen i Tranekær sogn på Langeland. Han var en uægte søn af grev Ahlefeldt og fik en god bondegård i fæste. Han var en stræbende pæn og agtværdig mand, og hun en brav og huslig kone. Det gik dem derfor meget godt. Hun levede endnu 1853 og var da en gammel kone på 80 år.
2). en datter, der blev g. m. grevens jæger, Hedegaard og fik med ham en bondegård i fæste. Hende gik det også godt.
Disse to børn, var af den første, de følgende alle af den anden kone.
3). Steffen Petersen, den ældste søn, var 1814 ff på herredskontoret i Rudkøbing som fuldmægtig. Han var allerede dengang en stolt og forfængelig nar, der undertiden ikke vidste om han ville hilse sin slægtning, Jørgen Knudsen, der dengang var kapellan hos amtsprovst, Lund i Rudkøbing. For resten havde han velyndere, og iblandt disse forskaffede toldinspektør Blom ham senere en post som kontrollør i Grenaa. Han var g. m. jomfru Haugsted fra Fyn, en datter af hans fars principal på Søbo. Men han var en liderlig og forfalden mand, der blev afsat fra sit embede og endnu søgte hans flinke og brave kone ved sine hænders gerning at forsørge familien. Til sidst måtte han ty til betlestaven, og kom engang i denne forfatning til Havnbjerg præstegård i et par tøjsko, i det værste morads, for at låne 1 specie. Min gamle plejefar ville forære ham 2 specier, men han ville blot betragte det som et lån, på anden måde ville, og kunne han ikke, tage imod pengene. Den Gamle foreholdt ham da hans tåbelige forfængelighed og indbildskhed. Endelig tog han da imod de 2 spec, men forlod straks huset, og har siden den tid ikke tiere ladet sig se.
4). Sophie Petersen blev tilbage på Lysholm, da hendes far 1818 flyttede til Fyn. Hun opførte sig imidlertid her meget slet, holdt slemt maskepi med pigerne og fortrædigede på enhver måde sin gode madmor og tante, mad. Knudsen, hvorfor de igen gerne ville af med hende. Hun talte godt for sig og gjorde sig ved det første møde let yndet af folk. Da derfor præsten Jørgen Knudsen fra Tanderup på Ærø engang var i besøg på Lysholm, blev det bestemt, at hun skulle følge dem til Ærø. Hun har altså været flere år på Lysholm. Det varede imidlertid ikke længe førend hendes slette sider også stak frem i Tanderup præstegård, thi hun bolede med karlen og slæbte alle slags fødevarer ud af huset til hans familie i byen. Præstefamilien havde nu nød til at slippe hende, thi når der blev talt herom fik hun altid krampe og dånede hen. Endelig kom hun tilbage til Søbo, hvor hun opholdt sig nogle år. Omsider blev hun g. m. en velhavende købmand Obel i Sæby. Han var vel en del år ældre end hende, men en venlig brav mand. Alligevel varede det ikke længe, førend hun ved sin ødselhed og slette husholdning satte alt overstyr, så han til sidst blev en elendig stodder, der engang kom til præsten Holger Fangel i Højbjerg i Jylland for at tigge. Det var så omtrent 1840. Hun var imidlertid rendt fra ham og havde taget ophold hos sin broder Steffen Petersen.
5). Johan Detlev Petersen havde et bageri, g. m. en datter af en bager i Odense og nedsatte sig som bager i Nyborg. Han var kommet til en god bedrift og kunne have stået sig godt, men det gik også snart så meget tilbage for ham, at han måtte gå fra alt. Han kom nu med kone og børn tilbage til hendes familie i Odense, hvor han siden var ansat som bagersvend.
6). Christine Petersen opholdt sig på Søbo hos sin far, da hun var temmelig forvoksen.
7). Ludvig Petersen må have nået den voksne alder, men døde på Søbo og blev begravet på Jordløse kirkegård 1820 d. 31. jan. Han døde af tæring.
8). Emil Petersen tog den gamle Juhler på Sandbjerg sig af, lod ham lære handel i Flensborg og blev allerede så vidt, at han ved dennes hjælp skulle etablere sig som købmand i Flensborg, da Juhler imidlertid døde. Ligesom sine brødre arvede han nu efter sin farbror 1400 rigsdaler Cour., hvilke penge han straks begyndte at slå om sig med, da han troede at de aldrig kunne forbruges. Han kom engang meget fin og vigtig til Havnbjerg præstegård på en stor hest, som han ville anbefale til den gamle præst Jørgen Knudsen, men denne ville slet ikke indlade sig med ham. Han blev især optrukken af en krovært i Flensborg, hvor han kom meget og spillede kort. Værten og hans kone plejede at sidde således, at de ved hjælp af et spejl kunne overse hans kort, og han blev da gerne den tabende. Hans penge gik da også snart tabt, men hvad der blev af ham vides ikke (mundtlig fort. af J. Knudsen og bolsmand Christen Asmussen i Sottrup).
9). Niels Egelykke Petersen, sømand, f. 1810. Han var kun 1 år gl., da hans far flyttede til Als og 7-8 år da han atter flyttede tilbage til Fyn. I en alder af 11 år kom han 1821, da præsten Jørgen Knudsen var bleven kaldet til sognepræst for Tranderup menighed på Ærø, i huset hos denne mand dels som plejesøn, og dels for at modtage undervisning sammen med et par andre drenge. Af hjertet var en god og ærlig dreng, men da han ikke ytrede lyst og stædighed til at læse, blev studeringen opgivet og efter eget valg lod hans plejefar ham efter hans konfirmation gå til søs. For at prøve hans lyst, sejlede han det første år med en skipper fra Ærøskøbing på skibet ….., hvorpå han i 3 år kom ud på en længere rejse med præstens svoger koffardikaptajn Nikolaj E. Frost af Nordborg. Denne mand var just ikke så ganske tilfreds med ham. Da han kom hjem 1828 rejste han til København hvor han tog styrmandseksamen og fik bedste karakter. Han gik nu atter ud med Frost som styrmand, men de blev snart uenige da Niels Petersen viste trods og ulydighed og ikke var for at sippe, hvad Frost allerede havde bemærket på den første rejse, da han var kommen efter, at han ved hjælp af et sugerør hemmelig trak brændevin til sig. Hans plejeforældre ville aldrig ret fæste lid til det, men mærkede det først selv, da han engang besøgte dem i Tranderup på en rejse fra Hamborg. Han var allerede dengang for flere år siden kommen bort fra Frost og sejlede med andre. I en del år hørte de nu slet ikke fra ham, da han i lange mellemrum sejlede med en amerikaner, og da man ombord på de amerikanske skibe aldrig smagte brændevin, blev han i denne tid igen vænnet til orden og mådehold. I efteråret 1840 besøgte han dem uventet Havnbjerg præstegård, hvor pastor Knudsen havde været siden 1835. Så blev han hjemme hele vinteren 1840-41. Han var dengang endnu styrmand men så ufordærvet ud og havde gode klæder, derfor blev han vel modtaget, da man havde troet ham på gale veje. Han gav sig dog temmelig meget af med folkene, med hvem han drak og spillede kæreste med stuepigen. I foråret 1841 fik han på Gråsten sin arv udbetalt efter den gamle Juhler på Sandbjerg, og han gik nu atter til søs det første år. Imidlertid blev Juhlers penge heller ikke gamle hos ham, thi ved tåbelige foretagender forødte han dem i løbet af få år. Først købte han i foråret 1842 en bondegård i i Hanneved ved Flensborg. Manden var vistnok en kæltring, thi inden man så sig til, gik handelen tilbage og Niels Petersen skulle blot have aftægt på gården. Denne sommer 1842 kom han ofte til hest til Havnbjerg præstegård, og rejste igen efter et par dages ophold ad gangen. Noget forfængelig og indbildsk var han, da når han fortalte om folks samtale, derover gerne indflettede deres tiltale til ham ” hr. kaptajn Petersen ”. Da han ligeledes ankom til Havnbjerg præstegård juleaften 1842, var han helt beruset og i de 3 uger han forblev, tog han sig af og til en rus, hvorfor hans plejemor skændte på ham. Herover blev han stødt, frygtede vel også for provsten, snørede derfor den følgende dag sin ransel, da han havde sovet rusen ud, rejste sin vej, uden at sige farvel og siden den tid har man ikke set eller hørt til ham. Han har vistnok atter været nødt til at tage fat på søen, efter at hans arv var sat overstyr. Han har jo vistnok som de fleste af de andre søskende endt i usselhed og elendighed ( mundtlig. fort. af J. Knudsen og hvad jeg selv har kendt til ham).
Ingeborg Peters Datter i Ketting
i begge hendes ægteskaber
Ingeborg Peters datter var en datter af kådner, Peder Hansen Kræmer og hustru
S. 56 - 63
Anna Peders Datter i Ketting, f. 1697 i Ketting og døbt af stedets præst Hr. Johannes Paulsen i Ketting kirke d. 28. nov., hun var altså søster til de 3 tidligere omtalte brødre, Thomas Petersen, forpagter på Melsgaard, Hans Petersen, degn i Tandslet og Steffen Petersen, gartner på Østerholm. Hun har gået i skole hos degnen, Hans Philip, med hans søn Stephan Hansen, som hun omtrent var jævnaldrende med. Omtrent 1712 er hun trådt ind i de voksnes kreds, offentlig konfirmation fandt vel endnu ikke sted, men hun må være bleven privat overhørt af sin sognepræst hr. Provst Johannes Paulsen, førend hun kunne stedes til den hellige nadver.
En tildragelse i hendes tidligere liv.
Følgende begivenhed der er bleven fortalt, må henlægges til hendes yngre alder: ”Oppe i det næstsidste hus i byen, når man går til Augustenborg, boede dengang en herredsfoged, Brandt, hvis frue dengang var nedkommen med et lille drengebarn, som kort efter fik navnet Ulrich Brandt i dåben. Da Ingeborg en dag besøgte hende, fandt hun hende ligge grædende i sengen, og da hun spurgte hende hvorfor hun var så bedrøvet fortalte hun, at hun havde haft en afskyelig drøm. Hun havde nemlig drømt, at Ravnen fløj bort med hendes lille barn og hakkede i dets hoved, og dette havde sat hende i en uhyggelig stemning. Ingeborg trøstede hende så godt hun kunne, lod hende betænke, at det kun var en drøm, og at det havde ikke stort at betyde, hun havde jo langt større grund til at glæde sig over sit barn, og takke herren for den beviste nåde. Dog indeholdt denne drøm sin sandhed, og gik til sidst i opfyldelse i sin skrækkelige virkelighed. Thi da Ulrik Brandt blev ældre kom han på afveje, blev et liderligt og forfaldent menneske, der ingen ting tog sig for og blev til sidst en gemen landstryger og døgenigt, en almindelig skræk for folk i Sundeved, der ikke turde gå om aftenen for denne vagabond, Ulrik Brandt. Til sidst blev han en morder, da han engang var taget ud i en kro på heden i nærheden af Ensted, og her lagde morderen mærke til, at en lille hyrdedreng puttede nogle skilling i sin lomme, fulgte han efter ham, da han gik ud af kroen, og et stykke fra byen skar han struben over på ham, for at røve hans penge og et halstørklæde. Sagen blev snart opdaget og morderen Ulrik Brandt blev stejlet i nærheden af Ensted kirke 1750 d. 8. april
( mundtlig fort. af J. Knudsen. En gammel vise om denne sag )
Det er vist et spørgsmål om det ikke snarere har været Ingeborgs mor, Anna Kræmers, der har besøgt fruen; thi Ingeborg selv kan ikke have været ret gammel og gift dengang. Måske har hun snarere dengang tjent hos denne familie. ( Skriften på siden: Denne historie gælder snarere Ingeborg Thomas Datter i kroen, end Ingeborg Peders Datter, der bliver for ung. Den gamle pastor Knudsen har taget fejl.) Det tvivles slet ikke på at denne Ulrik Brandt er født i Ketting, men det er vist snarere sket i deres gamle bol, hvor nu Bispegården ligger, og ikke i hint hus, som vistnok først er opført 1762. Hvad hans far har været ved jeg ikke, vel muligt, at han har været kammerseketær på Augustenborg og siden en kort tid har været herredsfoged over de gamle augustenborgske besiddelser, med bolig i Ketting i dette gamle bol. Han har vistnok været far til følgende 3 børn:
1. Birgitte Kathrine Brandt, f. 1696 og død 1760, g. m. degnen Jørgen Brunckartzen i Ketting. De havde det gamle bol i fæste 1730 ved siden af degnetjenesten.
2. Simon Peter Brandt, f. 1706 død 1770. Kammertjener på Augustenborg og branddirektør over hele Als. Han købte 1735 det gamle bol i arvefæste af hertugen og boede her indtil 1762, da han solgte det til Dr Arends af Tønder, byggede nu selv hint andet hus som et slags aftægt. Her døde han 1770. Og her boede hans døtre, 2 gamle jomfruer Brandt, flere år efter hans død.
3. Ulrik Brandt, f. efter 1707. 1736 og måske allerede 1729 findes han som et ordentligt menneske på Gråsten, måske har han dengang været lakaj, senere må han være blevet forvildet. Han er måske f. i tiden fra 1707-14. På grund heraf har Ingeborg måske dengang snarere tjent familien som en ung pige.
Fra 1712-19 opholder hun sig vistnok på Als.
1718-19 nævnes Ingeborg Peders datter flere gange som fadder til børn af Asserballeskov. 1719 d. 17. dec. holdt Peder Kræmer, Poul Smeds søn Peder af Asserballeskov, over dåben i Asserballe kirke. Til dette barn stod også Anna Peders datter og Ingeborg Peders datter fadder. Fra sin konfirmation og indtil denne tid har Ingeborg Peders datter altså vistnok opholdt sig hjemme på Als. (Asserballe kirkebog)
Får en plads hos en familie i Altona 1720-25
Omtrent 1720 fik hun tjeneste hos en grev, Danneskjold-Samsøe, der dengang boede i Altona, til hvilken familie hun måske er bleven anbefalet fra Augustenborg, hvor Grevinde Louise til Danneskjold-Samsøe var g. m. Hertug Christian August til Augustenborg. Da hun var ung og rask ville hun selv gerne udenfor for at lære, og for at fortjene noget, hos fremmede, tilmed da hendes forældre var fattige og gamle folk, der i fremtiden kunne trænge til understøttelse og hjælp. Tomhændet og ringe udstyret med penge og klæder, men derimod rigt begave, med sine forældres og søskendes velsignelse og fromme ønsker, gik hun tilfreds op til Altona i et par tøfler, hvor hun straks tiltrådte sin tjeneste hos herskabet og bestyrede siden som husholderske i flere år deres hus til familiens tilfredshed, og da hun tillige var meget sparsommelig, sparede hun sig en lille kapital sammen. At hun må have været yndet af sit herskab, kan ses deraf, at når greven kom i besøg på Augustenborg, har han et par gange også et øjeblik set ind til hende. Formodentlig når han er gået med ud på jagt, har han set lejlighed til at se hen til hende. Engang overraskede han hende således, da hun sad og spandt med ryggen vendt imod et åbentstående vindue, råbte da: ”Godmorgen! og dukkede sig i det samme ned, og da han atter gentog sin hilsen, udbrød Ingeborg forskrækket: ”Jøsses! hr. greve! er det Dem?” Dette har formodentlig været en af de yngre grever, brødre til hertuginden af Augustenborg, hvem Ingeborg har kendt som børn; thi deres far var for længe siden død. Det lader dog ikke til at hendes forældre var så fattige. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen i Havnbjerg)
Hun tager imod sit fødested 1725.
Omtrent 1725 vendte hun atter tilbage til sit hjem, dels for at hjælpe sine gamle forældre og dels for at overtage stedet, hvilket hun nu kunne indløse. Hendes 2 yngste brødre var endnu uforsørgede, gik hjemme og havde ikke lært noget. Det gjaldt da om at få dem ud af huset og sat i vej. Steffen der dengang var 16 år gl., fik hun sat i gartnerlære i Sønderborg, og Hans Petersen var 24. år gl. og sang godt, tænkte hun på at få en degn ud af. Den gamle degn i Tandslet monsieur. Christian Schultz kunne nok ønske ham til sin svigersøn og eftermand i Tandslet degnekald. Men hertil udfordredes en speciel kongl. tilladelse, da kong Frederik d. 4. flere gange havde indskærpet bisperne kun at kalde studenter til degnekaldene. Ingeborg besluttede da at gøre en rejse til København for at bønfalde kongen om det omtalte degnekald til sin bror, og da hun havde en bror, Peter Petersen, der var gartner ved Frederiksberg Have, håbede hun ved hans hjælp at få kongen i tale. Hun begav sig da til fods på rejsen, fortalte sin bror sit ærinde, og bad ham skaffe sig audiens hos kongen.
Han bød hende at vente til den følgende morgen, han ville da bønfalde kongen om en sådan nådesbevisning, når han i godt lune gjorde sin morgentur rundt i haven og til sidst plejede at sætte sig i et bestemt lysthus. Dette løb nu også heldigt af, og da Ingeborg den følgende morgen traf sin broder, overrakte denne hende et stykke papir, hvorpå der stod skrevet, at hendes bror, Hans Petersen, var kaldet til degn i Tandslet, såfremt biskoppen i Odense fandt ham duelig og bekvem dertil.
Glad over rejsens lykkelige udfald begav Ingeborg sig på tilbagerejsen og mødte i ”Krebsehuset ”, en bekendt kro, mellem Ringsted og Sorø, en søn af præsten hr. Matthias Steenløs i Tandslet, som rejste i det samme ærinde. Hun spurgte hvorhen han agtede sig, og da han betroede hende sit forsæt at søge degnekaldet uden at ane, at hun allerede gik med udnævnelsen i lommen, ønskede hun ham ved afrejsen en lykkelig fremgang og rejste hjem hvor hun blev modtaget med stor glæde. Kort efter måtte Hans Petersen selv rejse til Odense for at lade sig prøve af biskop Jakob Lodberg. Hele natten forud lå Ingeborg og strikkede på hans strømper, puttede dem tidlig om morgenen i farvekedlen for at han kunne få dem med, når han om eftermiddagen skulle drage af sted til Fynshav for at komme til Odense. (mundtligt af J. Knudsen ).
Dette tildrog sig dog ikke i Frederiksberg, men i Frederiksborg Have. Da disse sager var bragte i orden kunne hun først tænke på sine egne anliggender, og ved samme tid meldte sig en bejler: Johan Gotfred Johansen, en søn af farver Johan Henrik Farber i Egenmølle og en bror til Knud Johansen, kromand i Ketting.
1726 stod deres bryllup, hvilket kan ses af en gammel sølvske, som hans bror, Henrik Johansen, der var farver i Ærøskøbing har skænket dem, på hvilket læses: ”Henrik Johansen Farber 1726.” J.W. Jakob Wrang, der senere har ladet sit navn stemple på skeen.
Denne første mand har vistnok ligesom sin eftermand drevet slagteri i Ketting, og af den grund har udvidet stedets bygninger, da den lange østlige lade bygning er opført 1732, måske en slags aftægt i enden ud til gaden. Dette ægteskab varede kun kort, da han døde i en ung alder, før 1737, da kirkebogen først begyndte dette år d. 13. juni. Han skal have været temmelig hengiven til drik. De havde kun en søn sammen.
( mundtlig fort. af J. Knudsen og egne iagttagelse )
Hun blev g. m. Jakob Wrang 1737.
I flere år sad Ingeborg Peders datter enke indtil 1737, da hun indlod sig i et nyt ægteskab med Jakob Wrang af Stolbro. Forud for sit ægteskab måtte hun skifte ud med sin søn Johan Johansen af første ægteskab. Dette skifte blev holdt i Ketting 1737 d. 3. jan. i overværelse af den afdødes moder og søskende, der alle samtykkede i hendes andet ægteskab, når hun udsagde sin søn den halve del efter sin faders død, 400 mk L., en kiste med hans sal. Faders seng, og skulle han overleve sin moders død, havde han igen, fuldt arvekrav efter lov og ret. Hvis sønnen Johan Johansen opfører sig skikkelig og vel imod sin mor, kan han efter hendes død også gøre fordring på sin sal. fars ”morgengave eller håndgift”, der beløber sig i værdi til 20 rdl. Det er underskrevet af Anne Marie Farbers, den afd. mands mor, og Andreas Johansen Farber, hans bror i Egenmølle, og stadfæstet i Augustenborg Ting 1737 d. 15. jan. af herredsfoged N. Steingardt ( familie dokument).
1737 d. 8. feb., blev Jakob Jakobsen Wrang af Stolbro trolovet med Ingeborg Johans i Ketting, og 5. marts blev de viede i Ketting kirke af sognepræst Hr. Andreas Stephanus Thomsen ( Ketting kirkebog ).
Jakob Wrang var en søn af ejeren af den store bondegård i Stolbro, Jakob Jørgensen Wrang og hustru Anna Kirstine Hansdatter Møller af Egenmølle, og f. 1707 i Stolbro. Af sølvskeer til deres bryllup have sendtes 4, en fra Hans Jakobsen Wrang, Kirsten Jakobs Wrang, Christen Jakobsen Wrang, mandens søskende, fra Peder Jørgensen, hans svoger og 1 fra hans mor A.C.W. Ved samme tid har Ingeborg anskaffet sig en potte med greb på, på hvilken findes årstal 1737. Til dette bryllup må jo også hendes afd. mands familie have været med, men har de foræret skeer og sølvtøj, da er det nu borte. Fæste på stedet 1737 d. 5. feb.
De driver slagteri i forening med Hans Eriksen i Ketting.
Jakob Wrang har vistnok bragt lidt formue med ind på stedet. Han drev ligesom sin formand slagteri. Vel var der allerede en slagter i Ketting, Hans Eriksen, en snild og klog mand, men han drev kun denne håndtering i forening med Jakob Wrang. Thi dan man idelig havde leverance til Augustenborg slot, behøvedes der driftskapital, som Jakob Wrang altid var forsynet med. Hans Eriksen, som beboede et lille præsteindersted, der lå der, hvor familiens sted endnu ligger, var dengang temmelig indskrænket på alle sider, og kunne ikke udvide sit byggerum, det er først sket senere, da man har købt de nærmest liggende steder, desto større og bekvemmere var derimod Jakob Wrangs lejlighed, hvor der var god plads og hvor man derfor for det meste slagtede, hvilket endnu kan ses af flere indretninger i det gamle bryggers. Hans Eriksen, der plejede at holde hest, kørte selv omkring med kød til de fjernere steder. Ingeborg Wrang derimod betjente de nærmeste folk, idet hun trillede kødet omkring i en trillebør. I flere år tjente Klaus Tønnesen dem som slagtersvend, han var en slægtning af Ingeborg Wrang.
I hans signet som endnu haves, findes derfor en økse. ( mundtlig fort. af J. Knudsen )
De solgte også brændevin.
På Jakob Wrangs sted brændte Hans Eriksen og Jakob Wrang også brændevin, som de solgte. Således fik høker, Thomas Jessen ved Fynshav sin brændevin hos dem, hvilket hans 2 sønner, der senere blev ansete mænd hentede:
Jørgen Thomsen, ejer af Hjortspring, og Jes Thomsen, kaldet den rige købmand på Nordborg. Dette greb ind i kroens privilegium, der alene havde ret til at udsælge denne slags varer. Ejeren af kroen klagede derfor til herskabet på Augustenborg, og der kom derfor også engang et par mænd, som havde befaling til at forsegle deres brændevinstøj. Ingeborg Wrang havde i forvejen fået nys derom, og havde derfor ladet bud gå til Grev Danneskjold som på den tid opholdt sig i besøg på slottet. Hun bad derfor betjentene holde inde et øjeblik og imidlertid ankom der befaling til at standse med den forretning. De havde ret til at brænde så meget, som var fornødent til eget brug og til at fede deres stude, som de skulle forsyne herskabet med; men derimod blev alt udsalg af brændevin dem forbudt. Heraf lader det sig nu også forklare, hvorfor der findes så vidtløftige bygninger på dette lille kåd. Når de var nødte til at holde fedekvæg på stald, udfordres der jo en del stald og ladebygninger. Hertil kom at Jakob Wrang i mange år havde en del jord til leje af stedets præst. Han holdt derfor i flere år en gammel hvid hest. Bygningerne var for en del således allerede i hans formands tid. Derimod føjede han selv 3 fag imod vest til stuehuset. Som en følge heraf opstod der en del år en del spænding mellem familien i kroen og familien bag kirken; den lagde sig først fuldkommen, da Jakob Wrangs unge datter, Anne Christine Wrang 1756 blev g. m. kromand Johan Peter Knudsen i Ketting. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen i Havnbjerg)
Han forpagter Augustenborg herregård 1753-65.
Man ser således at Jakob Wrang og hustru Ingeborg var meget duelige, dygtige og virksomme folk; de var meget om sig og samlede en ret anseelig formue efter den tids målestok. Han skal også i løbet af 12 år, haft i forening med kromand, Markus Nielsen på Augustenborg denne herregård i forpagtning. Dette er vistnok at forstå således: 1752 blev Klaus Klausen, der var g. m. Anna Petersen på Melsgaard, en brordatter af Ingeborg Wrang, forpagter af Augustenborg herregård, men han døde allerede 1754.
Enten må da Jakob Wrang have forpagtet gården i forening med denne mand, og Markus Nielsen trådt ind i den afdødes sted, eller også havde begge for at støtte enken, trådt ind i resterende år af Klaus Klausens forpagtning. At Jakob Wrang og Markus Nielsen var venner, kan ses deraf at Jakob Wrang og hustru have stået fadder til deres børn.
Markus Nielsen havde det stadige tilsyn med gårdens drift og var temmelig streng imod hovfolkene, når de kom for sildig. De fik da ikke sjældent pisken at smage og må ride træhesten. I øvrigt var han her ligesom i sit eget hus, en meget dygtig, ordentlig, påpassende og redelig mand. 1765 blev Johannes Brandt, tidligere forpagter af Østerholm, forpagter af Augustenborg herregård. ( mundtlig fort. af J. Knudsen, og bolsmand Jørgen Matthiesen i Sebbelev. Egne iagttagelser)
De var velstående folk.
At de var velstående folk kan ses deraf, at de kunne udstyre hvert af deres børn, sønnen Johan Johansen degn, og datteren Anne Christine Wrang med 2000 rigsdaler Cour. foruden en god medstyr, og endda beholde så meget tilbage, at de kunne leve et sorgfrit liv på deres gamle dage på aftægten. Med alt dette var de tillige meget godgørende imod fattige og syge i byen. Ingeborg plejede aldrig at koge suppe, uden at hun først sendte noget omkring til sådanne af byens folk.
Det er dog nu lang tid siden at hun levede, men der var dog dem endnu for få år tilbage der mindedes hende: ”Ingeborg Krokone” et vel agtet navn, der hidrører fra, at hendes eneste datter kom op i kroen. ( mundtlig fort. af J. Knudsen )
De var agtede folk.
De var da også meget agtede i deres sognekreds. De have hyppigt stået fadder eller holdt børn over dåben, både i deres egen og andre kirker, ligesom også en eller anden have kaldt deres børn Jakob og Ingeborg efter dem. 1735 har Ingeborg Johannes i forening med Andreas Farvers hustru af Egenmølle, stået fadder til hjulmand, Peder Nielsens datter i Ketting. 1744 holdt Jakob Wrang med sin hustru Ingeborg, hjulmand, Peder Nielsens vanskabte dreng, Lauritz over dåben hjemme i huset. Dette barn døde 2 dage efter. Denne Peder Nielsen var en søn af bolsmand Niels Hansen Hjulmand på det gamle øde bol lige over for Bispegården og var f. 1687.
1731 og 44 lever han på smed Dahmes sted, og var hjulmand, altså var han nærmeste nabo til Jakob Wrang. 1736 holdt Ingeborg Johannes, bolsmand, Hans Christian Thomsens datter Ingeborg over dåben. 1739 stod Jakob Wrang fadder til bolsmand, Hans Christian Thomsens datter Anna i Ketting. Hans Christian Thomsen var en søn af bolsmand, Thomas Hansen i Ketting og f. 1698. Han var bolsmand på Hans Jessens bol ved kroen og døde 1771.
1737 stod Ingeborg, Jakob Wrangs hustru, fadder til smeden Zeboth Zebothsens søn Lauritz i Ketting. Denne mand blev 1735 g. m. Lauritz Smeds enke, Margaretha i Ketting og døde 1747. Hans søn, Lauritz Zeboth var 1778 smed i Sønderborg. 1735 stod Jakob Wrang fadder til bolsmand, Lauritz Thomsens søn, Matthias i Ketting. Lauritz Thomsen var en søn af bolsmand Thomas Hansen i Ketting og f. 1701. Han var en bror til Hans Christian Thomsen, og blev bolsmand på det bol ved Ketting dam. 1738 stod Jakob Wrang og Hans Eriksen fadder til bolsmand Rasmus Matzens søn, Matz i Sebbelev. Rasmus Matzen var bolsmand på Mads Bruuns bol i Sebbelev, og var g. m. Ingeborg Thomas Datter af Ketting, f. 1704, og en søster til Hans Christian og Lauritz Thomsen, begge bolsmænd i Ketting. Hans Eriksen var en søn af bolsmand Erik Poulsen på Jørgen Elleys bol og f. 1687.
Allerede 1731 er han bosat i Ketting. Han kaldes også Hans Bonde, og døde 1757. 80 år gl. 1752 stod Jakob Wrang af Ketting og hans svoger Steffen Petersen af Østerholm, fadder til skipper Christian Leymanns datter, Eleonora Elisabeth i Asserballeskov. 1752 holdt Ingeborg, Jakob Wrangs hustru i Ketting et barn over dåben på generalindens vegne på Augustenborg. Dette er generalinde la Potrie, general Ferdinand Wilhelm Duval de la Potries hustru. 1752 holdt Ingeborg Wrang, forpagter, Klausens datter, Anna på Augustenborg over dåben. 1761 stod Jakob Wrang fadder til Markus Nielsens datter, Anne Margaretha Christiane på Augustenborg. Hun blev siden g. m. hofråd Henriksen på Gråsten m.m.
( Ketting og Asserballe kirkebog )
Jakob Wrang pusler meget i sin have
.
Næsten al den jord, som ligger ved huset, var dengang have, med alle slags fine og grove æbletræer og en del valnøddetræer. Af sidste slags stod et svært træ henne ved gavlen, overfor styrmandens hus, og et andet lige uden for vinduerne. Disse træer havde Jakob Wrang selv plantet, thi hvis han så en ledig plads, puttede han straks en pode ned, nogle havde hans datter også siden plantet. Haven prangede altid om foråret, med en mængde tidlige og smukke blomster. Jakob Wrang havde også en dag plantet en 4-5- valnøddetræer henne ved gade muren overfor kirken. Da Ingeborg så det, ytrede hun,” at det jo var til ingen nytte, da byens drenge ville rapse dem.” Men det var jo også derfor han havde gjort det; de fattige skulle også have en fornøjelse. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen )
Han læste meget i Bibelen.
Han fandt også megen lyst til at læse, ikke blot i bibelen, men også i andre gode bøger. Bibelen læste han daglig et stykke i. Han ejede Frederik d. 2. bibel, som hans præst Morten Reenberg With havde foræret ham. Her yndede han at læse i Arild Hvitfelds danske krønike som præsten Jørgen Knudsen siden længe besad, men ved udlån blev den borte. Hans datter fik en del gode bøger efter hans død, de blev i kroen, men vandrede til Bommerlund, hvor de blev revne itu og forsvandt. ( mundtlig fort. af J. Knudsen )
De blev malede med deres børnebørn 1763.
I deres alderdom var det dem en stor glæde, når deres datters børn fra kroen kom ud til dem. Dette ses endnu udtrykt i deres dagligstue, hvor begge de gamle er afmalede på en væg med deres 4 ældste børnebørn, der dengang var i en alder fra 1-6 år. Knud og Ingeborg som de mindste sidder på bedsteforældrenes skød, den første med en rangle i hånden, Anna og Jakob står midt imellem de gamle. De skulle ligne godt. På døren sås deres hund, ko, får, høns, m.m. Det er malet 1763. En senere lejer overmalede det med limfarve.
Deres død 1771 - 1773.
Da Ingeborg mærkede sit endeligt var hendes sidste ord til datteren, ”at hun måtte være god imod sin gamle far ”, hvilket hun også lovede og holdt, da hun daglig så ned til ham, og kvægede ham tit med lidt god mad. 1771 d. 13. nov. døde Ingeborg Wrang, 74 år gl. og 1773 d. 1. juli døde Jakob Wrang i Ketting, 66 år gl. En lig sten ligger endnu over dem på kirkegården, men den er knækket midt over.
Børn:
1. Johan Johansen af første ægteskab, f. 1729. Han blev degn i Havnbjerg
2. Anna Christine Wrang, f. 1738. Hun blev g. m. kromand, Johan Peter Knudsen i Ketting.
3. Jakob Wrang, døbt 1740 d. 6. jan. Faddere: husfoged, Hermann August Klausen, Lars Schirmer
skolemester, Peter Fyrbøder, Nikolai Bruers hustru og Christine, forpagter Andreas Jørgensens datter, alle af Augustenborg. Han døde i marts 1740,11 uger gl. Han skal være bleven lagt ihjel om natten, hvad kirkebogen dog ikke melder et ord om ( Ketting kirkebog og mundtlig fort. af J. Knudsen).
6.
Familien Tønnesen.
S. 64 - 65
Skønt denne familie har affødt en del simpelt rak, så vil jeg dog alligevel ikke forbigå den, thi at den er beslægtet med min familie, er sikkert nok, men hvorledes slægtskabet egentlig hænger sammen er ikke aldeles klart. Dog har den vistnok nærmest sin plads på dette sted.
1. Anna Johan datter, g. m. Klaus Tønnesen 1748.
1734 d. 23. maj stod Knud Johansen, kromand i Ketting, tilligemed Anna Johan datter af Ketting fadder til David Sadlers datter ved Gammelgaard (Asserballe kirkebog)
1748 d. 8. nov. blev Klaus Klausen Tønnesen af Sønderborg g. m. Anna Johans datter af Ketting (Ketting kirkebog). 1756 har Klaus Klausen Tønnesen været med til kromand, Johan Peter Knudsens bryllup i Ketting med Anna Christine Wrang. Han har ved denne lejlighed foræret en sølvske, hvorpå hans navn findes. Han var skibstømmermand i Sønderborg. Hvem er nu denne Anna Johan Datter. Hun er opdraget og har tilhold i Ingeborg Peters Datters hus. Efter hendes stamnavn at dømme kunne hun have været en søster til Knud Johansen, kromand i Ketting og til Ingeborgs første mand Johan Gotfred Johansen, og altså født i Egenmølle, men hun bliver for ung til at være en datter af Johan Henrik Farber og hustru i Egenmølle. Hun ville vel snarere have haft tilhold i Egenmølle og hendes bryllup har stået inde hos Jakob Wrang, hvor hendes bror da for længe siden var død.
Efter Pastor J. Knudsens fortælling skal Klaus Tønnesens kone have været en søster til Ingeborg Wrang. Det kan ikke være tilfældet, da hun hedder Anna Johans Datter. Imidlertid må hun være en nær slægtning af Ingeborg Peters Datter, thi hendes børn er mest knyttet til dette hus og det lader også til at de er i familie med kromand, Frederik Petersen i Bromølle, da han efter sin kones død, får sine tvillingebørn opammede af den yngre Klaus Tønnesens kone. Derefter antager jeg at hun er en søsterdatter af Ingeborg Peters Datter. Den ene af hendes søstre må da have været g. m. en mand der hed Johan, men disse er mig ubekendte.
Børn:
1. Klaus Klausen Tønnesen, f. 1751 i Sønderborg. Han blev opdraget hos Jakob Wrang i Ketting, og var i en del år slagtersvend hos ham, siden tillige brændekarl i kroen. 1775 blev Klaus Tønnesen g. m. Birthe Hans datter i Ketting. Han købte et hus i Ketting, det næstsidste på vejen til Augustenborg, og forsøgte her at brænde, men det blev ham forbudt. 1728 d. 16. feb. døde Klaus Tønnesen, aftægtsmand på et sted i Ketting, 77 år gl.
Børn:
a. Anne Kirstine Tønnesen, opkaldt efter krokonen Anna Christine Wrang. Hun blev g. m. vognmand Jakob Klausen Schack på Skakkenborg ved Ketting. Han havde i mange år ”stedet bag kirken” i leje.
1. Nikolai Tønnesen, uægtefødt, arbejdsmand og daglejer i Ketting. Til sidst almisselem.
2. Claus Schack, solgte stedet i Ketting og flyttede til Jylland.
2. Helene Tønnesen, f. i Sønderborg, var først i nogle år i kroen i Ketting, men da jomfru Frederikke Dorothea Karberg af Sønderborg blev g. m. Silke- og klædekræmmer Bernhardt Thortsen i København, tog hun med hende til København og blev på hendes, anbefaling husjomfru hos kammerherre Linstow på Hørsholm, hvis hus hun bestyrede i 5 år til megen tilfredshed. Derpå kom hun til højesteretsassessor Rosenstand, i hvis tjeneste hun blev befriet og g. m. skomagermester Jakobsen, hendes fætter fra Aabenraa, der havde lært i København, hvor han nedsatte sig og blev en meget duelig mester i sit fag. Han havde daglig 6 svende i arbejde og arbejdede for mange ansete folk, så at ved nytårs tid, godt kunne indtage en 4000 rigsdaler. Han ejede selv sin gård i Bredgade, 2 huse fra det Thottske Palæis. Hans kone var en rar og flink dame, der altid viste sig meget omhyggelig for student Jørgen Knudsen af Ketting, da han senere kom til København ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen). (Ved FT 1801 bor de i matrikel 194 af Skt Annæ Øster kvarter).
3. Ingeborg Tønnesen, f. i Sønderborg, var en Fjante, der ligeledes i en del år tjente hos sine slægtninge i Ketting kro, hvor man for det meste brugte hende til at forrette hovdagene i slotshaven på Augustenborg. Siden blev hun g. m. Jakob Christian Aagesen af Sebbelev, der i tidligere år havde været til søs, men senere på sine gamle dage blev almisselem, og gik på omgang. I de senere år levede de adskilt hver for sig. Han blev almindelig kaldt Jakob Skraaknaver, hun kaldtes almindeligvis ” Tante Rare”, fordi hendes broderdatter altid gik og råbte forkælet på sin tante. 1825 d. 26. april døde Ingeborg Aagesen, hustru af Jakob Christian Aagesen i Ketting. Hun opholdt sig i Ketting og boede ikke sammen med sin mand.
Børn:
1. Anne Margrethe Aagesen, halvfjantet, ugift. Almisselem, døde 1835 d.12. juni, 35 år gl.
Barn:
a. Birgitte Aagesen, f. 1822, uægte født, blev opdraget hos Jakob Schack i Ketting. Hun var ligeledes halvfjantet almisselem.
maj 2005
|
