Et kåd bag Ketting kirke Chr Knudsens familiesamling I 28:
Familien Petersen.
Denne familie kommer fra det gamle sted bagved kirken i Ketting. Et kåd der i mange år har tilhørt familien i kroen og til sin tid var lejet ud til Jakob Schack. Familien kaldes Petersen, fordi de fleste grene af den efterhånden beholdt dette navn. Slægtskabet med familien Knudsen kan ses af følgende slægtstavle:
Peder Thomsen Kromand, kådner. Jørgen Wrang, bonde i Stolbro
i Ketting, død 1707 g. m. Anna Hjerne. død 1690
Anna Peders datter, f. 1665, død 1738. Jakob Jørgensen Wrang, bonde i Stolbro
g. m. kådner Peder Hansen Kramer i Ketting. f. 1665 død 1755 g. m. Anna Kirstine Hans
datter af Egenmølle f. 1665 død 1742
Ingeborg Peders datter f. 1697 død 1771 g. m. Jakob Jakobsen Wrang, kådner i Ketting
f. 1707 død 1773
Anna Kirstine Wrang, f, 1738 død 1818
g. m. kromand Johan Peder Knudsen i Ketting død 1783
1.
Den ældre familie på stedet
S. 29 - 31
Hans Hjerne, død 1653, begravet d. 3. nov. og var det første lig som præsten Hr. Johan Monrad d. Yngre jordede i Ketting. Han var en meget gammel mand og blev fundet død i sin seng om morgenen. ”Gud ved Alting ”
( Ketting Kirkebog )
2. Jakob Hjerne, vistnok dennes søn, er allerede gift 1653. Hans hustru hed Anne og boede på dette kåd bagved kirken. Om de daværende folk, der da må være dem, fortælles følgende sagn fra den svenske krig fra 1657-60. Da svenskerne 1658 havde indtaget Als og derefter plyndrede øen i 3 dage, forlod mange her som andre steder hus og hjem, for på den frie mark, i skov, mose og krat og andre steder at søge et skjul og bjerge livet indtil bagefter denne udåd, alle kunne vende tilbage til deres tomme hjem. Den samme skæbne overgik Ketting som så mange andre byer. Ejeren af hint gamle hus, lå i de dage skjult under broen nede ved det såkaldte ”Herreled” mellem Rumohrsgaard og Ketting bymark, og til livets ophold havde han medtaget 3 brød.
Hans kone havde derimod med flere andre af byens folk søgt til præstegården, hvor stedets præst Hr. Johan Monrad havde fået oprettet en ”Såregaard” så at de den gang i al fald gik fri for plyndring. Men hendes bekymring for alt det dejlige linned, tintøj og andet værdifuldt gods, som hun klogelig havde skjult under halmen i sengen, steg så vidt, at hun en dag listede sig hjem for at se om alt lå i orden og fandtes i behold. Hvor forskrækket blev hun dog ikke, da hun ved at åbne døren, fik øje på 2 soldater, som stod ved sengen, og stak omkring i hendes sager. Hun fik imidlertid ikke længe tid at betænke sig, thi i samme øjeblik tildelte den ene af dem hende et så voldsomt slag på hovedet, at hun segnede bevidstløs omkuld på gulvet. Da hun kom til sig selv igen, var de borte og hun ilede tilbage til præstegården, hvor hun blev indtil plyndringen var forbi. Mand og kone samledes nu igen i deres hjem, men en stor del af deres ejendom var nu også blevet ødelagt og gået tabt.
( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen )
I kirkebogen skriver præsten hr. Joh. Monrad 1659 d. 9. jan. blev Jakob Hjerne af Ketting begravet, en god ærlig, trofast dannemand; de svenske nødte hannem at standse, så blev han siddende i et vand ved Ulkebøl, da han om natten vilde gå fra dem. ”Gud være ham nådig” (Ketting kirkebog). Navnet Hjerne eller Hjersen, er en gammel fordrejet form for Henrik eller Henriksen.
Børn:
1. Ellen, f. 1653.
2. Hans, f. 1656.
3. Peder Thomsen kromand, 1659-1707, er vistnok en søn af Thomas Kramer og en bror til Ingeborg Thomas datter, der var g. m. Steffen Simonsen Kramer i Ketting. 1659 d. 2. okt. blev Peder Thomsen g. m. Anna sal. Jakob Hjernes enke af Ketting. Han kaldes almindelig Peder Thomsen Kromand eller blot Peder Kromand og skulle man derfor antage, at man i tidligere tid har holdt kro på dette sted, førend privilegiet gik over på den anden kro. Vist er det, at man længe efter vedblev på dette sted, at drive brænderi i en større målestok. I hans tid tildrog sig følgende mærkelige begivenhed i Ketting.
År 1680 d. 14. aug. blev den elendige engel af Ketting brændt udi Østermarken ved de unge elle, Anna Molt af Hundslev, som blev brændt på det samme sted, udlagde hende for trolddom. ” De er nu begge for Guds dom. Han er de levendes og dødes retsdommer” ( Ketting gl. kirkebog ).
Om denne begivenhed fortæller sagnet følgende: I slutningen af det 17. århundrede levede i Ketting tvende søstre Engel og Lofe, der begge var beskyldte for hekseri, efter nogle boede de i et lille hus overfor kroen, der stod indtil for 30 år siden, efter andre skulle de derimod have boet nede i det hus som senere tilhørte kådner, Klaus Jensen Ærøbo. Deres hekseri bestod mest deri at de ved deres tryllekunster frembagte æg, som de en tid lang, så længe det ikke var alm. bekendt, solgte til det hertugelige køkken på Augustenborg. Men det gik kun til en tid, thi da køkkendrengen en gang kom for at afhente deres æg, hørte han dem kagle som virkelig høns, og da endvidere, idet han gik ud af døren, pirret af nysgerrighed, så over i en svær gryde, som stod over ilden, kom også han til at kagle ligesom de andre. Det kunne da ikke rigtig hænge sammen i dette hus og hans forunderlige historie kom snart ud iblandt alle folk og rygtedes til sidst ved hoffet, hvor man lededes ved æggene og derfor lod anlægge sag imod de 2 søstre for hekseri. Ikke længe efter blev de dømte til døden, og de skulle altså levende brændes som hekse, hvilket skete uden for byen i ”Ovremarken” eller ”Østermarken” på det sted, der kaldes Askhøj, og i lang tid kaldte man endnu 2 agre der ”de brændte agre”, fordi Engel og Lofe der blev brændte. Stedet skal have ligget i boelsmand Hans Jensens mark, det ved ”Vraaen” eller ”Blegebæk”, skønt kromandens mark der i nærheden endnu kaldes ”Askhøj”.
Til samme tid boede i Hundslev en mand ved navn Jeb Lofs, der var af samme familie, og drev samme handel, han blev ligeledes brændt derovre ved denne by i en grav, som endnu kaldes ”Jeb Lofs grav”.Kort efter fortalte præsten i Ketting til herskabet på Augustenborg, at han på hjemvejen efter henrettelsen havde set 2 ravne, hvilket skulle være et bevis på, at de var skyldig og nu ”vare i helvede”. (mundtlig fort. af J. Knudsen o.a.).
Efter andre skulle præsten straks have plantet 2 blomster, da han tvivlede om straffens retfærdighed, for deraf at læse deres skæbne. Den ene voksede, den anden visnede og gik ud, og heraf sluttede han, at den ene var skyldig, men den anden havde lidt uskyldigt. Sagnet er uafhængig af kirkebogen og optegnet længe førend jeg blev bekendt med den.
1685 d. 20. sept. døde, Peder Thomsens hustru i Ketting. Fra 1691-1707 nævnes Peder Thomsen endnu i Ketting, men er død i tiden mellem 1707-1735.
Børn:
1). 1661 d. 3. feb. blev Peder Kromands søn af Ketting døbt Thomas. Han blev holdt over dåben af bolsmand Rasmus Foged i Sebbelev. 1662 d. 8. marts blev Peder Kromands søn Thomas af Ketting begravet.
2). 1665 d. 16. maj blev Peder Kromands datter af Ketting døbt Anna, holden over dåben af præstekonen Eleonora
Monrad. Hun fik stedet.
4 Peter Hansen Kræmer
Peder Hansen Kræmer 1685-1726. Han er vistnok af den familie Kræmer, som endnu bor i Asserballeskov. 1685 blev Peder Kræmer g. m. Anna Peders datter i Ketting. Hun findes i den gl. kirkebog i Ketting fra 1685-1707, men kan også spores andre steder. 1718 holdt Peder Kræmer, Niels Kræmers søn Jørgen, af Asserballeskov, over dåben i Asserballe kirke. 1719 holdt Peder Kræmer, Poul Smeds søn Peder af Asserballeskov over dåben i Asserballe kirke. Til dette barn stod også Anna Peders datter og Ingeborg Peders datter fadder, måske hans kone og datter. 1728 nævnes Peder Kræmers hustru, så at manden vist da lever endnu, derimod er han død før 1735.
1738 døde Anna Peders Kræmers af Ketting, 75 år gl. Hun har ladet en ende bygge til huset, der vendte ud til gaden, i det mindste stod der hendes navn, Anna Peder Kræmers. Anno 1738. i deres tid må følgende begivenhed have til draget sig: ” En aften silde ankom en mand, der var lidt i slægt med denne familie til deres hus, da han var ligbleg i ansigtet, og så ud til at en pludselig forskrækkelse var overgået ham, og gjorde ham halvt forvirret, spurgte man om grunden til det sildige nattebesøg, og hvad der gik af ham, og fik da til svar, ”at han på hjemvejen fra Egenmølle havde mødt et underligt optog, da han var kommen omtrent lige ud for den bekendte galge her i Rumohrsgaards kobbel. Med et mødte ham en vogn, hvor en mand sad baglæns med bundne hænder og tilslørede øjne, og lige over for ham på det andet sæde sad 2 præster, der sang en bekendt salme, som han nævnede. Kort efter drejede vognen op ad imod hin høj. Dette optrin på en så usædvanlig tid forskrækkede ham i høj grad, hvorfor han gav sig til at løbe, og søgte ad en gensti, over marken ind til dem, hvor han ville bede om nattely, da han ikke turde gå videre. Konen spåede straks, at der om føje tid ville ske en henrettelse, hvad han havde set, var et varsel derpå. Ved en sådan plejede man altid at afsynge den salme, han havde hørt. Han måtte have mødt en ligskare. Nogen tid herefter blev der stjålet væv på Augustenborg slot fra Hertuginde Augustas blegeplads. Da man havde to mænd mistænkt for dette tyveri, blev de straks sat fast, og uden nåde og barmhjertighed dømte til døden og kort derpå ført på ovenstående vis ud til Ketting galgebakke og der ophængte i galgen; thi der var til en tid rettersted for det lille fyrstendømme Augustenborg i den ældre tid.
( mundtlig fort. af J. Knudsen )
Børn:
1. Thomas Pedersen, f. 1685. ikke anført i kirkebogen. Han blev forpagter på Melsgaard på Als.
2. Anna Peders datter, døbt 1686 dom 2 advent.
3. Peder Pedersen, døbt 1689 d. 10.febr. Han blev vistnok gartner på Frederiksberg ved København.
I Reitzers ”frygtelige Ildebrandshistorie ” findes en gartner Pedersen på Frederiksberg omtalt. Han blev
holdt over dåben af Peder kromand.
4. Ellen Peders datter, døbt 1692 d. 14. aug.
5. Ingeborg Peders datter, døbt 1696 i dec. Hun døde 1697 d. 10. feb., 3 mdr. gl.
6. Ingeborg Peders datter, døbt 1697 d. 28. nov. Hun fik stedet.
7. Hans Pedersen, døbt 1701 d. 2. feb. Han blev degn i Tandslet
8. Steffen Pedersen, døbt 1703 d. 11. feb. Han døde 1706 i jan. vistnok af kopper
9. Margaretha Peders datter, døbt 1705 d.22. nov. Hun døde 1706 i jan., til samme tid som sin bror.
Hun døde vistnok af kopper.
10.Steffen Pedersen, ikke opført i kirkebogen, da den ophørte 1707 og først begynder igen 1735. Han blev gartner på Østerholm. Se gartnerstedet i Østerholm.
5. Johan Godtfred Johansen, (søn af Johan Henrik Farver og Anne Marie) ref: GC0305. gift 1726 i Ketting, Ingeborg Pedersen, født nov 1697 i Ketting, (datter af Peder Hansen Kræmer og Anne Pedersen) døbt 28 nov 1697 i Ketting, ref: KE0305, død 13 nov 1771 i Ketting. død før 1735. Ingeborg: Anna Peders Datter i Ketting, f. 1697 i Ketting og døbt af stedets præst Hr. Johannes Paulsen i Ketting kirke d. 28. nov., hun var altså søster til de 3 tidligere omtalte brødre, Thomas Petersen, forpagter på Melsgaard, Hans Petersen, degn i Tandslet og Steffen Petersen, gartner på Østerholm. Hun har gået i skole hos degnen, Hans Philip, med hans søn Stephan Hansen, som hun omtrent var jævnaldrende med. Omtrent 1712 er hun trådt ind i de voksnes kreds, offentlig konfirmation fandt vel endnu ikke sted, men hun må være bleven privat overhørt af sin sognepræst hr. Provst Johannes Paulsen, førend hun kunne stedes til den hellige nadver. Følgende begivenhed der er bleven fortalt, må henlægges til hendes yngre alder: ”Oppe i det næstsidste hus i byen, når man går til Augustenborg, boede dengang en herredsfoged, Brandt, hvis frue dengang var nedkommen med et lille drengebarn, som kort efter fik navnet Ulrich Brandt i dåben. Da Ingeborg en dag besøgte hende, fandt hun hende ligge grædende i sengen, og da hun spurgte hende hvorfor hun var så bedrøvet fortalte hun, at hun havde haft en afskyelig drøm. Hun havde nemlig drømt, at Ravnen fløj bort med hendes lille barn og hakkede i dets hoved, og dette havde sat hende i en uhyggelig stemning. Ingeborg trøstede hende så godt hun kunne, lod hende betænke, at det kun var en drøm, og at det havde ikke stort at betyde, hun havde jo langt større grund til at glæde sig over sit barn, og takke herren for den beviste nåde. Dog indeholdt denne drøm sin sandhed, og gik til sidst i opfyldelse i sin skrækkelige virkelighed. Thi da Ulrik Brandt blev ældre kom han på afveje, blev et liderligt og forfaldent menneske, der ingen ting tog sig for og blev til sidst en gemen landstryger og døgenigt, en almindelig skræk for folk i Sundeved, der ikke turde gå om aftenen for denne vagabond, Ulrik Brandt. Til sidst blev han en morder, da han engang var taget ud i en kro på heden i nærheden af Ensted, og her lagde morderen mærke til, at en lille hyrdedreng puttede nogle skilling i sin lomme, fulgte han efter ham, da han gik ud af kroen, og et stykke fra byen skar han struben over på ham, for at røve hans penge og et halstørklæde. Sagen blev snart opdaget og morderen Ulrik Brandt blev stejlet i nærheden af Ensted kirke 1750 d. 8. april (mundtlig fort. af J. Knudsen. En gammel vise om denne sag).
Det er vist et spørgsmål om det ikke snarere har været Ingeborgs mor, Anna Kræmers, der har besøgt fruen; thi Ingeborg selv kan ikke have været ret gammel og gift dengang. Måske har hun snarere dengang tjent hos denne familie. ( Skriften på siden: Denne historie gælder snarere Ingeborg Thomas Datter i kroen, end Ingeborg Peders Datter, der bliver for ung. Den gamle pastor Knudsen har taget fejl.) Det tvivles slet ikke på at denne Ulrik Brandt er født i Ketting, men det er vist snarere sket i deres gamle bol, hvor nu Bispegården ligger, og ikke i hint hus, som vistnok først er opført 1762. Hvad hans far har været ved jeg ikke, vel muligt, at han har været kammerseketær på Augustenborg og siden en kort tid har været herredsfoged over de gamle augustenborgske besiddelser, med bolig i Ketting i dette gamle bol. Han har vistnok været far til følgende 3 børn:
1. Birgitte Kathrine Brandt, f. 1696 og død 1760, g. m. degnen Jørgen Brunckartzen i Ketting. De havde det gamle bol i fæste 1730 ved siden af degnetjenesten.
2. Simon Peter Brandt, f. 1706 død 1770. Kammertjener på Augustenborg og branddirektør over hele Als. Han købte 1735 det gamle bol i arvefæste af hertugen og boede her indtil 1762, da han solgte det til Dr Arends af Tønder, byggede nu selv hint andet hus som et slags aftægt. Her døde han 1770. Og her boede hans døtre, 2 gamle jomfruer Brandt, flere år efter hans død.
3. Ulrik Brandt, f. efter 1707. 1736 og måske allerede 1729 findes han som et ordentligt menneske på Gråsten, måske har han dengang været lakaj, senere må han være blevet forvildet. Han er måske f. i tiden fra 1707-14. På grund heraf har Ingeborg måske dengang snarere tjent familien som en ung pige. 1718-19 nævnes Ingeborg Peders datter flere gange som fadder til børn af Asserballeskov. 1719 d. 17. dec. holdt Peder Kræmer, Poul Smeds søn Peder af Asserballeskov, over dåben i Asserballe kirke. Til dette barn stod også Anna Peders datter og Ingeborg Peders datter fadder. Fra sin konfirmation og indtil denne tid har Ingeborg Peders datter altså vistnok opholdt sig hjemme på Als. (Asserballe kirkebog).Omtrent 1720 fik hun tjeneste hos en grev, Danneskjold-Samsøe, der dengang boede i Altona, til hvilken familie hun måske er bleven anbefalet fra Augustenborg, hvor Grevinde Louise til Danneskjold-Samsøe var g. m. Hertug Christian August til Augustenborg. Da hun var ung og rask ville hun selv gerne udenfor for at lære, og for at fortjene noget, hos fremmede, tilmed da hendes forældre var fattige og gamle folk, der i fremtiden kunne trænge til understøttelse og hjælp. Tomhændet og ringe udstyret med penge og klæder, men derimod rigt begave, med sine forældres og søskendes velsignelse og fromme ønsker, gik hun tilfreds op til Altona i et par tøfler, hvor hun straks tiltrådte sin tjeneste hos herskabet og bestyrede siden som husholderske i flere år deres hus til familiens tilfredshed, og da hun tillige var meget sparsommelig, sparede hun sig en lille kapital sammen. At hun må have været yndet af sit herskab, kan ses deraf, at når greven kom i besøg på Augustenborg, har han et par gange også et øjeblik set ind til hende. Formodentlig når han er gået med ud på jagt, har han set lejlighed til at se hen til hende. Engang overraskede han hende således, da hun sad og spandt med ryggen vendt imod et åbentstående vindue, råbte da: ”Godmorgen! og dukkede sig i det samme ned, og da han atter gentog sin hilsen, udbrød Ingeborg forskrækket: ”Jøsses! hr. greve! er det Dem?” Dette har formodentlig været en af de yngre grever, brødre til hertuginden af Augustenborg, hvem Ingeborg har kendt som børn; thi deres far var for længe siden død. Det lader dog ikke til at hendes forældre var så fattige. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen i Havnbjerg). Omtrent 1725 vendte hun atter tilbage til sit hjem, dels for at hjælpe sine gamle forældre og dels for at overtage stedet, hvilket hun nu kunne indløse. Hendes 2 yngste brødre var endnu uforsørgede, gik hjemme og havde ikke lært noget. Det gjaldt da om at få dem ud af huset og sat i vej. Steffen der dengang var 16 år gl., fik hun sat i gartnerlære i Sønderborg, og Hans Petersen var 24. år gl. og sang godt, tænkte hun på at få en degn ud af. Den gamle degn i Tandslet monsieur. Christian Schultz kunne nok ønske ham til sin svigersøn og eftermand i Tandslet degnekald. Men hertil udfordredes en speciel kongl. tilladelse, da kong Frederik d. 4. flere gange havde indskærpet bisperne kun at kalde studenter til degnekaldene. Ingeborg besluttede da at gøre en rejse til København for at bønfalde kongen om det omtalte degnekald til sin bror, og da hun havde en bror, Peter Petersen, der var gartner ved Frederiksberg Have, håbede hun ved hans hjælp at få kongen i tale. Hun begav sig da til fods på rejsen, fortalte sin bror sit ærinde, og bad ham skaffe sig audiens hos kongen. Han bød hende at vente til den følgende morgen, han ville da bønfalde kongen om en sådan nådesbevisning, når han i godt lune gjorde sin morgentur rundt i haven og til sidst plejede at sætte sig i et bestemt lysthus. Dette løb nu også heldigt af, og da Ingeborg den følgende morgen traf sin broder, overrakte denne hende et stykke papir, hvorpå der stod skrevet, at hendes bror, Hans Petersen, var kaldet til degn i Tandslet, såfremt biskoppen i Odense fandt ham duelig og bekvem dertil. Glad over rejsens lykkelige udfald begav Ingeborg sig på tilbagerejsen og mødte i ”Krebsehuset ”, en bekendt kro, mellem Ringsted og Sorø, en søn af præsten hr. Matthias Steenløs i Tandslet, som rejste i det samme ærinde. Hun spurgte hvorhen han agtede sig, og da han betroede hende sit forsæt at søge degnekaldet uden at ane, at hun allerede gik med udnævnelsen i lommen, ønskede hun ham ved afrejsen en lykkelig fremgang og rejste hjem hvor hun blev modtaget med stor glæde. Kort efter måtte Hans Petersen selv rejse til Odense for at lade sig prøve af biskop Jakob Lodberg. Hele natten forud lå Ingeborg og strikkede på hans strømper, puttede dem tidlig om morgenen i farvekedlen for at han kunne få dem med, når han om eftermiddagen skulle drage af sted til Fynshav for at komme til Odense. (mundtligt af J. Knudsen ). Dette tildrog sig dog ikke i Frederiksberg, men i Frederiksborg Have. Da disse sager var bragte i orden kunne hun først tænke på sine egne anliggender, og ved samme tid meldte sig en bejler: Johan Gotfred Johansen, en søn af farver Johan Henrik Farber i Egenmølle og en bror til Knud Johansen, kromand i Ketting. 1726 stod deres bryllup, hvilket kan ses af en gammel sølvske, som hans bror, Henrik Johansen, der var farver i Ærøskøbing har skænket dem, på hvilket læses: ”Henrik Johansen Farber 1726.” J.W. Jakob Wrang, der senere har ladet sit navn stemple på skeen. Denne første mand har vistnok ligesom sin eftermand drevet slagteri i Ketting, og af den grund har udvidet stedets bygninger, da den lange østlige lade bygning er opført 1732, måske en slags aftægt i enden ud til gaden. Dette ægteskab varede kun kort, da han døde i en ung alder, før 1737, da kirkebogen først begyndte dette år d. 13. juni. Han skal have været temmelig hengiven til drik. De havde kun en søn sammen. ( mundtlig fort. af J. Knudsen og egne iagttagelse )
Børn:
i Johan Johansen. Se Havnbjerg degnesæde.
6. Jacob Jacobsen Wrang, født 1707, (søn af Jacob Jørgensen Wrang og Anne Christine Hansen Møller) ref: GF0305. gift 5 mar 1737 i Ketting mrd formanden enke, Ingeborg Pedersen, født nov 1697 i Ketting, (datter af Peder Hansen Kræmer og Anne Pedersen) døbt 28 nov 1697 i Ketting, ref: KE0305, død 13 nov 1771 i Ketting. Jacob død 1 jul 1773 i Ketting. Chr Knudsens Familiehistorie bind I: I flere år sad Ingeborg Peders datter enke indtil 1737, da hun indlod sig i et nyt ægteskab med Jakob Wrang af Stolbro. Forud for sit ægteskab måtte hun skifte ud med sin søn Johan Johansen af første ægteskab. Dette skifte blev holdt i Ketting 1737 d. 3. jan. i overværelse af den afdødes moder og søskende, der alle samtykkede i hendes andet ægteskab, når hun udsagde sin søn den halve del efter sin faders død, 400 mk L., en kiste med hans sal. Faders seng, og skulle han overleve sin moders død, havde han igen, fuldt arvekrav efter lov og ret. Hvis sønnen Johan Johansen opfører sig skikkelig og vel imod sin mor, kan han efter hendes død også gøre fordring på sin sal. fars ”morgengave eller håndgift”, der beløber sig i værdi til 20 rdl. Det er underskrevet af Anne Marie Farbers, den afd. mands mor, og Andreas Johansen Farber, hans bror i Egenmølle, og stadfæstet i Augustenborg Ting 1737 d. 15. jan. af herredsfoged N. Steingardt ( familie dokument). 1737 d. 8. feb., blev Jakob Jakobsen Wrang af Stolbro trolovet med Ingeborg Johans i Ketting, og 5. marts blev de viede i Ketting kirke af sognepræst Hr. Andreas Stephanus Thomsen ( Ketting kirkebog). Jakob Wrang var en søn af ejeren af den store bondegård i Stolbro, Jakob Jørgensen Wrang og hustru Anna Kirstine Hansdatter Møller af Egenmølle, og f. 1707 i Stolbro. Af sølvskeer til deres bryllup have sendtes 4, en fra Hans Jakobsen Wrang, Kirsten Jakobs Wrang, Christen Jakobsen Wrang, mandens søskende, fra Peder Jørgensen, hans svoger og 1 fra hans mor A.C.W. Ved samme tid har Ingeborg anskaffet sig en potte med greb på, på hvilken findes årstal 1737. Til dette bryllup må jo også hendes afd. mands familie have været med, men har de foræret skeer og sølvtøj, da er det nu borte. Fæste på stedet 1737 d. 5. feb. Jakob Wrang har vistnok bragt lidt formue med ind på stedet. Han drev ligesom sin formand slagteri. Vel var der allerede en slagter i Ketting, Hans Eriksen, en snild og klog mand, men han drev kun denne håndtering i forening med Jakob Wrang. Thi dan man idelig havde leverance til Augustenborg slot, behøvedes der driftskapital, som Jakob Wrang altid var forsynet med. Hans Eriksen, som beboede et lille præsteindersted, der lå der, hvor familiens sted endnu ligger, var dengang temmelig indskrænket på alle sider, og kunne ikke udvide sit byggerum, det er først sket senere, da man har købt de nærmest liggende steder, desto større og bekvemmere var derimod Jakob Wrangs lejlighed, hvor der var god plads og hvor man derfor for det meste slagtede, hvilket endnu kan ses af flere indretninger i det gamle bryggers. Hans Eriksen, der plejede at holde hest, kørte selv omkring med kød til de fjernere steder. Ingeborg Wrang derimod betjente de nærmeste folk, idet hun trillede kødet omkring i en trillebør. I flere år tjente Klaus Tønnesen dem som slagtersvend, han var en slægtning af Ingeborg Wrang. I hans signet som endnu haves, findes derfor en økse. ( mundtlig fort. af J. Knudsen) På Jackob Wrangs sted brændte Hans Eriksen og Jakob Wrang også brændevin, som de solgte. Således fik høker, Thomas Jessen ved Fynshav sin brændevin hos dem, hvilket hans 2 sønner, der senere blev ansete mænd hentede: Jørgen Thomsen, ejer af Hjortspring, og Jes Thomsen, kaldet den rige købmand på Nordborg. Dette greb ind i kroens privilegium, der alene havde ret til at udsælge denne slags varer. Ejeren af kroen klagede derfor til herskabet på Augustenborg, og der kom derfor også engang et par mænd, som havde befaling til at forsegle deres brændevinstøj. Ingeborg Wrang havde i forvejen fået nys derom, og havde derfor ladet bud gå til Grev Danneskjold som på den tid opholdt sig i besøg på slottet. Hun bad derfor betjentene holde inde et øjeblik og imidlertid ankom der befaling til at standse med den forretning. De havde ret til at brænde så meget, som var fornødent til eget brug og til at fede deres stude, som de skulle forsyne herskabet med; men derimod blev alt udsalg af brændevin dem forbudt. Heraf lader det sig nu også forklare, hvorfor der findes så vidtløftige bygninger på dette lille kåd. Når de var nødte til at holde fedekvæg på stald, udfordres der jo en del stald og ladebygninger. Hertil kom at Jakob Wrang i mange år havde en del jord til leje af stedets præst. Han holdt derfor i flere år en gammel hvid hest. Bygningerne var for en del således allerede i hans formands tid. Derimod føjede han selv 3 fag imod vest til stuehuset. Som en følge heraf opstod der en del år en del spænding mellem familien i kroen og familien bag kirken; den lagde sig først fuldkommen, da Jakob Wrangs unge datter, Anne Christine Wrang 1756 blev g. m. kromand Johan Peter Knudsen i Ketting. ( mundtlig fort. af præsten J. Knudsen i Havnbjerg) Man ser således at Jakob Wrang og hustru Ingeborg var meget duelige, dygtige og virksomme folk; de var meget om sig og samlede en ret anseelig formue efter den tids målestok. Han skal også i løbet af 12 år, haft i forening med kromand, Markus Nielsen på Augustenborg denne herregård i forpagtning. Dette er vistnok at forstå således: 1752 blev Klaus Klausen, der var g. m. Anna Petersen på Melsgaard, en brordatter af Ingeborg Wrang, forpagter af Augustenborg herregård, men han døde allerede 1754. Enten må da Jakob Wrang have forpagtet gården i forening med denne mand, og Markus Nielsen trådt ind i den afdødes sted, eller også havde begge for at støtte enken, trådt ind i resterende år af Klaus Klausens forpagtning. At Jakob Wrang og Markus Nielsen var venner, kan ses deraf at Jakob Wrang og hustru have stået fadder til deres børn. Markus Nielsen havde det stadige tilsyn med gårdens drift og var temmelig streng imod hovfolkene, når de kom for sildig. De fik da ikke sjældent pisken at smage og må ride træhesten. I øvrigt var han her ligesom i sit eget hus, en meget dygtig, ordentlig, påpassende og redelig mand. 1765 blev Johannes Brandt, tidligere forpagter af Østerholm, forpagter af Augustenborg herregård. ( mundtlig fort. af J. Knudsen, og bolsmand Jørgen Matthiesen i Sebbelev. Egne iagttagelser). At de var velstående folk kan ses deraf, at de kunne udstyre hvert af deres børn, sønnen Johan Johansen degn, og datteren Anne Christine Wrang med 2000 rigsdaler Cour. foruden en god medstyr, og endda beholde så meget tilbage, at de kunne leve et sorgfrit liv på deres gamle dage på aftægten. Med alt dette var de tillige meget godgørende imod fattige og syge i byen. Ingeborg plejede aldrig at koge suppe, uden at hun først sendte noget omkring til sådanne af byens folk. Det er dog nu lang tid siden at hun levede, men der var dog dem endnu for få år tilbage der mindedes hende: ”Ingeborg Krokone” et vel agtet navn, der hidrører fra, at hendes eneste datter kom op i kroen. ( mundtlig fort. af J. Knudsen), De var da også meget agtede i deres sognekreds. De have hyppigt stået fadder eller holdt børn over dåben, både i deres egen og andre kirker, ligesom også en eller anden have kaldt deres børn Jakob og Ingeborg efter dem. 1735 har Ingeborg Johannes i forening med Andreas Farvers hustru af Egenmølle, stået fadder til hjulmand, Peder Nielsens datter i Ketting. 1744 holdt Jakob Wrang med sin hustru Ingeborg, hjulmand, Peder Nielsens vanskabte dreng, Lauritz over dåben hjemme i huset. Dette barn døde 2 dage efter. Denne Peder Nielsen var en søn af bolsmand Niels Hansen Hjulmand på det gamle øde bol lige over for Bispegården og var f. 1687. 1731 og 44 lever han på smed Dahmes sted, og var hjulmand, altså var han nærmeste nabo til Jakob Wrang. 1736 holdt Ingeborg Johannes, bolsmand, Hans Christian Thomsens datter Ingeborg over dåben. 1739 stod Jakob Wrang fadder til bolsmand, Hans Christian Thomsens datter Anna i Ketting. Hans Christian Thomsen var en søn af bolsmand, Thomas Hansen i Ketting og f. 1698. Han var bolsmand på Hans Jessens bol ved kroen og døde 1771. 1737 stod Ingeborg, Jakob Wrangs hustru, fadder til smeden Zeboth Zebothsens søn Lauritz i Ketting. Denne mand blev 1735 g. m. Lauritz Smeds enke, Margaretha i Ketting og døde 1747. Hans søn, Lauritz Zeboth var 1778 smed i Sønderborg. 1735 stod Jakob Wrang fadder til bolsmand, Lauritz Thomsens søn, Matthias i Ketting. Lauritz Thomsen var en søn af bolsmand Thomas Hansen i Ketting og f. 1701. Han var en bror til Hans Christian Thomsen, og blev bolsmand på det bol ved Ketting dam. 1738 stod Jakob Wrang og Hans Eriksen fadder til bolsmand Rasmus Matzens søn, Matz i Sebbelev. Rasmus Matzen var bolsmand på Mads Bruuns bol i Sebbelev, og var g. m. Ingeborg Thomas Datter af Ketting, f. 1704, og en søster til Hans Christian og Lauritz Thomsen, begge bolsmænd i Ketting. Hans Eriksen var en søn af bolsmand Erik Poulsen på Jørgen Elleys bol og f. 1687. Allerede 1731 er han bosat i Ketting. Han kaldes også Hans Bonde, og døde 1757. 80 år gl. 1752 stod Jakob Wrang af Ketting og hans svoger Steffen Petersen af Østerholm, fadder til skipper Christian Leymanns datter, Eleonora Elisabeth i Asserballeskov. 1752 holdt Ingeborg, Jakob Wrangs hustru i Ketting et barn over dåben på generalindens vegne på Augustenborg. Dette er generalinde la Potrie, general Ferdinand Wilhelm Duval de la Potries hustru. 1752 holdt Ingeborg Wrang, forpagter, Klausens datter, Anna på Augustenborg over dåben. 1761 stod Jakob Wrang fadder til Markus Nielsens datter, Anne Margaretha Christiane på Augustenborg. Hun blev siden g. m. hofråd Henriksen på Gråsten m.m. (Ketting og Asserballe kirkebog). Næsten al den jord, som ligger ved huset, var dengang have, med alle slags fine og grove æbletræer og en del valnøddetræer. Af sidste slags stod et svært træ henne ved gavlen, overfor styrmandens hus, og et andet lige uden for vinduerne. Disse træer havde Jakob Wrang selv plantet, thi hvis han så en ledig plads, puttede han straks en pode ned, nogle havde hans datter også siden plantet. Haven prangede altid om foråret, med en mængde tidlige og smukke blomster. Jakob Wrang havde også en dag plantet en 4-5- valnøddetræer henne ved gade muren overfor kirken. Da Ingeborg så det, ytrede hun,” at det jo var til ingen nytte, da byens drenge ville rapse dem.” Men det var jo også derfor han havde gjort det; de fattige skulle også have en fornøjelse. (mundtlig fort. af præsten J. Knudsen) Han fandt også megen lyst til at læse, ikke blot i bibelen, men også i andre gode bøger. Bibelen læste han daglig et stykke i. Han ejede Frederik d. 2. bibel, som hans præst Morten Reenberg With havde foræret ham. Her yndede han at læse i Arild Hvitfelds danske krønike som præsten Jørgen Knudsen siden længe besad, men ved udlån blev den borte. Hans datter fik en del gode bøger efter hans død, de blev i kroen, men vandrede til Bommerlund, hvor de blev revne itu og forsvandt. ( mundtlig fort. af J. Knudsen) I deres alderdom var det dem en stor glæde, når deres datters børn fra kroen kom ud til dem. Dette ses endnu udtrykt i deres dagligstue, hvor begge de gamle er afmalede på en væg med deres 4 ældste børnebørn, der dengang var i en alder fra 1-6 år. Knud og Ingeborg som de mindste sidder på bedsteforældrenes skød, den første med en rangle i hånden, Anna og Jakob står midt imellem de gamle. De skulle ligne godt. På døren sås deres hund, ko, får, høns, m.m. Det er malet 1763. En senere lejer overmalede det med limfarve. Da Ingeborg mærkede sit endeligt var hendes sidste ord til datteren, ”at hun måtte være god imod sin gamle far ”, hvilket hun også lovede og holdt, da hun daglig så ned til ham, og kvægede ham tit med lidt god mad. 1771 d. 13. nov. døde Ingeborg Wrang, 74 år gl. og 1773 d. 1. juli døde Jakob Wrang i Ketting, 66 år gl. En lig sten ligger endnu over dem på kirkegården, men den er knækket midt over.
Børn:
i Anne Christine Jacobsen Wrang født 4 jul 1738. Se Ketting kro.
ii Jakob Wrang, døbt 1740 d. 6. jan. Faddere: husfoged, Hermann August Klausen, Lars Schirmer
skolemester, Peter Fyrbøder, Nikolai Bruers hustru og Christine, forpagter Andreas Jørgensens datter, alle af Augustenborg. Han døde i marts 1740,11 uger gl. Han skal være bleven lagt ihjel om natten, hvad kirkebogen dog ikke melder et ord om ( Ketting kirkebog og mundtlig fort. af J. Knudsen).
FT1803
Anna Christina Knutzen, 66 , Enke, Hausmutter, lebt von ihren Mitteln. Käthnerin mit Land,
Jürgen Knutzen, 30 , Ugift, Ihr Sohn, Candidat der Theologie,
|
